Kimia frygter for sit liv, hvis hun rejser til Iran: "Jeg ser nok aldrig min mormor igen"

Jina Mahsa Amini er et navn, som står stærkt i mange menneskers hukommelse, efter at hun den 16. september 2022 døde i moralpolitiets varetægt i den iranske hovedstad, Teheran.

Den 22-årige kurdisk-iranske kvinde blev anholdt, fordi hun ifølge moralpolitiet ikke havde tildækket sit hår tilstrækkeligt med et tørklæde, og tre dage efter sin anholdelse døde hun. 

Om lidt er ”The Handmaid's Tale” tilbage – især én ting gør den nu endnu mere uhyggelig

Praise be, fantastiske Elisabeth Moss er tilbage i rollen som revolutionære June i sjette og sidste sæson af ”The Handmaid's Tale”.

De iranske myndigheder står fast på, at hun døde af et hjerteanfald, men øjenvidner og hendes nærmeste familie har fortalt, at hun ved sin anholdelse fik tæsk af moralpolitiet.

Da nyheden slap ud, spredte den sig som en steppebrand i landet, og store dele af den iranske befolkning indtog gaderne for at protestere mod kvinders undertrykkelse.

En revolution var startet med kampordene: Kvinde, Liv, Frihed.

Kimia Bahari kom til Danmark med sin familie, da hun var to år gammel, og i sin opvækst har hun aldrig tænkt de store tanker om sit ophav. Hun har naturligvis altid vidst, at hun var fra Iran, og at hendes hår og øjne var mørkere end de fleste danskeres, men det at være iraner fyldte ikke meget hos hende. 

Ikke før hun hørte om Jina Mahsa Aminis død.

"Det var som om, at noget blev vækket i mig, da jeg så videoerne. Alle de her modige kvinder i alle aldre, der gik på gaden og turde at stå imod de her skræmmende bevæbnede militærfolk og klippede deres lange smukke hår af i protest. 

Det fremkaldte en gejst i mig, at det var kvinderne, der gik forrest, og jeg tænkte, at når de var så vanvittig modige, så skulle jeg ikke være en kujon, der ikke turde være med i deres kamp. Da jeg delte deres videoer på de sociale medier, var det faktisk første gang, jeg selv ytrede min mening om præstestyret i Iran. 

Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen, men politik har ikke rigtig fyldt noget i min opvækst, så jeg har aldrig selv italesat det. 

Men jeg blev virkelig ramt af en kæmpe vrede, en sorg og et medansvar, for under hele min opvækst har jeg skullet forklare min baggrund, som ofte er blevet set lidt ned på. 

Men det var som om, at jeg for første gang kunne være stolt af at være en iransk kvinde, fordi de nu repræsenterede en styrke, som mange ikke havde set før."

Kimia Bahari deltog i sin første demonstration få dage efter Jina Mahsa Aminis død.

Yanni frygter, at kvinder bliver skubbet tilbage i traditionelle roller, hvor de er afhængige af mænd

Yanni Rans mor fulgte den klassisk kinesiske model og satte alt på pause, da hun blev gravid. Hun ville støtte sin mand og tage sig af sit barn og deres hjem. Selvom Yanni er sin mor evig taknemlig for hendes opvækst, vil hun aldrig selv lave samme ofring. Især fordi hun i forvejen oplever, hvor svære vilkår kvinderne har på det kinesiske arbejdsmarked.

"Det var virkelig vildt at deltage og se så mange mennesker kæmpe for en sag, der foregår tusindvis af kilometer væk fra os. 

Selv kvinder fra min mors generation, som er opvokset i Iran, men aldrig har villet blande sig i politik, kom og gik med i protesterne sammen med deres iranske veninder. Vi var flere generationer af kvinder, som samledes for de iranske kvinders rettigheder. Det var meget rørende at se den solidaritet.

Jeg tror også, at flere af os havde følelsen af: Okay, nu er det nu. Den bølge af protester, der foregik i Iran, var ikke set i samme kaliber i mange år, så vi tænkte, at hvis der skal ændres på noget, så er chancen der nu. 

Og det er rørende at se, hvordan det ikke kun er kvindernes kamp, men at mændene også går side om side med dem og kæmper for rettigheder til deres søstre, koner og døtre."

Tørklædet er ikke bare et tørklæde

Der var engang, hvor Iran var et friere land for kvinder.

