Maise Njor: Efter samtalen begyndte jeg at hyle

Der er tidspunkter i livet, der er vigtigere end andre. Nogle dage kan man gå og hidse sig op over, at portoen på standardbreve igen er sat op, og andre... er man så rystet i sin grundvold, at man næsten ikke kan fungere. Sådan en periode har jeg lige haft.

Lørdag ringede min bror og sagde, at nu var det nu, han havde fået tid i Los Angeles Court, og vi skulle flyve klokken syv tirsdag morgen. Efter samtalen begyndte jeg at hyle, fordi jeg virkelig ikke kunne se, hvordan jeg skulle kunne tage af sted fra børn og arbejde, men jeg vidste, at dette var det vigtigste øjeblik i min lillebrors liv: Han skulle til USA og forsøge at få sin datter tilbage. Den datter, som han ikke havde set i et halvt år, den datter, som han ikke havde anet, hvor var, men havde fundet ved at lege detektiv i mange måneder. Den datter, som han havde kæmpet for at få forældremyndighed over – og nu havde han fået det. Fuld forældremyndighed. Fordi retten i Sverige, hvor han indtil for et år siden boede med sin svenske kæreste og sit barn, godt kunne se, at en mor, der fjerner sit barn først til Stockholm og siden til L.A., ikke er helt egnet. Resten kan jeg ikke skrive, det må høre under privatlivets fred, men jeg kan bare fortælle, at min bror, i al den tid hans datter var i Stockholm, sendte en tegning til hende hver dag. Hver dag i over 150 dage...

Min bror står for mig som det fineste eksempel på en moderne mand. Han kunne have givet op – mange ville have gjort det, for når det kommer til sager om børn, så hersker der nok desværre stadig en gammeldags tankegang om, at fædre ikke er nær så gode som mødre. Siden mine børn sidst så deres kusine for et år siden, har min bror kæmpet og kæmpet for at få lov til at se sin datter, og til sidst så jeg en bror, som var nedbrudt af at kæmpe helt alene.

LÆS OGSÅ: Rikke Nielsen - Dét lærte jeg af min nedtur

Så sad vi i retten for nogle uger siden, og alt var fremmed. Los Angeles, politibetjente med pistoler, kropsvisitering, the district attorney (som på film altid er en træt irer med ølmave og sovs på slipset, men her var en mørk dame med cyklamefarvet spadsererdragt). Og en dommer, som ikke ville lade min bror tage sin datter med hjem. Jeg sad på tilskuererbænken, til jeg til sidst fik at vide, at jeg var "in contempt of court", og hvis jeg ikke holdt op med at lave ansigter, så ville jeg blive udvist. Min bror sad så fint og roligt og gennemgik sagen. Iført slips og jakkesæt. Da gik det op for mig, at den lillebror, hvis hånd jeg husker at have i min, da vi var små – den var som en lille klump dej – den lillebror var en voksen mand. Mere voksen end mig.

Enden på retsmødet blev, at vi skulle indlevere vores pas, så vi ikke stak af med datteren, og hun skulle have en fodlænke på med en radiosender, og så var der noget så hverdagsagtigt som frokostpause, hvor min bror fik lov til at se sin datter for første gang i et halvt år. Jeg vil aldrig i mit liv glemme hendes kæmpestore tårer af glæde, da hun kom gående ned ad gangen og så sin far. Kolde marmorvægge, folk, der var på vej til andre retssager – alt fadede ud, da det lille menneske på syv år gik sin far i møde. Sin store far, som har kæmpet så længe, og min lillebror, som ikke længere er så lille endda.

Klummen blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 9/2013. Ved redaktionens afslutning var Maise Njor taget hjem, og hendes bror havde endnu ikke fået lov til at bringe sin datter tilbage til Sverige. Fortsættelse følger.

LÆS OGSÅ: Sådan takler du en dominerende svigerfar