Sygeplejerske før strejke i nat: ”Vi har fået meget ros, men…”

Jeg er primært fællestillidsrepræsentant, og så er jeg sygeplejerske og ansat på lungemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital.

På en typisk vagt passer vi kritisk syge patienter, som har brug for hjælp til at få styr på deres vejrtrækning. Det er ofte kronisk syge patienter med meget nedsat lungefunktion, som har behov for noget understøttende hjælp for at kunne trække vejret og ilte deres lunger godt nok.

Der er også mange andre akutte infektioner på afdelingen, hvor patienterne er rigtig syge, og hvor vi – ofte med meget teknisk udstyr – plejer og behandler dem.

Mange af vores patienter når en terminal fase, fordi de er så syge.

Og selvom der altid er en lægeansvarlig, der står til rådighed og har det overordnede ansvar, så træffer vi mange beslutninger om pleje og behandling, fordi vi selvfølgelig er kompetente til det – og uddannede til det.

En ekstrem udvikling

Det er et stort ansvar. Og vi har valgt at strejke, fordi vi simpelthen ikke synes, at vi får den løn, vi fortjener.

Sygeplejen har udviklet sig ekstremt meget, siden 1969, hvor den famøse Tjenestemandsreform blev aftalt. Jeg har selv været sygeplejerske siden 2004 og kan se, at mange af de patienter, vi har indlagt i vores senge i dag, er patienter, som var på intensiv, da jeg startede. Så der er sket en ekstrem udvikling i patientkategorien, der er blevet mere kompleks, og der sker også en forskydning ude i hjemmesygeplejen, som får patienter, der er dårligere, fordi de bliver hurtigere udskrevet.

Under corona har mange fået syn for sagen og indset, hvor meget sygeplejerskerne er værd, og hvor tillidsfulde vi er i plejebehandlingen af patienter. Det mener vi også, at lønnen skal afspejle, og det er noget, vi har kæmpet for, i rigtig mange år.

Ønsker at hæve grundlønnen

Det sidste års tid har vi fået meget ros og anerkendelse, men det kan man jo ikke betale med nede i supermarkedet. Selvfølgelig er der mange andre faggrupper, der får lavere løn end os, men i forhold til den uddannelse og det ansvar, vi har som sygeplejersker, der mener vi ikke, at lønnen er god nok.

Det er blevet fremlagt, at en sygeplejerskes gennemsnitsløn ligger på 42.800 kr. (bruttoløn, red.), men det er bare ikke hele fortællingen. For det kan godt være, at nogle sygeplejersker tjener 42.800 kr., men så er det fordi, at de tager rigtig mange ekstravagter. Særligt i 2020 er der blevet ændret meget på vagtplanerne på grund af pandemien, og der har vi et system, hvor man kan få ekstra honorering, men det, vi kæmper for nu, er en højere grundløn.

For der er rigtig mange sygeplejersker, der ikke får mere end grundlønnen – selv med mange års erfaring som sygeplejerske – og det er den, vi er interesseret i at få hævet. For det kan jo ikke være rigtigt, at man skal arbejde udover sine normale timer for at få en tilstrækkelig løn.

I en større sags tjeneste

Hvis lønnen skal hæves, så skal regeringen på banen.

Og jeg bliver harm over, at der sidder nogle folketingspolitikere, som jeg ikke synes tager deres ansvar på sig i forhold til at anerkende, at deres forgangsmænd og -kvinder har været med til at beslutte, hvordan vi lønmæssigt skulle indplaceres tilbage i 1969, og det er der ikke ret mange – i hvert fald ikke af de store partier, som jo er dem, der kan flytte noget stemmemæssigt – som er interesseret i at lave om på.

Jeg synes, vi har en ligestillingsminister, som slet ikke anerkender den udfordring, der er ligelønsmæssigt mellem mandedominerede og kvindedominerede fag, og derfor ender det ud i en fagkamp i stedet for, og det synes vi er ærgerligt, for det er sådan set ikke det, der er vores intention.

Mine kollegaer og jeg er helt klare på, at denne her kamp også handler om at få løftet de andre kvindedominerede fag. Derfor er denne kamp også for alle pædagogerne, social- og sundhedsassistenterne, socialrådgiverne osv., som også lægger under for Tjenestemandsreformen og fortjener en bedre løn.