Der var langt færre restriktioner på bl.a. arbejdsmarkedet og kultur, og kvinder blev opfordret til at deltage i det offentlige rum. Og under shahens tid (1941-1979) måtte de både gå i korte nederdele og lade håret hænge frit. 

Da præstestyret og dermed sharialovgivningen gjorde sit indtog i slutningen af 1970’erne, var det dog slut med de iranske kvinders frihed – og mange helt basale rettigheder, som den religiøse lov ikke tillod, blev taget fra dem. 

Bl.a. blev nogle offentlige rum kønsopdelt, og kvinder mistede mange juridiske rettigheder.

"Tørklædet, der bliver protesteret imod, er jo ikke bare et tørklæde. Det er en følelse af at blive kvalt og at blive holdt nede af en hånd, der presser dig mod jorden. Det er et symbol på de iranske kvinders undertrykkelse. 

Millioner af kvinder i USA mistede retten over deres egen krop – og konsekvenserne rækker langt ud over dem selv

Millioner af kvinder mistede retten til fri abort, da den amerikanske abortlov blev omstødt ved højesteretten i 2022. Det gælder selv i tilfælde, hvor kvinden risikerer at dø. Et kæmpe tilbageslag for retten til seksuel og reproduktiv sundhed og frihed, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Majbrit Berlau.

Hvis tørklædet ”bare” var et tørklæde, og de havde samme rettigheder og frihed som mænd på alle fronter, så var der nok ikke startet en revolution. 

Men lige nu er der en lang række af helt basale ting, som er forbudt for kvinder: De må ikke synge, cykle eller danse offentligt, læse bøger eller se film, der ikke er godkendt af regimet, og de må ikke gå klædt og udtrykke sig, som de vil. 

En kvindes stemme gælder for den halve af en mands i retten, og hun kan ikke rejse udenlands eller booke et hotelværelse uden sin mands eller fars samtykke, og ægteskabelig voldtægt er ikke kriminaliseret. 

Det er bare eksempler på, at tørklædet ikke bare er et tørklæde, og at kampen repræsenterer noget meget større. Det repræsenterede også noget meget større for moralpolitiet, da Jina Mahsa Amini blev dræbt i 2022," siger Kimia Bahari.

"I mange årtier har iranske kvinder ad flere omgange udfordret beklædningskodekset og gradvist rykket på måden, de bærer tørklædet på og klæder sig. 

Men hver gang kvinderne rykker grænsen, slår moralpolitiet tilbage. Jina Mahsa Amini blev derfor en slags syndebuk. Hun gik ikke anderledes klædt end så mange andre kvinder i Teheran – ankelbukser, sneakers og håret tittende ud under tørklædet – men moralpolitiet skulle statuere et eksempel, og hun blev offer for deres skræmmekampagne."

Alting har en pris

Kimia er kunstmaler og sætter ofte fokus på kvinders rettigheder gennem sine malerier, og efter revolutionens start i Iran ændrede udtrykket sig i hendes værker.

"Jeg fortæller historier gennem mine kvindelige portrætter, og en dag, kort tid efter Jina Mahsa Aminis død, hvor jeg virkelig følte mig hjælpeløs, malede jeg et portræt dedikeret til alle de her seje kvinder, der kæmpede for frihed i Irans gader. 

Jeg malede også den første kvindelige frihedskæmper Tahereh Qurrat al-Ayn, der i 1852 blev hængt i sit tørklæde, fordi hun som feminist og aktivist dukkede op i retten uden tørklæde på for at illustrere, at hun ikke havde samme vilkår som mændene. 

Iranske kvinder har kæmpet for frihed i århundreder, og nu foregår der pludselig en revolution, hvor kvinderne går forrest, og mændene følger med. Og det giver mig håb for, at generationers mindreværd og undertrykkelse kan stoppe med den nuværende generation."

Desuden medvirkede Kimia Bahari i DR-dokumentaren 'Iran i hjertet', som følger fire dansk-iranske kunstnere lige efter frihedsbevægelsens begyndelse. Og det kom med en pris.

Støt og få plakaten

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af Kimia Bahari, som er hovedperson i denne artikel.

