Søren fik voksenskældud i supermarkedet – og nu har han særlig opfordring til os alle
Bør vi forbyde, at voksne mennesker skælder andre voksne ud - på Aula, i supermarkedet, på cykelstien?
“Hallo, du må sgu da ikke bare tage selv!”, skræpper butiksmedarbejderen bag mig i et toneleje, der flår mig ud af formiddagsdøsen.
Jeg står og småsover i køen til scan-selv-kassen i supermarkedet, og da skabet med håndkøbsmedicin, barberblade, Baileys i nye eksotiske varianter og andre tyveri-venlige varer alligevel står pivåbent lige ved siden af kasserne, har jeg taget en pakke antihistaminer mod min tiltagende høfeber og lagt den i indkøbskurven. Ikke i lommen. I indkøbskurven.
Hendes kollega, en tatoveret fyr i 30’erne, der stadig lugter surt af den seneste rygepause, slutter sig straks til optrinnet, hvor han med overdreven autoritet i stemmen gør mig opmærksom på, at han er i sin gode ret til at ringe til politiet, når folk bare tager for sig af varerne, og at jeg bør være taknemmelig for, at han ikke giver mig livsvarig karantæne lige på stedet.
Paf og chokeret over denne uforudsete skideballe efterlader jeg både indkøbskurv og antihistaminer ved scan-selv-kassen og stormer ud af butikken. Med stoltheden langt fra intakt og hele fjæset fuld af tårer. Måske på grund af høfeberen. Måske ikke.
Jeg har netop fået voksenskældud, og hvis der er én ting, jeg hader, så er det voksenskældud. Årsagen? Ubehandlede traumer fra 30 år med mere eller mindre megalomane mellemledere og et forholdsvis lavt selvværd, går jeg ud fra. Bevares, hvad skideballer angår, fås de uden tvivl både større og mere traumatiserende end en reprimande i et discountsupermarked, men der er alligevel noget uværdigt og ydmygende over at skælde andre voksne mennesker ud.
Nogle tager den slags med rank ryg og oprejst pande, jeg, derimod, krøller sammen som en fem-årig i skolegården, når jeg med jævne mellemrum render ind i sådan et retorisk los lige i løgene.
Det er kryptonit for mit mentale velvære, jeg er næsten 45, og nu står jeg her foran et supermarked i Valby en onsdag formiddag og ryster over det hele. Vorherre bevares, hva? Jeg er sikkert lidt sart, og det er da også naivt at tro, at man kan gå gennem livet uden at møde en skideballe her og der.
Alligevel er det på tide at tage et opgør mod voksenskælduden. Mod lycrakrigere, der råber og skriger af os på cykelstierne, mod unødigt passiv/aggressive beskeder på Aula og mod butiksansatte, der lige så godt kunne have sagt tingene på en venlig måde. Vi skal smide politikere og andre dårlige chefer ud på røv og albuer, når de bortforklarer deres verbale terrorregimer med pladder om at turde at stille høje krav til sig selv og medarbejderne, selvom sidstnævnte går i dørken og til medierne med skræmmehistorier om skideballer, stresssygemeldinger og management by fear.
Min egen søn spillede for nylig år for en større fodboldklub, hvis førsteholdstræner var frygtet og berygtet for at skælde sine spillere hæder og ære fra i sådan et omfang, at spillerne gik grædende hjem, og nogen ligefrem ringede efter Arbejdstilsynet. Jeg selv var sygemeldt i en måned, fordi en tidligere chef engang skældte mig ud i 45 meget lange minutter. Årsagen? Jeg havde bedt om lønforhøjelse.
De seneste år er det lykkedes eksperterne at blive enige om, at det i virkeligheden nok ikke er så smart at skælde børn ud, da den slags har det med at sætte sine tydelige spor på både sjælen og selvværdet. Måske er tiden moden til at minde hinanden om, at det nok også gælder for os voksne.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
