Kristian Halken

Skuespiller Kristian Halken om kærligheden: "Min kone har én ting, jeg ikke har"

Skuespiller Kristian Halken om at være sentimental, om at skulle have stået mere op for sig selv og om en helt særlig oplevelse på Sankt Croix.

Hvad vil du aldrig give penge for?

"En bil! Jeg synes nemlig, at der er kæmpe fordele ved ikke at have bil. Selvfølgelig er der situationer, hvor man har behov for bil, men så finder man en løsning på det. Jeg har en cykel, så der får jeg frisk luft og gratis motion. Og en anden ting er, at køber man en bil, taber den jo allerede værdi efter 20 minutter."

 

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?

"Det bedste job, jeg nogensinde har haft, var, da jeg skulle optage julekalenderen ”Nissernes Ø” for meget længe siden. Vi var på Sankt Croix i en måned for at optage. Min familie kom de sidste 14 dage, og børnene havde lige præcis den rigtige alder til det. Derudover er det jo bare et fantastisk flot sted."

LÆS OGSÅ: Adrian Lloyd Hughes: ”Jeg tror ikke, at det skal spilles til min begravelse…”

Hvornår har du været mest bange?

"Ved sygdom i den nærmeste familie. Det her med, at man zoomer ud og ser ens liv i et andet perspektiv. Man kan gå rundt og synes, at det er vigtigt med roller og forestillinger, men i det øjeblik, at der sker noget med ens nærmeste, bliver det det eneste vigtige."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt det, men der er ting, som jeg gerne ville have grebet anderledes an. Når man har min alder, kan man kigge tilbage på en del år, og der kan jeg godt tænke: ”Hvorfor sagde jeg ikke det? Eller hvorfor gjorde jeg ikke sådan?”. For der er helt sikkert nogle situationer, hvor jeg gerne ville have stået op for mig selv i højere grad. Når jeg ser på de unge skuespillere i dag, så kan jeg se, at de har en helt anden selvtillid, end jeg nogensinde har haft. De skider mere på, hvad andre siger og tænker. Og det ville jeg gerne have været bedre til."

Hvad ved dig overrasker andre folk mest, tror du?

"Det er svært at sige. Måske at jeg er meget sentimental? Jeg kunne forestille mig, at folk tænker på mig som vanvittigt kynisk, men der er altså en anden side – og den er skrigende sentimental, ha ha."

Hvad er en af de vigtigste ting, du har lært om dig selv?

"Det lyder som en reklame fra Nike, men jeg har lært, at man bare skal sige: ”Just do it”. Og så skal man gøre det hundrede procent. Jeg skal lade være med at stå i vejen for mig selv. Hvis jeg har et projekt eller en idé, så skal jeg gå ind i det hundrede procent og ikke lade mig stoppe af, hvis andre folk siger, at det er en dårlig idé. Jeg skal blive ved med at insistere, hvis jeg har et projekt, som jeg gerne vil lykkes med. De mennesker, som jeg har mest respekt for, det er dem, der insisterer."

Hvem har gjort særligt indtryk på dig?

"Min kone. Hun har en ting, som jeg ikke har. En nysgerrighed på verden. Hun er f.eks. begyndt at gå til klaver. Det er jo næppe, fordi hun tror, at hun skal ud og spille en stor verdensturné. Men hun giver ikke op, bare fordi hun er over 60 år. Hun har ikke den der indstilling om, at det ikke kan betale sig, fordi hun har den alder. Den kvalitet kan jeg sindssygt godt lide."

LÆS OGSÅ: Alt ramlede for Mikkel, da konen en dag sagde: "Jeg tror ikke, vi skal være gift mere" - nu forstår han hvorfor

Hvilken film betyder mest for dig?

"Der er især én film, som jeg har set indenfor de sidste par år, der er blevet hængende. Det er den danske film, der hedder ”Onkel”. Den foregår i Sønderjylland, og der er otte replikker i den. Den er fantastisk, fordi den er fuldstændig usmart og ude af tiden. Det kan jeg godt lide. Normalt er der meget med, at man skal følge med tiden, og derfor synes jeg, at det er interessant, når man endelig ser noget, der i stedet forsøger at definere tiden."

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

"Klassikeren. Mine børns fødsler. Men det er jo sandheden altså. Perspektivet ændrer sig, og man har pludselig en anden opgave end sig selv. Som skuespiller er man vanvittig egocentreret, og det er saftsusme ikke lige kønt altid. Derfor var det også en eller anden form for lettelse, at fokus kom et andet sted. Så det hele ikke udelukkende handlede om aftenens forestilling, eller hvad for nogle anmeldelser man fik. Det kom til at handle om ens børn, og om de havde det godt. Og det gør det stadigvæk den dag i dag – for det fortsætter hele vejen op igennem livet."

Om Kristian Halken, 66 år

  • Skuespiller. Bl.a. kendt fra filmen Oldboys og tv-serien Badehotellet.
  • Aktuel med forestillingen Det Fortrolige Rum ved Teatret Svalegangen fra. d. 22. januar.
  • Gift med Karen, og sammen har de tre voksne børn.

Hvad er det bedste ved den alder, som du har nu?

"Man bliver skarpere på, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Jeg er jo den, jeg er, men jeg er også blevet bedre til at sige nej. Jeg behøver ikke at løbe så stærkt efter ting. Jeg er ikke så bange for at gå glip af ting. Roller, film eller noget. Jeg tænker ikke, at det er helt vildt forfærdeligt, hvis jeg ikke når det hele. Så hvis jeg f.eks. møder en potentiel instruktør, så er jeg mere ligeglad. Vedkommende kan bruge mig eller lade være, ha ha."