Søren McGuire

Søren er træt af fedterøve på MobilePay: "Vi er ikke børn..."

Har du også prøvet at få en overraskende MobilePay-anmodning efter en aften i byen?

Jeg har lige modtaget en Mobile-Pay-anmodning på 125 kroner. Ikke fra mine børn, som ellers plejer at stå bag den slags daglige digitale tiggerier, men fra en bekendt, jeg var i byen med i weekenden.

Vi havde været en større flok afsted, først på bar, senere på restaurant og derefter tilbage på baren, og på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen, natten og branderten havde de fleste af os mistet følingen med, hvem der egentlig havde betalt for hvad.

Så forsøger man i fællesskab at sjusse sig frem til en nogenlunde rimelig og retfærdig fordeling af udgifterne. Har du betalt din del af maden? Hentet dine omgange, når det blev din tur? Mere besværligt behøver det jo ikke at være, især ikke når farmand er på bar for første gang i adskillige måneder, og børnepengene pludselig brænder i lommen.

Men nu sidder jeg altså her med en uventet efteropkrævning. Gennem tågerne mindes jeg, at vedkommende på et tidspunkt spurgte, om der var nogen, der manglede noget at drikke, til hvilket jeg må have udbedt mig noget med paraply og ekstra sprut at dømme ud fra prisen.

Nu er regningen så pludselig landet, hvilket jo er fint nok, den slags vælter ikke længere budgettet, men folk, der enten er fyldt 40 eller ikke længere er på SU – og disse to segmenter udgør trods alt samtlige medlemmer af førnævnte selskab – bør holde sig for gode til at opkræve beløb af den forholdsvis uanseelige størrelse. Det virker sgu for nærigt og fedterøvsagtigt, selv her midt i den galopperende inflation.

Måske er det fordi, jeg selv har en regel, der hedder, at man ikke kan skylde mig mindre end 200 kroner. Først hed grænsen egentlig 50 kroner, for det kunne man faktisk – tro det eller ej – få en kop kaffe for i København i gamle dage, men i takt med både stigende priser og stigende indkomst endte beløbet på 200 kroner. Har jeg betalt for vores kaffe, øl eller taxatur, skal du ikke sidde og fedte rundt med mønter eller MobilePay. Vi er ikke børn, der skal dele en pose slik i to lige store bunker. Du giver bare næste gang, så går det nok omtrent lige op.

Men der findes altså voksne mennesker, der stadig insisterer på at holde et minutiøst regnskab med festlighederne.

Dem, der tæller, hvor mange glas vin fra flasken, de har drukket, eller ikke er med på at splitte regningen i lige store dele, alene fordi de sagde nej tak til kaffe til desserten.

Dem, der går i byen en hel lørdag nat med ti kroner på lommen og kommer hjem med de otte, som Allan Olsen synger.

Jeg forestiller mig, at det er den samme type mennesker, der står på lur langt nede i køen i supermarkedet og stormer frem, når den nye kasse åbner, prutter i metroen midt i myldretiden og altid har 27 ekstra ting, de vil tale om under ”Eventuelt” på forældremødet.

Og jo, selvfølgelig skal man passe på pengene, og ikke alle har lyst til eller mulighed for at gå fuld Nik & Jay, bare fordi man er med vennerne på bar og har smidt de økonomiske hæmninger. Men hvis du insisterer på at kradse penge ind for en enkelt drink, er du ikke økonomisk bevidst. Så er du bare en fedterøv. Og det er du for gammel til.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine.jpg

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette.jpg

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren.jpg

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.