"Vi kan ikke vente på, at vores børn rydder op efter os"
Om problemerne ved at overlade det til de unge generationer at fikse klimakrisen.
”Jeg er så fortrøstningsfuld. Ja, jeg er faktisk ikke så bekymret for fremtiden endda. Nutidens unge er jo så politiske og engagerede. De har jo gjort det cool at være aktivistiske. De skal nok redde verden.”
Hvis alle vi voksne, der har ytret en tilsvarende bemærkning siden Greta Thunbergs første skolestrejke i august 2018, havde droppet vores flyrejser i stedet, kunne vi have sænket CO2-udledningen betragteligt.
Og hvis vi tilmed havde indført mere end en enkelt kødfridag dag om ugen og brugt det tøj, der allerede hænger i vores klædeskab frem for at panik-shoppe endnu en nylontop, polyesterkjole eller et par morsomt store sneakers i politisk korrekte regnbuefarver, hver gang kalenderen dikterede fest, var vi nået et langt skridt videre. Og vi havde i hvert fald distanceret os en anelse fra den underbevidste, men udbredte holdning, at vores manglende ansvarsfølelse de seneste tyve år er blevet ungdommens opgave at løse i dag.
Jeg ville ønske, at jeg kunne pege fingre af alle dem, der burde oppe sig gevaldigt og deponere
en større opsparing på ansvarlighedskontoen.
Problemet er bare, at hver gang jeg peger fingre af en anden, så er der fire fingre, der peger tilbage på mig selv. Alligevel har jeg besluttet mig for at kaste med mursten, selvom jeg bor i Velux-isoleret glashus.
Opsangen, jeg har lyst til at give alle andre kvinder, med eller uden børn, er nemlig den, jeg også synger for mig selv, og hvis omkvæd er lige så enkelt, som det er svært at besvare: ”Hvad venter du på?”.
Jeg har længe fortalt mig selv, at hvis jeg bare yder den smule, der er nemt for mig – cykler på arbejde, dropper kød og holder ferie i Danmark, så er det bedre end slet ingenting. Og mens jeg bidrager med min promille af ansvarsfølelse, kan forskerne jo nå at opdage nye energiformer, opfinde flyvemaskiner, der kun bruger gødning som brændstof, og plastflasker helt uden plastik. Og nå ja, hvis det ikke sker, så skal de unge nok fikse det. Det er jo deres fremtid, det gælder, ikke?
Nej. For al erfaring viser, at børn ikke handler, som deres forældre siger, at de skal, eller håber på, at de gør. De kopierer derimod det, de ser deres egne forældre gøre. Hvis du vil have dine børn til at bruge mindre tid på deres iPad, skal du lægge din egen smartphone væk. Og hvis du insisterer på, at de skal spise flere grøntsager, skal du ikke selv servere foie gras hver gang, weekendens gæster skal forkæles.
Lige nu har vi så mange forventninger til, at de kommende generationer selv finder ud af at implementere de ændringer i fremtiden, vi ikke selv orker at gennemføre i dag. Men hvad med om vi – i stedet for at holde Greta Thunberg og alle hendes venner frem foran os som menneskeligt skjold, hver gang fremtiden virker for utryg, for trist eller decideret håbløs – lod de unge hvile lidt og få deres nattesøvn? Og hvad hvis vi begyndte at vise dem, hvordan de kunne omsætte deres egen aktivisme til hverdagshandlinger, og ikke omvendt?
Jeg har alt for længe tænkt ”kommer der ikke snart et barn?”, hver gang Trump tordner ufred, en regnskov brænder af, eller endnu en Black Friday bliver skudt i gang for at kildre min
købelyst og fylde mit hjem med unødvendig junk. Men nu siger jeg det højt. Vi kan ikke vente på, at vores børn rydder op efter os. Vi må gå forrest og vise dem, hvordan fejebakke og kost fungerer – og tage oprydningstjansen først.