"Men det er nok bare mig, der er for meget"
Anne Hermansen skriverom at være alt for meget mor, når barnet har lektier for.
Min veninde har lige fået 12 i tysk stil. For nogle uger siden scorede hun det samme i en engelsk opgave. Dansk går det også virkelig fremragende i. Og matematik. Det er godt klaret, synes jeg. I betragtning af, at det trods alt er nogle år siden, at ligninger og verber sidst var oppe at vende. Okay, hun var heller ikke helt alene om det. Hendes 8. klasse-teenager var der egentlig også under opgaveløsningen. Og retfærdigvis er det måske nok ham, der skal have æren for de flotte karakterer…
Men følelsen af at have præsteret sit absolut yderste for at nå i mål og frem til sidste punktum, den tror jeg nok, at hans mor fortjener stående applaus for. Jeg kunne da i hvert fald godt bruge bare et bette lille skulderklap for rollen som hård indpisker/afklarende coach /forstående terapeut samt altvidende opslagsværk (man kan jo altid google) – når vi har lektier for hjemme hos os. Ja, VI!
Du kender det godt, ikke? Det føles fuldstændigt som VI. Og det begynder som regel med, at man liige tjekker barnets eller det unge menneskes ugeplan på skolens hjemmeside. Sent torsdag aften for eksempel. Bare så man virkelig kan glæde sig til at holde fri fra deadlines, lister og krav i weekenden. Og til sin gru opdager, at der er dukket en afleveringsdato op på Intra. Allerværst på en roman-analyse, for så skal VI også nå at læse en bog. For det tilfælde, at personen, der egentlig har ansvar for at løse opgaven, skulle komme i tvivl om, hvornår point of no return indtræffer i historien, og hvad tema og sideteamer mon er for nogle størrelser…?
Farvel weekend og velkommen til et sæt udmattende og langstrakte dage, hvor man som en anden mentaltræner fra sidelinjen konstant veksler mellem at spørge og spørge ind, heppe, kommentere, opildne, presse på, vrisse, trække sig lidt, presse mere på (for nu skal VI altså i gang), læse, rette og rose og med sorte rande under øjnene hos begge parter endelig konstatere, at så er den ged barberet. Og den weekend passeret.
LÆS OGSÅ: Klumme: Google er min medicin
Men det er nok bare mig, der er for meget. Og for meget inde på en banehalvdel, som jeg nok burde bakke ud af. Og så min veninde. Og så også lige alle de andre forældre i klasseværelset, der også får nervøse tics hen over kaffekoppen og købe-småkagerne til forældremødet, når der altid er én far (hvorfor er det altid fædre?), der rækker hånden op og altid siger: ”Jeg kunne altså godt tænke mig, at de fik flere lektier for. Det kan ikke være rigtigt, at de aldrig har noget hjemmearbejde. Det er vigtigt, at de lærer selvdisciplin og ansvar for egen læring og…”
Tak, du. Det trænger jeg også til.
Men det er ikke for at klage. Jeg kan godt lide at være mor. Jeg kan rigtig godt lide at være VI og alt for meget på Max-Pinlige måder. VI har jo også gået til svømning, for eksempel. Jo, jo, dengang afkommet ikke kunne lide at gå alene i vandet. Jamen, så må man jo stå og gyse med gåsehud på 1,10 meter i en tid. Når man nu er for nærig til at betale for det fire gange så dyre delfinhold i varmtvandbassinet. Faktisk er der kun én ting, hvor jeg ikke synes, at VI sammen skal trække læsset. Vognlæsset, helt bogstaveligt. Aviser og reklamer må de egentlig gerne omdele selv. Men jeg tror faktisk, at jeg står lidt alene med den…var det for resten dig, jeg så ved postkassen den anden dag?
