I de seneste uger har jeg befundet
mig i et lille steady flow af løgne,
der nærmest konspiratorisk har
orkestreret sig i min retning. Ikke
nødvendigvis store, farlige livsløgne,
men usandheder, der vækker ubehag
at opdage.
Artiklen fortsætter under videoen...
Derfor har jeg inviteret mig selv til
et dybere kig ind i løgnens anatomi,
for sådan helt umiddelbart er jeg nok
det mest ærlige, sandhedstourettede menneske, der det meste af mit
voksenliv har haft virkelig svært ved
at navigere i, hvornår man IKKE siger
sandheden.
Det kunne umiddelbart
lyde som en flot løgn for at gøre mig
selv bedre. Endda en troværdig en
af slagsen, for vi lyver oftest af tre
grunde. Enten fordi vi er bange for
konsekvenserne af sandheden, eller
fordi vi gerne vil gøre os selv bedre,
eller for at opnå noget, uanset prisen.
Det sidste leder mig til, at der øjensynligt også er sket et moralsk skred i
vores syn på løgne. Jeg mener, Trump blev genvalgt som præsident efter
åbenlyst at være blevet taget i den
ene vanvittige løgn efter den anden.
Men hvad er det så,
det valg prøver at
fortælle os?
Habil lystløgner
Jeg er selv opvokset i et ufrit land,
hvor vold og frygt
blev anvendt som et
redskab eller sprog,
og måske på grund
af frygten for straf
overtog løgnen. Det tog mig det meste
af min barndom at få indkodet – på
den hårde måde – at det er bedre at
lyve end at sige sandheden, og da jeg
trådte ind i mine teens, var jeg blevet
en habil lystløgner. Jeg husker en
samtale med min mor, hvor jeg selv
studsede over, at jeg intet havde sagt,
der var sandt.
Som jeg voksede op, begyndte
skammen over at lyve at fylde mig
op med et mørkt og enerverende selvhad. Jeg var måske ikke en større løgner
end så mange andre af mine venner, men på et
tidspunkt, stadig ung, besluttede jeg mig for, at
jeg ikke ville lyve mere. I starten var jeg tavs i
stedet for at lyve, fordi jeg stadig var bange for
konsekvenserne af at stå ved mig selv. Løgnen
er som et værn, en måde at holde andre væk fra
ens sårede jeg på, så man skal se på såret og ikke
værnet, der jo bare beskytter, men som også
fastholder skaden indeni. Det tager tid og kræver
bevidsthed, og frygten forsvinder nok ikke helt,
men dens eneste kur er endnu mere sandhed.
Good luck, Mr. Trump
I kristendommen kaldes djævlen for løgnens
fader. Han frister med sine løgne og fortæller os
smigrende det, vi ønsker at høre, for at vi forbliver i bedragets spor. Hvor vi er skamfulde og
svagest. Mens Jesus formidlede det, mennesket
ikke havde lyst til at høre, men som er det, der er.
Helt vildt kort sagt.
Så altså min oplevelse er: når man fortier en
sandhed, fordi det er en måde at opnå noget på, når man ikke står ved sit løfte, når man fortæller små og store løgne for alles bedste – når man
siger ja, men mener nej – ja, så svækker man
forbindelsen til sit eget indre. Der er den vigtigste, livgivende kilde. Og helt ærligt: Hvor ofte
har du ikke af strategiske årsager pakket din
ærlighed ind, når du har stået over din chef, din
partner eller familie? Hvor ofte har du tiet for at
fremme din egen sag? Løgnen vil altid kravle op
til overfladen og røbe sig selv. Så jeg stemmer på,
at 2025 bliver et kollektivt sandhedstourette-år
– good luck til Mr. Trump.