En aften sendte Nillous eksmand hende en reel – og det har fået hende til at tænke

I aftes sendte min eksmand mig en af de sjældne reels af mere seriøs karakter. 

Normalt er det reels med sjove katte og den slags, men den her gik kort og godt ud på, at det burde forbydes at blive billionær, fordi den form for penge akkumulerer en magt, der i sidste ende ødelægger demokratiet. Så de rigeste skal beskattes mere – også globalt, for at demokratiet og middelklassen skal have en chance. 

Der er ikke meget sex og spænding over den her indledning, I know, men bliv lige hængende, for jeg har en pointe. 

"Jeg er en virkelig sød og sjov date, men hvorfor vil kvinderne ikke mere?"

En mandlig læser har skrevet til sexolog og parterapeut, Ditte Winkel for et godt råd, da hans dates aldrig udvikler sig til mere end et par møder.

For hvad er det egentlig, vi skal bruge vores SoMe-kanaler til? Særligt nu, når vi ved, at vi kan forvente mere fake news, og et vildt gæt på, hvem det rammer hårdest, er, trommehvirvel, ja minoriteter og kvinder, så hvorfor forlader jeg det ikke? 

Og så har vi ikke engang talt om den skade, man volder hjernen med de ofte hypnotiske og ubevidste scrollerier. En tidsrøver af dimensioner, der både hacker koncentrationsevnen og skaber dopamin-kick.

Jeg kan huske, da Facebook rullede frem i nullerne. Pludselig opstod et behov, jeg ikke anede, jeg havde. Jeg kunne komme i kontakt med gamle venner og flammer, og det gik ud på at skrive sjove og lette opdateringer, snage i andres liv og give et udpluk af sit eget. 

Omkring 2011 skrev jeg en featureartikel om Instagram. Folk lagde billeder op af deres latte og fik et vildt antal følgere og likes. Jeg fattede ikke det fænomen, jeg skrev om, for hvem fuck gad at følge med i andres kaffe. 

Famous last words, for jeg har godt nok selv postet mange ligegyldige kaffebilleder de senere år. Stadig helt uden at forstå, hvad vi skal med de her kanaler, og stadig med et drys af den oprindelige naivitet, og så alligevel ikke. 

For det seneste valg i USA med tech-giganternes indtog i det politiske rum og de daglige vanvidstiltag fra Det Hvide Hus har alligevel tvunget en form for stillingstagen i mig og i så mange andre danskere, der for eksempel forlader Meta og søger alternativer. Hvilket er fint, for så tager vi aktivt og kritisk stilling. 

Hvis vores kanaler var mennesker, kunne vi sige, at selviscenesættelsen med ”se hvor lækker og populær jeg er” var vores år som unge teens, hvor vi med hovedet oppe i egen bagdel opdagede os selv i en ny verden. Så skete valget i USA, og vi så med egne øjne, hvilken potentiel magt vi har adgang til igennem de her medier, hvor man kan sende sin (løgne)historie ud til millioner af mennesker.

Kimia frygter for sit liv, hvis hun rejser til Iran: "Jeg ser nok aldrig min mormor igen"

Ved at lave kunst, der er kritisk mod det iranske præstestyre, løber Kimia Bahari en stor risiko. Hun blev som mange andre vækket til at gøre modstand i 2022 efter Jina Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt. Dermed har Kimia opgivet chancen for at gense sin elskede mormor, der bor i Iran. Nu har det iranske præstestyre en ny og endnu mere kvindeundertrykkende lovgivning på vej. Men der er et oprør i gang, der har bredt sig til hverdagen.

Enhver teenager bliver på et tidspunkt udfordret til at blive voksen. Jeg kalder den ud nu. Lad os bevidst bruge af den viden, der er tilgængelig, til at blive klogere og mere magtfulde i vores egne liv. Vi skal bare disciplinere os selv i at sortere benhårdt efter, hvad vi vil opnå.

Da kvindeoprøret udfoldede sig i Iran i 2022, var det den menneskelige støtte igennem SoMe-kanaler, der gav mange demonstranter i landet modet til at fortsætte med at sætte livet på spil, mens den politiske hjælp udefra udeblev. 

Derfor skyndte regimet sig at lukke dem ned. Men vi nåede stadig at få en forsmag på, hvad vi mennesker kan opnå, når vi bruger platformene til at stå sammen i stedet for at tillade splittelsen. Lad os øve os endnu mere i det. Måske på en af de nye platforme som SOCii og Pixelfed?