Marie-Louise Bregendahl

Denne sms må du aldrig skrive i jagten på den eneste ene

At forsøge at regne ud, hvad han gerne vil se dig skrive, er noget af det mindst autentiske, du overhovedet kan gøre – og det giver bagslag på den lange bane, mener klummeskribent Marie-Louise Bregendahl.

Hvordan skriver jeg den sms, som får ham til at ville have mig?

Sms’en, som får ham til at blive, selvom din mavefornemmelse for længst har fortalt dig, at han ikke er oprigtigt interesseret i et forhold med dig?

Det spørgsmål får jeg ofte, men de sidste par måneder er det eskaleret til næsten dagligt.  

Det plejer at komme i bølger, sådan noget. At datingcoaches, som ofte ikke selv har tiltrukket eller været i en sund relation, med gode intentioner forsøger at hjælpe andre til at skrive eller sige det ”rigtige” for at få fingrene i en mand.

Mit svar? Skriv aldrig den ”rigtige” sms! Aldrig.

Det er nemlig ligegyldigt, hvor god du er til at gå på date og sige og skrive det "rigtige", hvis du tiltrækker de forkerte. Længslen efter den "rigtige" sms udspringer af utryghed, usikkerhed og frygt, og hvis det er, hvad du sender ud, er det også, hvad du får tilbage i dine relationer.

Hvis du er sammen med en mand, hvor du bliver nødt til at “spille et spil” og være manipulerende med din kommunikation, så er du ved at skabe grundlaget for et uligevægtigt forhold. Og så sker der én af to ting:

Enten “fanger” du ham, og han ender med at gøre dig ulykkelig. Ellers “fanger” du dig selv, og du ender med at gøre ham (og dig selv) ulykkelig med tiden.

At forsøge at regne ud, hvad manden gerne vil se dig skrive, er derfor noget af det mindst autentiske, du kan gøre. Du er ikke dig. Og når du ikke er dig, “fanger” du kun en mand, som matcher hende, du lader som om, du er. Ikke én, der matcher hende, du virkelig er.

Hvis du jagter den ”rigtige“ sms i stedet for den autentiske sms, udstråler du ubevidst en ubearbejdet frygt. Frygten for ikke at være god nok, frygten for at blive valgt fra. Frygten for at skulle starte forfra igen. Frygten for ikke at nå det du gerne vil nå. Bare som eksempler.

Alt, vi gør ud af denne ubevidste frygt, kommer fra vores barndoms kærlighedskodning - vores største sår og smerte. Disse kodninger sidder så dybt i os, at de ikke blot kan fikses med den ”rigtige” sms, selvom det naturligvis ville være dejligt nemt.

Så jeg beklager. At skrive den “rigtige” sms vil måske fylde hullet i maven midlertidigt og give dig lidt held på den korte bane, men i længden vil den mere end noget andet fastholde dig i dine dårlige mønstre. 

Brug i stedet din tankevirksomhed og energi på at lære dig selv bedre at kende.

Hvis du virkelig gerne vil skrive en sms til ham, som viser dig, at du har fundet et ægte match, så skriv i stedet, hvordan du i virkeligheden har det. Vær ærlig og vær sårbar.

Er der en chance for, at han går? Ja absolut. Især hvis du ikke har ryddet op i dine mønstre først (hvilket dog ikke er det samme som at skulle være perfekt for at blive elsket).

Er der en chance for, at han bliver? Ja absolut. For ærlighed og sårbarhed skaber et grundlag for et sundt forhold, hvor I kan vokse sammen.

Dét er et forhold, som giver energi at være i. Også på de udfordrende dage.

Klummeskribent: Marie-Louise Bregendahl

  • Indehaver af RecreateYou, som tilbyder udviklingsforløb for singlekvinder, der ønsker at genfinde sig selv, inden de finder den rette.
  • Tilbyder personlige mentor-forløb, online-forløb og LIVE-gruppe-forløb

Læs mere HER og HER.