”Jeg mistede to centrale mennesker i mit liv – og julen bliver aldrig den samme”

Jeg går ind i Netto, og der er brunkager, pebernødder, snebolde og julenisser, som nærmest overfalder mig med deres sødme og glæde.

Julen er lige rundt om hjørnet, og det er min yndlingshøjtid. Den bringer en masse glæde og sammenhold, men der er også en bagside af medaljen.

For to år siden mistede jeg to helt centrale mennesker i mit liv, nemlig min mormor og morfar. Især i december spillede de en stor rolle, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der sidder med en ambivalent følelse af at glæde sig til julen, men også en form for sorg.

Ingen tager telefonen, når man ringer

Min mormor og morfar tabte begge to kampen til kræft. Det er stadig uvirkeligt for mig, at de ikke er her. Deres nummer står på min mobil, men ingen vil tage den, hvis jeg tager telefonen og ringer. Lige præcis dette er noget af det absurde ved døden – man står tilbage med en følelse af uvirkelighed, da det er meningen, at de personer, som man har mistet, skal være her, for det har de jo altid været.

En dag gik jeg forbi deres gamle hus, hvor der nu bor nogle andre, og det er nu deres virkelighed - ikke min. Jeg synes, det er mærkeligt at tænke på, at deres lysestage ikke står i vinduet, som den ellers ville gøre hvert år ved juletid. Gennem vinduet og deres gardiner kan jeg ikke længere se dem sidde og drikke deres kaffe og læse deres avis med tv'et tændt for Charlie eller Nyhederne.

Det mest mærkelige er, at jeg ikke kan gå derind. Jeg kan ikke gå ind og sige hej og få pandekager, som min mormor har stået og brugt lang tid på at lave ude i det lille smalle køkken.

Julen har altid været en speciel tid sammen med min mormor og morfar. Jeg bagte kager med min morfar, og nogle gange smagte han på dejen. Med et smørret grin kiggede han på mig, og vi grinede sammen. Vi hørte gammel dansk musik med en volumen så lav, at det kun var baggrundsstøj. Jeg kan huske, hvordan min mormor gik så meget op i julearrangementer og julepynt, og hendes sovs var altid et højdepunkt juleaften.

I dag sætter jeg stor pris på at have haft den mulighed at have været så tæt med mine bedsteforældre.

Giv sorgen plads på din egen måde

Den første jul uden min mormor og morfar var hård. Min mor, far, bror og jeg ville så godt have, at det blev perfekt, men det endte med drama over sovsen og endda i tårer. Tænk engang, at en lille ting som sovs kan skabe tårer, men det er fordi, man gerne vil genskabe den samme stemning, som da ens nærmeste var her.

Efter min mening er dette ikke muligt, og det bliver ikke det samme igen, hvilket er trist. Det giver dog mulighed for, at man som familie kan skabe nogle nye minder og traditioner. Desværre tror jeg, at sorgen i nogle tilfælde er for stor til at kunne gøre dette, og jeg tror netop, at det er derfor, nogle hellere vil rejse væk i julen eller bare være alene end at være hjemme med familien.

Sorg er en abstrakt størrelse, og nogle mennesker har det bedst med at tackle den alene, og andre har det bedst med at snakke om den. Det er bare vigtigt, at man giver den plads på sin egen måde, og der er intet rigtigt eller forkert i dette – græd hvis du vil, rejs hvis du vil eller forsøg at genskabe den perfekte sovs juleaften, hvis det hjælper.

Uanset hvad skal man vænne sig til, at fortiden ikke kan skabes på ny, og at det ikke bliver, som det var engang. Alt, vi har, er nemlig nu.

“Glade jul, dejlige jul” var min morfars yndlingssang, når vi dansede om juletræet, og det er det stadig. Men det er og vil ikke blive det samme, når vi synger den i år.

Om klummeskribenten

• Sara C. Mastrandrea, 21 år
• Bosat i København
• Læser dansk på Københavns Universitet