Kurt Strand

Kurt Strand: Disse 4 bøger ligger på mit natbord

Kurt Strand er journalist og vært på P1’s ”Mennesker og Medier”. Se hans favoritbøger her.

Bogen der gav mig nyt perspektiv:

Bo Lidegaards biografi om Jens Otto Krag lærte mig en masse om den evige konflikt, enhver politiker må være i med sig selv: skal/skal ikke. Gør du det ene, er det galt. Men gør du det andet, er det også galt.

Bogen der lærte mig om kærlighed:

"Den kroniske uskyld" af Klaus Rifbjerg om bl.a. teenagetidens håbløse rolle som tredje hjul. Mit slidte Tranebogseksemplar til 9,75 blev for nogle år siden signeret af forfatteren og har dermed fået endnu mere vægt!

Bogen, jeg ville læse igen og igen:

"De nøgne træer" af Tage Skou-Hansen – plus de seks øvrige bind i efterkrigstidsserien om Holger Mikkelsen. Aarhusiansk, vedkommende og uhyre velskrevet.

Bogen, jeg ville give til mit yngre jeg:

Christian Kampmanns familien Gregersen-serie; fordi den indrammer en tid, hvor jeg lærte at sætte pris på litteratur. Og fordi den tog mig med ind i borgerskabets verden på en måde, der fornyede mit syn på dem, der havde deres på det tørre.

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard: Disse 4 bøger ligger på mit natbord

LÆS OGSÅ: Gå de kolde måneder i møde med de 3 bedste bøger lige nu

LÆS OGSÅ: 13 talemåder, vi siger forkert