”Ungdomshuset var med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Og jeg er hverken forkælet eller ødelagt”

Af: Siri Edit Andersson

Mange har spurgt, hvorfor jeg synes, det var nødvendigt at gå med i demonstrationen 10 år efter, at huset blev ryddet. Jeg er da ikke en ballademager.

For mig stod Jagtvej 69 for så meget godt. Ungdomshuset opstod i 1982, mange år før jeg selv kom til verden, og i flere generationer har det været med til at udvikle, støtte, hjælpe og forme utallige unge såvel som voksne. Vi må ikke glemme, at Kvindernes Internationale Kampdag blev stiftet netop i dét hus. Alligevel er husets vigtige historik gået i glemmekassen og bliver i stedet i høj grad forbundet med gadekampe og uroligheder.

Det gør mig trist.

For mig stod Jagtvej 69 for et kulturelt alsidigt Danmark, musik- og kunstfrihed, retten til forskellighed i alle dets former. For tryghed, glæde, frihed og revolution. Ting, der er værd at kæmpe for. Ting, der har været med til at forme mig og gøre mig til den, jeg er i dag, også selvom jeg kun var 12 år første og eneste gang, jeg nåede at besøge det.

LÆS OGSÅ: Hanne Bech Hansen: Kvinden, der ikke rystede på hånden, da Ungdomshuset skulle rydes

Udover at dele størstedelen af mine politiske holdninger med andre unge i miljøet, delte jeg også musiksmag og tøjstil med dem. Det var et fællesskab. Ungeren gjorde mig til en politisk bevidst teenager, der turde kæmpe for min sag. Og vi kæmpede sammen for et fristed, hvor vi unge kunne udfolde os, som vi havde lyst til - uden at blive dømt eller sorteret i samfundets ”rigtig” og ”forkert”-kasser. Hver torsdag klokken 17 gik jeg med i demonstrationerne for et nyt hus, indtil vi 19 måneder fik det. For mig beviste det, at det er nødvendigt at gøre noget for at blive hørt af politikerne – og med nødvendigt mener jeg ikke at kaste sten og tåregas. Det er nemlig det helt modsatte. 

Men hvem der end forsøger at tegne billedet af, at demonstranterne kun er enten forkælede overklasse-børn eller ødelagte problembørn har nok aldrig selv været til en af demonstrationerne. Det er nemlig noget værre vrøvl. Jeg er vokset op på Nørrebro i en velfungerende middelklassefamilie, og de fleste af mine venner dengang var hverken forkælede eller ødelagte.

Jeg valgte at demonstrere igen i onsdags, fordi det stadig er vigtigt med et frirum til forskellighed i vores samfund – uanset køn, etnicitet eller social status. 

Jeg synes, der er behov for at huske på, hvad ungdomshuset og dets tilhængere egentlig var og stod for i stedet for at stirre os blinde på gadekampe og politihad. Det er ikke sort/hvidt, og det handler om så meget mere end at råbe af politiet. Det er vigtigt, at samfundet lytter til sine borgere og tager dem seriøst. Vi havde en følelse af, at regeringen prioriterede penge før sine borgere. lige meget hvem de er, og mange af os mener, at der er behov for et rum, hvor vi alle bare er mennesker, der er lige meget værd. Noget, der bliver mindre og mindre plads til.

Jeg ville ønske, at alle havde oplevet ungdomshusets stemning og frihed. Bare en enkelt gang. Måske ville det gøre det nemmere at forstå, hvorfor vi føler, som vi føler, og reagerer som vi reagerer. Jeg går ikke ind for volden, men ser også, hvordan den bliver blæst op i medierne, og ser, hvordan politiet i onsdags troppede op til en fredelige demonstration klædt på til kamp i skudsikre veste og med ansigtsskjold. For mig, er det ikke sort/hvidt. Men mest af alt er jeg ked af, at det ender med at mudre budskabet om, hvad vi egentlig demonstrerer for – frihed.

Måske er det nemmere at leve uvidende om, hvilken frihed vi mennesker kan føle, hvis vi bare får lov. Men den lever inde i mig. Og jeg glemmer den aldrig – hverken min første punkkoncert, fællesskabsfølelsen til alle torsdagsdemonstrationerne og mine oplevelser i det nye hus på Dortheavej. For det har alt sammen været med til at gøre mig til den jeg er i dag.

Og jeg er hverken forkælet eller ødelagt.

LÆS OGSÅ: "Nogle ser på mig og tænker ham der, han har styr på tingene. De skulle bare vide"

LÆS OGSÅ: Siri fra "Prinsesser fra Blokken" ser tilbage: Jeg tog amfetamin for første gang, da jeg var 14 år

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: "Hold kæft, du er tyk, Sine"