I sine teenageår var Nillou en ”habil lystløgner”, men så indså hun én ting

I de seneste uger har jeg befundet mig i et lille steady flow af løgne, der nærmest konspiratorisk har orkestreret sig i min retning. Ikke nødvendigvis store, farlige livsløgne, men usandheder, der vækker ubehag at opdage. 

Artiklen fortsætter under videoen...

Derfor har jeg inviteret mig selv til et dybere kig ind i løgnens anatomi, for sådan helt umiddelbart er jeg nok det mest ærlige, sandhedstourettede menneske, der det meste af mit voksenliv har haft virkelig svært ved at navigere i, hvornår man IKKE siger sandheden. 

Det kunne umiddelbart lyde som en flot løgn for at gøre mig selv bedre. Endda en troværdig en af slagsen, for vi lyver oftest af tre grunde. Enten fordi vi er bange for konsekvenserne af sandheden, eller fordi vi gerne vil gøre os selv bedre, eller for at opnå noget, uanset prisen. Det sidste leder mig til, at der øjensynligt også er sket et moralsk skred i vores syn på løgne. Jeg mener, Trump  blev genvalgt som præsident efter åbenlyst at være blevet taget i den ene vanvittige løgn efter den anden. Men hvad er det så, det valg prøver at fortælle os? 

Habil lystløgner

Jeg er selv opvokset i et ufrit land, hvor vold og frygt blev anvendt som et redskab eller sprog, og måske på grund af frygten for straf overtog løgnen. Det tog mig det meste af min barndom at få indkodet – på den hårde måde – at det er bedre at lyve end at sige sandheden, og da jeg trådte ind i mine teens, var jeg blevet en habil lystløgner. Jeg husker en samtale med min mor, hvor jeg selv studsede over, at jeg intet havde sagt, der var sandt. 

Læs også

Jeg magter ikke min følelsesforskrækkede veninde

Som jeg voksede op, begyndte skammen over at lyve at fylde mig op med et mørkt og enerverende  selvhad. Jeg var måske ikke en større løgner end så mange andre af mine venner, men på et tidspunkt, stadig ung, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville lyve mere. I starten var jeg tavs i stedet for at lyve, fordi jeg stadig var bange for konsekvenserne af at stå ved mig selv. Løgnen er som et værn, en måde at holde andre væk fra ens sårede jeg på, så man skal se på såret og ikke værnet, der jo bare beskytter, men som også fastholder skaden indeni. Det tager tid og kræver bevidsthed, og frygten forsvinder nok ikke helt, men dens eneste kur er endnu mere sandhed.

Good luck, Mr. Trump

I kristendommen kaldes djævlen for løgnens fader. Han frister med sine løgne og fortæller os smigrende det, vi ønsker at høre, for at vi forbliver i bedragets spor. Hvor vi er skamfulde og svagest. Mens Jesus formidlede det, mennesket ikke havde lyst til at høre, men som er det, der er. Helt vildt kort sagt. 

Så altså min oplevelse er: når man fortier en sandhed, fordi det er en måde at opnå noget på,  når man ikke står ved sit løfte, når man fortæller små og store løgne for alles bedste – når man siger ja, men mener nej – ja, så svækker man forbindelsen til sit eget indre. Der er den vigtigste, livgivende kilde. Og helt ærligt: Hvor ofte har du ikke af strategiske årsager pakket din ærlighed ind, når du har stået over din chef, din partner eller familie? Hvor ofte har du tiet for at fremme din egen sag? Løgnen vil altid kravle op til overfladen og røbe sig selv. Så jeg stemmer på, at 2025 bliver et kollektivt sandhedstourette-år – good luck til Mr. Trump.