Mette er årgang 1976 og har mistet én særlig evne – på grund af sin mobil…
Er du også ved at miste evnen til koncentration og fordybelse?
Jeg ville skrive én eller anden genial tanke til denne klumme på min mobils notesblok. Men jeg kom fra det, fordi jeg blev distraheret af en rød FB-notifikation.
Helt bevidstløst, som en dresseret abe, åbnede jeg Facebook og den lokale gruppe derinde for at konstatere, at Pernille savner sin bortløbne kat. En reel med én, der smurte læbestift på, og et billede af borddækning i douche farver førte mig længere ind i some-junglen, hvor ligegyldigt informationsoverflod dagligt dræber min sindsro.
Og den geniale tanke til denne klumme om distraktion? Væk. Hvilket er problemet i en nøddeskal.
Jeg er ved at miste evnen til koncentration og fordybelse. Jeg har mistet accepten af kedsomhed og stilhed, og jeg er ikke sådan rigtigt til stede.
Det slog mig første gang for ti år siden, hvor jeg var på vej til stranden med min familie. Tænk sig: Jeg var der ikke mentalt, fordi det rykkede i mig for at knipse dette insta-værdige øjeblik med børn, horisont og marehalm. Jeg måtte tage mig sammen for at være nærværende over for mine børn i stedet for at jagte overfladisk anerkendelse. Det er jo helt skørt.
Det er også meget lang tid siden, jeg så en film – eller bare et afsnit af en serie – uden samtidig at tjekke min mobil. Hvor jeg engang brugte energi på at afkode langsommelige, kunstneriske detaljer i en film – for eksempel skuespillerens sørgmodige ansigtstræk, mens hun i en 30 sekunder lang scene friserer sit hår.
Førhen ville den scene røre mig og ordløst fortælle, at hun gjorde sig smuk for den mand, der ikke længere ville have hende. Jeg ville føle empati. Instruktørens gode arbejde ville ikke være spildt.
I dag tænker jeg BORING – videre! Og så tæsker jeg mit FB-feed igennem, til filmen atter er tilbage til noget, der kan fodre min umættelige sult efter overfladiske impulser.
Ja – videre, videre. Men til hvad og hvorfor?
Folk giver mig stadig fysiske bøger. Eller: De giver bøger til den, som jeg engang var: En, der glemte at spise og drikke, fordi jeg var opslugt. Der kunne gå ild i mine sokker, uden jeg bemærkede det. Jeg var et barn, der skrev digte, tegnede og brugte oceaner af tid på at gøre familiens undulat tam. Nu er jeg mere én, der konstant nipper til retter på livets buffet og er så hurtigt videre til næste ret, at jeg ikke sanser fine smagsnuancer.
Jeg læser heller ikke længere fysiske bøger, fordi det er unyttigt. Ueffektivt simpelthen. I stedet hører jeg podcasts og lydbøger, da jeg så kan gøre noget såkaldt mere nyttigt som træning, rengøring og madlavning samtidig.
Jeg kan få et mindre panikanfald, hvis køen i Rema er lang, og jeg ikke har strøm på min telefon. Gisp. På den måde skal jeg jo forholde mig til mine egne tanker samt andre mennesker… Andre mennesker, som langsnakker og ikke vinkler deres henvendelse underholdende, skarp og præcist som i min politiske podcast.
Annonse
Jeg bliver langsomt dummere og mere overfladisk. Jeg anser mig selv som stærkt kvæstet efter et trafikuheld med informationsbussen. Og genoptræningen kræver fysiske bøger, selvdisciplin og stilhed. Jeg er årgang 1976, er fra DR-monopolets tidsalder – og har en form for grundtræning i at favne kedsomheden.
Hvilket jeg effektivt kaster mig over, når jeg lige har fået afklaret inde i FB-gruppen, om katten Winston er kommet hjem.
Og når husets vilde undulat holder op med at forstyrre med sit formålsløse baskeri.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