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

Få plakaten hos Sex og Samfund her

Få plakaten hos Plan Børnefonden her

"Før september 2022 kunne jeg rejse til Iran på ferie. Men man løber en stor risiko ved at udtale sig om regimet, og derfor kan jeg begynde at græde ved tanken om, at jeg nok aldrig skal se min mormor igen, som stadig bor i Iran, men det er en pris, jeg må betale – og det er nok en lille pris sammenlignet med, hvad kvinderne i Iran ofrer."

Kimia mener, at vi kvinder i Danmark alle har et ansvar for at hjælpe kvinderne i Iran og andre lande med mindre sikkerhed.

"Feminister over hele verden løber en risiko, når de udtaler sig om kvinders rettigheder, men netop i de lande, hvor der er ytringsfrihed, og risikoen dermed er mindst, har vi et ansvar for og en pligt til at være et ekkokammer for andre kvinders stemmer. 

Måske kan du risikere at modtage en dum besked eller to, når du deler en politisk video på dine sociale medier, men folkene, der kæmper for frihed i Iran, risikerer dødsstraf. 

Så jeg vil virkelig bede alle, der ikke løber samme risiko, om at genoverveje at tage deres stemme i brug sammen med os."

Om Kimia Bahari

• Iranskfødt kunstmaler, der har boet i Danmark, siden hun var to år. 
• Medvirker i DR-dokumentaren 'Iran i hjertet', som følger fire dansk- iranske kunstnere lige efter frihedsbevægelsens begyndelse.

Protester i hverdagen

Jino Victoria Doabi er cand.scient.pol. med speciale i iranernes kamp for frihed og har dedikeret sin Instagramprofil @womanliifefreedom til at sætte fokus på kvinders rettigheder.

"Lige nu foregår der en eksistentiel kamp for frihed, og den starter og slutter hos kvinderne," siger hun til ALT for damerne om den kamp, de iranske kvinder nu kæmper – igen.

Tilbage i 1979 protesterede hundredtusindvis af iranske kvinder mod tørklæderne, som symboliserer al den undertrykkelse, der foregår i landet. Det er altafgørende, at kvinderne står sammen, og det har de virkelig også vist, at de gør. 

Emma har menstruel migræne: "Der er dage, hvor jeg må opgive alt"

Der skulle gå mere end 10 år, før Emma Libner endelig fik en forklaring på sine månedlige anfald af hovedpine, opkast, lysfølsomhed og sortnen for øjnene. Nu taler hun højt og åbent om menstruel migræne for at ruske op i de tabuer, der stadig ligger gemt omkring kvinder og hovedpine – og for at lette vejen for andre med sygdommen.

Da Jina Mahsa Amini blev dræbt i 2022, gik selv religiøse kvinder ud og sagde, at det kunne have været deres datter eller søster: At hun ikke gjorde noget forkert og ikke fortjente at dø. 

Derfor blev det første slogan, som folk råbte under protesterne: ”Den, der har dræbt min søster, vil jeg gøre en ende på”, som henviser til, at præstestyret skal falde. 

Det lyder voldsomt, men det beviser, at kvinderne i Iran viste søstersolidaritet overfor hinanden, og at den enkelte kvindes kamp blev en fælles kamp. Og da Jinas mor til hendes begravelse brugte ordene ”Kvinde, Liv, Frihed”, blev det selve ordene for revolutionen.

I dag lever revolutionen stadig, men den har skiftet form. Hvor befolkningen i 2022, lige efter Jina Mahsa Aminis død, gik på gaderne i hobetal for at protestere, sker det nu på et mere subtilt hverdagsniveau, forklarer Jino Victoria Doabi.

"Forskellige brancher, industrier, virksomheder og fagforeninger i landet har tilsluttet sig bevægelsen, så det er gået fra primært at være unge kvinder, der har båret kampen, til nu at involvere alle. 

Cirka 60% af den iranske befolkning er under 35 år, så det kan virkelig mærkes, når de står sammen, og endnu flere er stødt til. Nu er det alle slags folk på tværs af køn, alder, religion, seksualitet, politisk overbevisning og social status, der gør oprør mod præstestyret."

Præstestyret, der har magten i Iran, står svagt lige nu, fortæller Jino Victoria Doabi. Det kan ses både på deres økonomi, sociale status, deres internationale relationer, deres artilleri og militære kapacitet.

"De står lige så svagt nu, som de gjorde efter Iran-Irak-krigen i 1988, så flere peger på, at der ikke skal så meget til at vælte dem nu. 

