Live-tweeting

Klumme: Derfor skal du kombinere Twitter og tv

Det er højsæson for store nationale tv-begivenheder, som Melodi Grand Prix, X-Factor, VM-håndbold og Borgen. Og det betyder masser af fælles hygge i sofaen med familien, skriver ALT for damernes nye klummeskriver Anja Tønning, der er digital rådgiveri Seismonaut, bloggerog enlig mor. Læs mere om hende her.

Jeg bliver også tiltrukket af disse nationale sofahygge-sammenhænge. Men det er ikke helt nok for mig at se tv på denne måde mere. Jeg er en af dem, der samtidig sidder klistret til min iPad eller computer. Fordi jeg live-tweeter.

Live-tweeting betyder, at jeg samtidig med, at jeg ser tv, på Twitter deler mine holdninger om programmet og følger med I, hvad andre skriver om det. Til jævnlig irritation fra de fysiske deltagere i min sofahygge.

Twitter gør tv bedre

Men altså - disse programmer, som jeg ofte har en vis ironisk distance til, bliver en meget bedre oplevelse for mig, når jeg også følger med på Twitter - sammen med de hundredvis af andre danskere, som også sidder med der. Vi har vores eget lille interessefællesskab - bygget op omkring tv-programmerne. Og det sjove er, at vi ikke længere er en lille inkarneret skare af nørder. Vi er også blevet Hr. og Fru Danmark. Faktisk er vi over 70.000 danskere på Twitter - og det er netop til større nationale tv-begivenheder, der er allermest gang i den.

De sociale medier - især Twitter - har givet os en ny kanal for fællesskab, udover det fællesskab, det giver at sidde sammen i sofaen og at tale om det på arbejdet dagen efter.

Jeg stiller selvfølgelig også mig selv spørgsmålet, om dette udvidede fællesskab ikke fjerner fokus fra det nære fællesskab med familien i stuen, hvis vi hver især sidder klistret til Twitter. Og jo måske. Eller også skal vi bare finde en form, som inkluderer resten af familien. For live-tweeting er kommet for at blive. Jeg føler mig som tv-seer mere forbundet til verden og som en del af noget større, når jeg kan indgå i dette fællesskab.

Hvorfor live-tweeter vi?

Jeg spurgte selvfølgelig brugerne på Twitter - de svarede:

Det tilføjer en ekstra dimension til det, vi sidder og ser.

Det gør det underholdende for mig at se fx #mgpdk pga. folks jokes.

Det er en nem måde at indgå i et socialt fællesskab på.

Vi har et omdrejningspunkt for samtale - og alle er velkomne.

Live-tweeting er en kombination af de kommentarer, der altid har faret over kakkelbordet og et meget kreativt kommentarspor i en film.

Det styrker den berømte nationale sammenhængskraft.

Sådan kommer du i gang med Twitter!

1. Lav en profil

Gå ind på Twitter.com. Lav en profil og sørg for, at den er åben. Skriv dit første tweet, f.eks. til dit favorit tv-program. Du kan kun skrive 140 tegn, så skriv kort, præcist og forståeligt. Humor og holdninger fungerer generelt godt, når man live-tweeter.

2. Vælg hvem du vil følge

På Twitter følger du andre brugere, og de kan vælge at følge dig. Så bare kom ud og find interessante folk, f.eks. kendisser eller politikere. Du får selv flere følgere, jo mere du skriver, og jo mere du bruger interessante hashtags.

3. Brug hashtags

Hashtags er en måde at lave søgbare ord på Twitter. De laves af brugerne selv ved at sætte # foran et ord, eksempelvis #altfordamerne. Når du live-tweeter, søger du på programmets hashtag eller navn, og du ser, hvad alle, der bruger hashtagget, skriver. Husk selv at bruge hashtagget hver gang, du skriver om noget bestemt.

4. Tag hensyn

Husk at tage hensyn til familien i sofaen - I kan evt. gøre det sammen fra en bærbar computer, så alle kan se - og grine med.

Hotte live-tweet hashtags lige nu:

X Factor - #xfactordk

Borgen - #borgen

Melodi Grand Prix - #mgpdk eller #eurovision eller #esc2013

Dansk politik (det mest brugte hashtag i Danmark) - #dkpol

God fornøjelse - vi ses på Twitter! Mit brugernavn er @anjatoenning - jeg er især aktiv under #xfactordk

Bruger du Twitter fra sofaen - eller har de digitale muligheder taget overhånd?

Skriv din kommentar herunder!

Fakta om live-tweeting

Tendensen kaldes også "social tv" eller "second screen experience", hvor de sociale medier udvider tv-oplevelsen.

Live-tweeting kan udvide oplevelsen og skabe et ekstra fællesskab til alle live-arrangementer og begivenheder, både i tv-programmer, i biografen, i teateret, til konferencer, fester osv.

I USA besøger 76 % af tv-seerne sociale netværk og andre hjemmesider, mens de ser tv. Og 41 % live-tweeter til tv-programmer, hvoraf hoveddelen gør det for at føle sig forbundet med andre, som ser det samme program.

Kilde: hollywoodreporter.com

I Danmark er tendensen stadig ikke så stor som i USA. Men på eksempelvis X Factor har DR ansat personer, som live-tweeter fra en officiel X Factor Twitter-profil for at holde gang i samtalen her. Det er stadig brugerne selv, der tager initiativet, da der ikke opfordres til at live-tweete direkte på fjernsynet.