Hvorfor skal jeg finde mig i "hygge"-sexisme på kontoret?

”Fisse!” råbte han ind ad døren til det lille kontor, hvor jeg sad alene og arbejdede. Han sagde ikke mere og gik igen. Det var min tredje dag på arbejdet. Mit første rigtige job. Jeg var i starten af tyverne. Velkommen til virksomheden. Velkommen til voksenlivet. Velkommen til virkeligheden.

Jeg snakkede med min nærmeste kvindelige kollega om det efterfølgende. ”Ham skal du ikke tage dig af,” sagde hun bare med et smil. ”Det er bare sådan, han er, han har det hele i munden. Det er bare for sjov.”

Jeg blev i den virksomhed i flere år. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ’fisse-episoden’ var den eneste af sin slags. Det kan jeg desværre ikke. Der var også ’banan-episoden’, hvor en kollega tog et billede af mig, mens jeg spiste en banan, og sendte det rundt i virksomhedens snapchat-gruppe med ordene ’Majas kæreste er en heldig fyr’.

Havde det ikke været for en fortrolig, som arbejdede samme sted og derfor havde modtaget billedet, havde jeg aldrig fået det at vide. Ingen af mine andre kollegaer sagde det til mig. Og ingen af dem sagde fra på mine vegne. Og så var der selvfølgelig alle rygterne om, hvor mange af kollegaerne, jeg havde været i seng med. Og de gentagende anmodninger om, at jeg skulle hente ting fra nederste hylde, så mændene kunne se mig bøje mig forover. Og den mandlige kollega, der stjal en udsmidt plakat af mig, for at have den hængende bag sit skrivebord.

”Bare en joke”

Alt blev gjort med et grin eller et smil. For det var jo bare en joke det hele. Det var for sjov. Alle havde samme holdning som min kvindelige kollega – det er bare sådan, det er. Indirekte sagt - find dig i det. Hvis du ikke synes, det her er sjovt, så er det dig, der er noget galt med. Alle vi andre griner af det.

Først da en ældre mandlig kollega kom til, fik jeg nok af hele situationen. Han var glad for at kalde mig ’søde ven’ og ’lille skat’. Han kunne også godt lide at lægge sin hånd på mit lår eller sin arm om mine skuldre. Jeg følte tydeligt, at han gik langt over min grænse, for nu var det også fysisk. Derfor gik jeg til min (kvindelige) leder og fortalte hende, at jeg følte mig utilpas på kontoret. Hendes svar? ”Måske du skulle tænke over de signaler, du selv sender.”

Læs også: Ditte & Louise: "Vi værner meget om den der hyggesexisme i Danmark"

Jeg forlod det job med en følelse af skam, af at være blevet svigtet og forrådt, men også af at være forkert. For alle andre havde jo set det sjove i det, åbenbart. Hvorfor kunne jeg så ikke? Var det mig, der var for følsom?

For nogle dage siden faldt jeg over begrebet "hygge"-sexisme – når sexistisk og chikanerende opførsel forklædes som humor. Der faldt det hele på plads for mig. Der gik det op for mig, at jeg havde været på en arbejdsplads, hvor "hygge"-sexisme var kulturen – en accepteret og værdsat kultur, som alle gjorde deres bedste for at bevare og beskytte. Jeg var den mærkelige på kontoret, fordi jeg ikke fandt det sjovt. Og i dag er jeg stolt over, at jeg til sidst sagde fra.

For "hygge"-sexisme er på ingen måde ’hyggeligt’ – det er nedværdigende og krænkende. Når vi gør sexisme til en joke, tager vi et skridt tilbage fra ligestilling. Det forstærker og legitimerer stereotyper. Og ofrene sidder tilbage med en følelse af, at det er dem, den er gal med. For er man ikke med på hyggesexisme-vognen, så er man som kvinde ’for nærtagende’, ’ude af stand til at tage en joke’ eller ’overreagerende’. Vi bliver til objekter og det forventes, at vi bare er okay med det.

Det er både op til ledere og medarbejdere at slå ned på "hygge"-sexisme. Mine kollegaer sagde ikke fra på mine vegne, da jeg ikke selv var i stand til det. Og min leder gjorde intet, da jeg endelig selv gik til hende.

Mit ønske for fremtiden er derfor, at vi ikke tillader, at folk bliver mobbet, gjort utilpas eller krænket på arbejdspladsen, bare fordi ’kulturen er sådan’ eller ’det er for sjov’.

Vi er trods alt i 2019, hvor ligestilling burde være en realitet og ikke bare noget, vi siger, vi har.

For sexisme er sexisme – og det er der intet hyggeligt ved.