Da Sines chef sagde én sætning til hende, satte det hendes liv i nyt lys

For nyligt sagde min kære redaktør til mig ”Du er jo også sådan en, der når lidt mere end alle os andre, så det er helt underligt, når du er overvældet”.

Mig? Hun skulle bare vide. For netop i denne tid er der ikke noget, der kan vække min passive aggressivitet mere end alle dem på Instagram, der har tid til ”bullet journaling” på sengekanten, morgenmeditationer, sætte intentioner for dagen, mens de drikker urtete og brænder røgelse, og som også når 30 minutters 'Yoga With Adriene' hver dag.

Læs også

Sørens barndomsby er forsvundet: "I dag er store dele slidt ned og forladt"

Men helt ærligt: Jeg føler mig presset. Som kvinde, som mor og som skribent til konstant at arbejde på det, der så flot hedder ”en bedre version af mig selv”.

Tidligere viste det sig ved, at jeg havde en idealvægt, jeg skulle ligge på, og som badevægten hver morgen skulle forsikre mig om var intakt. Siden blev det tanken om, hvor mange kilometer jeg skulle have løbet om ugen, eller hvor ofte jeg skulle have nået at være i harmoni med min egen downward facing dog, warrior pose og cat-cow moves med Adriene på skærmen.

I de seneste par år er de kropslige ambitioner trådt tilbage til fordel for en nærmest irriterende besættelse af, hvordan jeg optimerer på min ånd. Jeg har læst mig blind af misundelse på Julia Cameron, der i 'The Artist’s Way' fra 1992 beskriver, hvordan genvejen til større kreativitet starter hver morgen.

Med tre siders håndskrevne(!) ord om alt, hvad der falder dig ind. Og dermed kan jeg så konstatere, at Julia Cameron aldrig har været under indflydelse af smartphones, aula, tissetrængende hunde eller søvndrukne børn, der skal være påklædte og læringsklar til klokken otte.

Og så er der Ray Bradbury, der mener, at alle os, der vil udvikle os som kreative væsener, skal starte med at læse både et digt, et essay og en novelle. Hver eneste aften. Sikke en diæt.

Læs også

Mette var til fest for sin afdøde mor – så forstod hun, at moren var ”med” til festen

Bradbury (der blev født i 1920 og døde i 2012) skulle vel næppe nå at lave boller i karry til hele familien og koordinere legeaftaler, smøre madpakker og lægge vasketøj sammen, se Ultra Nyt og synge godnatsang.

Næ, for Bradbury boede hjemme, til han var 27, hvor han mødte Marguerite, der skulle blive hans hustru i 56 år. Og ja, de fik børn, gjorde de. Fire døtre. Gad vide, hvem der klippede deres negle, flettede deres hår, lavede deres havregrød om morgenen og sørgede for hjemmebagte boller, når de kom fra skole?

Så hvorfor er det så stressende at høre om, hvad alle får deres dag til at gå med, alt det, de udretter, alle de bøger, de læser, skriver og kommenterer på? For mig skyldes det, at jeg hele tiden føler, at jeg er bagud. Når jeg har nået det, jeg SKAL gøre (passe på min familie, min hund, min krop og mit arbejde), så har jeg ikke nået noget af det, som alle dem, jeg beundrer, har gjort. Og hvordan ved jeg det?

Fordi jeg konstant bliver bombarderet med kuraterede stories, posts og artikler, der viser, hvad alle andre gør eller har. Og som jeg så fandt ud af for nyligt: jeg er åbenbart selv én af dem, der stresser andre.

Så her er mit løfte for 2023: Jeg vil dedikere det nye år til mindre iscenesat selvkærlighed og intellektuel prætentiøsitet og mere reel afslapning, læsning og nydelse, der hverken er fotogen eller delbar. Og så vil jeg slukke min telefon lidt oftere – så jeg hverken stresser andre eller mig selv.