”Hun fandt ud af, at voksne mennesker kritiserede hende bag hendes ryg”
Kunne vi være lidt mere tydelige i stedet for at være søde – og uærlige?
Min veninde har en hund. Lad os kalde den Morten. Morten er let at være sammen med. Velopdragen, vil jeg endda kalde ham – og jeg er altså ikke indbegrebet af et hundemenneske.
Til dagligt arbejder hun med unge på en skole. Hun sidder ikke i et storrumskontor. En dag fik hun den idé, at hun ville spørge sin leder, kolleger og elever, om hun måtte tage Morten med på job i ny og næ.
De gav alle udtryk for, at hunde var meget velkomne. Til gengæld lovede hun højtideligt, at hun ville lade ham blive hjemme, hvis det skabte de mindste problemer. Og så måtte de endelig sige til.
Skøn og klar virkede aftalen. Morten mødte logrende op, og kollegerne klappede og aede og roste hunden. Der var tilsyneladende ingen, der havde problemer med, at Morten trissede rundt i hælene på hende på udvalgte arbejdsdage.
Tilsyneladende...
For ad omveje hørte hun, at flere kolleger faktisk ikke syntes, at hunde hørte til på en skole. De var faktisk forargede over, at hun kunne finde på det!
Hm, tænkte hun og gik hen til dem:
”Jeg hører, du synes, det er ubehageligt, jeg har min hund med. Det forstår jeg ikke helt, for du har jo kun givet udtryk for, at det var hyggeligt?”
Og deres reaktion?
Jo. Trukket til truget syntes de godt nok, at det var alt for meget, at hun havde Morten med. Og hvorfor de ikke bare havde sagt det, som aftalen var?
De ville ikke gøre hende ked af det... Lad os lige dvæle ved den sætning.
Den er nemlig utroligt kortsigtet og inhuman. Min veninde blev jo først rigtigt ked af det, da hun fandt ud af, at voksne mennesker bag hendes ryg kritiserede hende og ikke – helt ligeværdigt – gik hen til hende og sagde, hvad de virkelig mente. Eller bare svarede hende ærligt, da hun tjekkede, om de var okay med hunden.
Annonse
Bonusinfo: Min veninde er et sødt, konstruktivt menneske. Hun er ikke en gangsterboss, der støber dem ned i cement, hvis de vover at trodse hendes vilje.
”Jeg ville ikke gøre dig ked af det”, er den konfliktskys evige mantra.
Og i de fleste tilfælde handler det ikke en disse om at passe på andre. Det handler om at passe på sig selv. Man retfærdiggør sit manglende mod med, at man er alt for flink til at gøre andre kede af det med – uha – ærlig tale.
Da hun noget frustreret fortalte mig historien, sendte det mig i en tidsmaskine tilbage til pigegrupperne i folkeskolen. Tilbage til den dér fortættede, tavse stemning, der kunne være, når man kom ind i et rum.
Helt bange og perpleks kunne man spørge, om man dog havde sagt/gjort eller kigget forkert – og svaret var altid et ih nej. For man skulle jo selv gætte, hvad man havde gjort galt, ikke?
Det kunne man ikke altid, og uroen blev i maven. Som en glubsk gevækst, der langsomt åd sjælefreden og gav myldretanker det meste af natten. Og mavefornemmelsen talte altid sandt. Der var altid ét eller andet galt, som kunne ryddes lynhurtigt væk med en åben dialog. Med lidt mod.
Så, voksne mennesker: Kan vi for sevan ikke snart dræbe den myte, at det er mest ordentligt og sødt at lade som om og lade tingene sive ud af sidebenene? Det eneste, der siver, er tilliden og sjælefreden.
Kan vi ikke være anstændige nok til lige at tage os sammen, selvom det måske giver to minutters akavethed at sætte venlige grænser?
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
