"Hendes kæreste gjorde alt i hans magt for at berøve hende livet"

Hun begraver sit ansigt i begge sine hænder. Hun bøjer hovedet, og tårerne begynder at trille ned over hendes rødmossede kinder. Der var et tidspunkt, for ikke så forfærdeligt længe siden, hvor hun var ved at miste livet, da hendes daværende kæreste en tilfældig lørdag aften forvandlede sig til en fuldbyrdet voldsmand.

Denne dag græder hun ikke over overfaldet, hun begræder ikke de fysiske gentagne og voldsomme slag og spark. Hun mærker og reagerer på den skam, som efter volden optager hele hendes væren.

Hun lader tårerne trille, fordi hun blev gjort til et offer. Hun sørger over den stempling, den stigmatisering, som hun føler er hende pålagt af omverdenen, af samfundet, ovenpå hendes traumatiske oplevelse. Hun græder, fordi magten over hende selv og hendes liv blev taget fra hende i et skæbnesvangert øjeblik, og at det nu er hende, der sidder tilbage og føler sig pinlig, flov og værst af alt forkert.

Du og jeg ved begge, at hun ikke er forkert. Havde oplevelsen ikke overgået hende, ville hun dele din og min holdning. Hun ville aldrig føle, at en kvinde, der havde været udsat for vold, var forkert.

Men denne dag er anderledes. Denne dag er det hende, der har gennemlevet overfaldet og volden, og det er hende, som sidder tilbage, ikke bare med erindringen om overfaldet men i lige så stor grad med erindringerne og følelserne omkring hospitalsindlæggelsen, genoptræningen, afhøringerne, retssagen og et samfund, der til stadighed dømmer offeret i den selvbestaltede mediedomstol.

Denne dag sidder hun tilbage med skammen, som støt og sikkert har devalueret hende som kvinde, siden hendes daværende kæreste gjorde alt i hans magt for at berøve hende livet.

Ingen ville kunne gætte det

De fleste piger og kvinder, der udsættes for vold, skal ikke bare forholde sig til de fysiske og psykiske mén, som volden i langt de fleste tilfælde medfører, de skal også forholde sig til samfundets snæversynede prædikater som svaghed, skyld og skam og dubiøse holdninger fra bagklogskabens dommere.

”Hvorfor gik du ikke fra ham noget tidligere?”

”Vidste du ikke, at der var noget galt?”

”Du kunne da have sagt dig selv, at det ville ende galt!”

Hun er en stærk kvinde. Hun er handlekraftig og hjælpsom, hun er intelligent. Hun er mellemleder i en virksomhed. Hun er langt fra den prototype, der fremstilles som voldsoffer i det gængse mediebillede. Der går hun ned gennem Strøget med rank ryg, et ukueligt smil og hendes løse flagrende blonde hår, og ingen ville nogensinde gætte, at hun nær havde mistet livet for nogle år tilbage. Når vi ser hende, har vi ingen bias, men hvad sker der, når vi hører hendes historie. Hvem er hun så i vores øjne, i vores vurdering?  

Hvem er hun nu – i dine øjne?

På den ene side bliver hun aldrig igen den samme kvinde som før. Hvem kan blive det samme menneske, de var, førend et andet menneske knækkede dem og knuste deres hjerte på så overbevisende facon?

På den anden side er hun stadig den stærke, handlekraftige, intelligente og hjælpsomme kvinde, som troede inderligt på den kærlighed, hun delte med sin daværende kæreste. Når der sker ting i vores liv, som er smertefulde nok, enten psykisk, fysisk eller emotionelt, bygger vi, helt automatisk, overlevelsesmekanismer, der kan hjælpe os med at gennemleve det, der opleves smertefuldt og ubærligt. Vi bygger overlevelsesmekanismer for at overleve. Hun overlevede. Heldigvis, ikke alle piger og kvinder er lige så heldige.

Denne dag og dagen i morgen bruger hun på at lære at leve igen og ikke bare overleve.

Lige nu lever hun med angsten for mørket; det, der tidligere var utænkeligt i hendes verden, er nu en del af hendes minder, gemt for evigt i hendes hukommelse. Hun skal lære at leve med, at hun stadig i store dele af samfundet er klassificeret som ”den svage”, som offeret.

Hun skal lære, at hun ikke skal bære skammen eller skylden, fordi hun blev udsat for vold.

Så derfor spørger jeg dig her til slut: Hvem er hun nu, i dine øjne, i din vurdering, når du kender hendes historie?