Skiferiesæsonen er knap forbi, før et nyt spørgsmål trænger sig på ved mange kaffeautomater, frokostborde og frisørsaloner: ”Nå, hvor tager I så hen i sommerferien?”.
Svaret er rutinemæssigt – og som det var i vinter- og efterårsferien – at vi ikke helt ved det, men det bliver noget hygge i Danmark.
Jeg kunne godt komme med en masse Instagram’ede argumenter om, at vi altid bliver i Danmark, fordi vi tænker på klimaet, eller fordi det hele faktisk handler mere om at være sammen som familie end at være et eksotisk eller bare fancy sted. At man fint kan hygge sig med kortspil i en lille campingvogn på en vindblæst, dansk mark, bare der er kærlighed.
De argumenter og deres gennemskuelighed vil jeg dog ikke kede dig med.
For sandheden er, at jeg langt hellere ville tage kærligheden og kortspillet med til en strand på Bali. Eller i vinterhalvåret til et blæret skisportshotel i Livigno, Italy.
Det ville overhovedet ikke ødelægge hyggen for mig, hvis man installerede en flok all inclusive-guldarmbånd på alles håndled, så jeg kunne være med til at spille kort med familien, mens andre mennesker lavede gourmetmad til os. Jeg behøver egentlig ikke oplevelsen af at veksle mønter til fællesvaskehuset på det danske feriecenter – eller lige scanne priserne på menukortet, inden jeg tør invitere familien på lækker grillbuffet.
Sandheden er også, at vi ikke har råd til lækre udlandsrejser, også selvom vi ligger okay lunt i husstandsindkomststatistikken og ikke ligefrem sviner med pengene i hverdagen.
Jeg søger ikke medlidenhed, men en forklaring på, hvorfor vi – at tolke ud fra de sociale medier – er den eneste familie, der aldrig tager til udlandet. Hverken på ski- eller solferie.
Min egen forklaring er, at vi er en stor, sammenbragt familie med dine, mine og vores – fire fine kids i alt. Alle langt over den alder, hvor man kan have dem gratis med på skødet i flyveren.
For jeg har helt klart den holdning, at man ikke kan tage på ferie uden alle de sammenbragte børn. Selv nu, hvor de ældste er over 18 år, ville jeg ikke bryde mig om at rejse af sted sammen med min mand og det ene barn, vi begge er biologiske forældre til. I hvert fald skal alle de sammenbragte børn have tilbuddet.
Annonse
Faktisk føler jeg noget så nederen som forargelse, når jeg hører om forældre, der kun tager børnene fra ”anden runde” med på ferie, fordi børnene fra første runde jo kommer af sted med den anden biologiske forælder.
Jeg kan ikke lide signalet i det, som for mig er en opdeling i første- og andenrangsbørn. Jeg ville også savne mine store børn for meget. Min stranddrink ville få en bitter eftersmag, hvis jeg vidste, at nogle af mine børn ikke havde fået invitationen.
Det gælder også, selvom de ældste kommer på ferie med deres anden biologiske forælder.
Flere ferier og større gaver må bare være et velfortjent privilegium for skilsmissebørn. De fælles børn har til gengæld begge biologiske forældre hele opvæksten, hvilket må være mere værd end penge.
Familieferier er for alle, og alle får en ferie!
Og når man har den slags musketer-principper og ikke samtidig har 50.000 kr. til overs til fly og hotel for seks personer, så må svaret igen i år blive:
”Vi skal bare hygge her i Danmark. Det er også meget bedre for klimaet … :-)”
Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
