Søren McGuire har mistet mange venner gennem årene – nu har han sat sig for én ting
Har du opdaget, at din sociale omgangskreds skrumper ind med årene?
Jeg er ved at lade et gammelt venskab dø.
Det lyder dramatisk, som om et skænderi, penge eller en uoverkommelig uenighed er kommet imellem os, men nej, det sker helt uden lyd, vrede, skænderier og besvær.
Måske endda uden de store følelser. Det får bare lov at ånde ud og visne væk i resterne af sensommersolen, som mine hårdt prøvede potteplanter i vinduet.
Vi har ellers kendt hinanden siden studietiden. Der var år, hvor jeg talte ham blandt mine bedste venner, og år, hvor kærester, børn, koner og karriere gjorde det hele lidt mere besværligt.
Heldigvis var han en af dem, man kunne ses med efter adskillige måneder og stadig tænke, at alt var ved det gamle. Lige indtil det ikke længere var det.
Tiden kan udhule og erodere selv de stærkeste relationer, og her sidder jeg så med følelsen af, at der bare er gået for lang tid, siden vi sidst har talt sammen. At forsøge at genoptage kontakten til ham vil virke mærkeligt, for sent, pinligt endda.
Han må have det på samme måde, for han skriver jo heller ikke til mig. Således kan et engang så tæt venskab få lov til at udånde i lige dele slowmotion og real time.
Jeg har ladet alt for mange af mine venskaber sive ud i sandet på denne måde gennem årene. Death by ren dovenskab. Der var Kasper, der tog mig med til finsk støjrock i Pisserenden, Jens Jacob, der ganske vist holdt med Manchester United, men alligevel havde et hjerte af guld, og Troels Mads, der havde langt hår i nakken og gjorde de første år i København i starten af 00’erne til de allermest festlige i mit liv.
Jeg kan ikke engang pege på det tidspunkt eller det sted på vejen, hvor vi mistede kontakten. En dag var den – de – der bare ikke længere.
Det er sikkert ikke alle venskaber, der er skabt til at bestå, og det er et velkendt faktum, at vores sociale omgangskreds skrumper ind med årene.
Vi mister energien, bliver ældre og en tand for magelige, og tager os selv i at håbe, at den anden aflyser i sidste øjeblik, også selvom vi ved, at der i så fald vil gå uger, måneder, måske endda år, før vi får taget os sammen til at lave en ny aftale.
I stedet sætter vi vores lid til Facebook, for gammelt venskab forgår vel trods alt aldrig helt, når vi stadig kan følge med i deres familieforøgelser, ferier, renoveringsprojekter og skilsmisser, omend lidt på afstand.
Annonse
Desværre er et like her og der ikke nok til at genoplive fortidens fortabte venskaber. Det kræver tid, energi, vedholdenhed og modet til at indrømme, at man desværre nok havde hovedet for langt oppe i r**** og derfor ikke lige fik ringet, da renoveringsprojektet eller ægteskabet gik i vasken.
At dovenskaben og sofaen nu engang bare trak mere i os end trangen til at holde liv i et venskab.
Vi mænd er i forvejen dårlige til at pleje vores sociale relationer, og det bliver ikke ligefrem nemmere af, at vi også skal blande dårlig samvittighed ind i det. Jeg har en lille liste over forliste venskaber, jeg drømmer om at puste liv i igen.
Rasmus, Thomas, Jens Jacob, selvom han holder med Manchester United. Måske bliver det ikke, som det var engang, men mindre kan også gøre det. Selv de halvvisne potteplanter pynter jo også i vinduet.