Det giver et enormt håb i befolkningen, men samtidig betyder det også, at moralpolitiet har skruet ekstra op for deres restriktioner og den vold, de udøver i det offentlige."

Lige nu taler præstestyret om at indføre en ny lov ved navn 'Beskyttelse af familien gennem fremme af kyskhedskultur og hijab'. Den var oprindeligt sat til at træde i kraft den 13. december 2024, men lige nu er den sat midlertidigt på pause.

Den nye lov består af 74 artikler, som skal gøre det muligt at straffe kvinder, som trodser lovene om tildækning. Straffen kan være bøder, fængsling, piskeslag, rejseforbud og restriktioner på uddannelse og arbejde. 

Den giver endda mulighed for at dømme kvinder til dødsstraf, hvis de medvirker i fredelig aktivisme – f.eks. ved at sende videoer af sig selv uden tørklæde til udenlandske medier.

Loven vil desuden give straffrihed til selvtægtsmænd, som angriber kvinder og piger, der ikke tildækker håret tilstrækkeligt.

Da Gun-Britt tog til psykolog, fik hun et råd – og derefter så hun aldrig sin mor igen

Gun-Britt Zeller har altid haft et kompliceret forhold til sin mor, og en dag fik hun et råd, der gav hende modet til at slutte deres relation.

Præstestyret har oprettet såkaldte ”klinikker for fjernelse af hijab”, som er en slags psykiatrisk hospital, som kvinder kan indlægges på, hvis de nægter at bruge tørklæde. 

Her vil de modtage ”psykologisk hjælp”, så de kan lære at indrette sig.

"Det kommer til at gå den helt forkerte vej, hvis det her bliver indført, og de iranske kvinder kæmper videre, selvom det ikke rigtigt bliver dækket i de danske medier. Og kvinderne har alt på spil. 

Når en kvinde fængsles i Iran, er det slet ikke det samme som i Danmark. I Iran bliver de udsat for både tortur og voldtægt – og i værste tilfælde bliver de henrettet. 

Det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem."

Klar til at dø for friheden

Siden Jina Mahsa Aminis død er kvinder begyndt at udfordre moralpolitiet på en ny måde, fortæller Jino Victoria Doabi.

"Inden revolutionens start i 2022 var der ingen, der turde at udfordre moralpolitiet. Men det gør de i dag. 

Nogle er modige og tager tørklæderne af eller bærer dem på måder, hvor håret stikker ud, og de danser på gaderne og filmer det. Men det har konsekvenser. 

En video gik viralt af to unge piger, der dansede på gaden uden tørklæder på, og de er endt i fængsel nu. Moralpolitiet påstår, at de ikke er voldelige overfor kvinder, som bryder kodekset, men der er mange beviser på, at det er løgn."

Trine Gadeberg har været gift to gange, men én kærlighed slår dem begge

For Trine Gadeberg har kærligheden taget mange former; den betingelsesløse til hendes datter og den dybe, sjælelige til de to mænd, hun har elsket. Hver gang med en ny indsigt – og en ny måde at elske på.

Jino Victoria Doabi følger kvindebevægelsen tæt og har selv været i kontakt med flere kvinder, der bor i landet.

"Jeg har talt med flere i Iran, som konstant er i alarmberedskab, når de forlader deres hjem, fordi de frygter moralpolitiet. Blandt andet sikrer de sig, at de har nok tøj på – både så moralpolitiet ikke udfordrer dem, men også så et piskeslag gør mindre ondt, hvis de bliver tilbageholdt. 

Nogle har endda syre på sig, så de kan forsvare sig selv og flygte, hvis de bliver anholdt. Jeg har tidligere interviewet en kvinde fra Iran, som sagde, at ”vestlige medier har fremstillet revolutionen i Iran som en kamp om at bære tørklæde eller ej. Men det er en forfejlet og simpel forståelse. Tørklædet er et symbol på årtiers undertrykkelse og vold, som truer den enkeltes ret til at leve, som de vil”, og jeg synes, at hendes ord opsummerer det hele perfekt. 

Den kamp, de kæmper lige nu, er de klar til at dø for."

Om Jino Victoria Doabi

• Iranskfødt cand.scient.pol. med speciale i iranernes kamp for frihed. 
• Hun har dedikeret sin Instagramprofil @womanliifefreedom til at sætte fokus på kvinders rettigheder.