Efter festen: "Næste morgen vågnede jeg til noget uhørt..."
Har du prøvet at se på dig selv med det blik, du har på dem, du elsker?
De der billeder. Vi kender dem alle. Vinklen. Fra neden med dobbelthagen. Maven du har sluppet. Og håret – hvorfor fanden havde du ikke samlet det i en knold? Eller en hestehale? Eller ladet det være løst? Hvorfor er du ikke blevet klippet … eller har ladet det vokse? Hvorfor mangler du fortsat at tabe fem kilo eller tage lidt på igen oven på skilsmissen?
Min kloge dansklærer fortalte mig engang om en undersøgelse, der viste, at de fotos, vi studerer mest indgående, ikke er billederne af vores elskede, skolefotos af vores børn eller snapshots fra den fænomenale ferie til Brasilien.
Næ, det er såmænd billederne af os selv, vi bruger allermest tid på. Ikke for at forstå os selv bedre, men for at dissekere det menneske, vi kun ser indefra.
Hvis du ikke har du set ”The Affair”, så gør det. I hvert fald de første sæsoner. Det er en tv-serie, der udmærker sig ved at vise det samme forløb to gange, men set ud fra de respektive hovedrollers meget forskelligartede oplevelser. Tænk hvis vi kunne prøve samme øvelse, når vi scroller gennem vores telefons kamerarulle eller ser os selv i badetøj på stranden, fanget i en af vores børns ”snaps”. Hvis det blik, vi så med, ikke var vores eget, ville vi så også fastgøre blikket ved folderne på kjolen, maven og mundvigene, eller ville vi droppe billedanalysen og i stedet hæfte os ved smilets størrelse og situationens charme?
For nyligt holdt vi herhjemme en børnefødselsdag, der udviklede sig til dansefest. Min foretrukne af slagsen. For selvom du aldrig ser mig ramme floor på Søpavillionen – ikke engang når min skarpe veninde styrer dj-pulten, og selvom jeg hellere vil drikke Gammel Dansk i baren med hele IT-afdelingen, end jeg vil danse rundkredsdans med kollegerne til firmafesten, så er privatfester en anden sag. Der kaster jeg mig gerne ud i signatur moves, der ikke har udviklet sig synderligt, siden de i ’94 blev fyret af til Salt-n-Pepas ”Let’s Talk About Sex”.
Selvforglemmelse og et soundtrack fra mine 20’ere gjorde, at jeg til denne fejring ikke tænkte meget over, at min bonusdatter fangede min stuegulvs-koreografi på telefonen. Og da hun endnu senere på aftenen sendte mig den lille film, smed jeg den impulsivt op som en naturlig del af aftenens digitale narrativ på mine Instagram-stories.
Næste morgen vågnede jeg til noget uhørt for en ikke-influencer med lukket profil som mig: et hav af smiley-emojis, kærlighedserklæringer til min mor-dans og utallige thumbs up til den sekvens, der nu set i dagslys var mere ufrivilligt komisk end køn og cool. Jeg startede med at gense det lille klip med lige dele vantro og skam.
Var den der midaldrende kvinde, der lip-syncede til TLC, virkelig mig? Men bedst som jeg skulle til at pille min hjemmegjorte performance fra hinanden, stoppede jeg mig selv. Hvad nu hvis jeg genså filmen, som om jeg kiggede på min bedste veninde? Hvad hvis jeg gjorde mig til min egen medsammensvorne i stedet for mine egen hårdeste kritiker? Hvad hvis jeg droppede det ”male gaze”, som popkulturen i 90’erne opdragede mig med, og i stedet udnyttede, at et positivt perspektiv på krop og selvbillede er mere moderne end noget designerbrand? Hvad hvis jeg noterede mig, at rumpen stadig kan ryste, og fødderne kan hoppe, frem for at stille linsen skarpt på love handles og bløde arme? Hvis jeg tør ændre perspektivet, gør du vel også. Ikke?