16. september skete der noget i Ellie: "Jeg røg direkte ned i en dyb sorg og føler den stadig"
Vi er tæt på årsdagen for Jina Mahsa Aminis dødsfald og de efterfølgende iranske protester, der er blevet kaldt for verdens første kvinderevolution. Men hvordan står det til med kvindekampen her et år efter, både i Iran og uden for landet, for den iranske diaspora, der tæller ca. otte millioner eksiliranere?
Ellie Joker, dansk iranskfødt iværksætter, sanger og skuespiller, blev ringet op af en dansk journalist sidste år, der ville høre om hendes reaktion på situationen i Iran efter mordet på Jina Mahsa Amini den 16. september 2022. Hun kan huske, at tårerne trillede ned ad kinderne, så snart hun talte med journalisten.
”Jeg røg direkte ned i en stor og dyb sorg og jeg føler den stadig,” siger hun og tørrer tårer væk med hurtige bevægelser.
”Det var ikke én følelse, der ramte mig, men et virvar af håb, dyb sorg og en skam. Over at vi flygtede fra vores land, og de blev og kæmpede,” fortæller hun.
Det var følelsen af at følge sit lands skæbne fra afstand, mens hun kun tænkte på, hvordan hun selv kunne hjælpe. Hvordan hun kunne bruge friheden her til at gøre opmærksom på manglen på samme i Iran.
”Jeg blev også ramt af en ekstrem stolthedsfølelse. Piger og kvinder satte livet på spil og protesterede imod 44 års systematisk kvinde- og menneskeundertrykkelse. Tidligere, når man sagde Iran, tænkte alle automatisk på præstestyret. Nu tænkte man lige pludselig på de seje piger og kvinder, der satte livet på spil for basale rettigheder. Så som at cykle. At elske den, man vil. At gå iklædt det tøj, man vil. At stå på rulleskøjter. At leve et frit liv.”
Annonse
Hun stillede op til alle de demonstrationer og arrangementer, hun blev inviteret til herhjemme. Hun sang, talte og gjorde opmærksom på regimets behandling af befolkning. Alt imens hun selv gennemgik en indre proces og vågende mere og mere op til, hvad hendes opgave som diaspora, der lever i frihed i virkeligheden er.
Et voldeligt og bange regime
Et år er passeret, en flod af tårer er grædt af iranere i og udenfor landet. Børn, unge og gamle er blevet dræbt i landet og flere er blevet arresteret, tortureret og truet til stilhed. Kvinde/liv/frihed er blevet kaldt for verdens første kvinderevolution, fordi den startede med, at kvinder gik ud og satte livet på spil for at demonstrere imod drabet på Jina Mahsa Amini. En ung, kurdisk pige på ferie i Teheran, der blev arresteret af moralpolitiet, fordi hendes slør ikke sad korrekt. Hun døde, mens hun var i politiets varetægt.
Mens rystelserne fra det store skælv har lagt sig for det store offentlige øje, er bevægelsen så langt fra færdig, som den kan være, siger dansk iranskfødt Nahid Riazi, der er kvindesagsforkæmper og samfundsdebattør. Hun flygtede selv fra Iran til Danmark som 21 årig, efter Den Islamiske Revolution overtog styret. Hun har i mange år været en aktiv stemme herhjemme og talt om de manglende menneskerettigheder og kvindeundertrykkelsen i sit hjemland.
”Lige nu er regimet bange. Vi nærmer os årsdagen for drabet på Mahsa Amini. Hendes forældre har modigt opfordret alle til at markere dagen. Det samme har studentergrupper osv. Hvor meget det lykkes ved vi ikke. Befolkningen har tomme hænder og kæmper mod et voldeligt regime med våben."
"Kampen fortsætter i den grad, men ikke med store protester på gadeplan som for et år siden. Men vi skal huske på, at hver eneste dag går kvinder uden tørklæde og råber, at det er deres ret, selvom de bliver stoppet, generet af moralpolitiet og andre civile der arbejder for regimet eller anholdt.”
Hun fortæller, at samtidig er forskellige faggrupper begyndt at samle sig og protestere over dårlige arbejdsforhold og lønninger. Nahid Riazi nævner forskellige faggrupper på et hospital, der stillede op i protest over de ringe arbejdsforhold, såvel som pensionister, der protesterer over at leve i fattigdom.
Annonse
Som hun ser det, er det farlige for regimet, at modstanden ikke kun handler om kvinder eller tørklædet, men om en dybere utilfredshedshed over økonomien. Herunder de manglende muligheder i livet, den manglende ret til at organisere sig og kræve bedre forhold, når lønnen eller pensionen udebliver for sjette måned i træk. I en i forvejen presset befolkning, der lever i et land uden arbejdssikkerhed med dybe økonomiske ar på grund af et regime, der på ingen måde prioriterer befolkningens velvære, er dybt korrupt og bruger landets ressourcer på sine egne interesser.
Dertil skal tilføjes det ydre pres efter årtiers internationale sanktioner.
”Alle protester i Iran er automatisk vendt imod regimet, og derfor bliver kvindekampen og tvangstilsløringen et symbol på, at ingen er frie. Regimets magt er absolut, og folket har ingen reelle frihedsrettigheder. Mange indser, at kvindens basale kamp om at se ud, som hun vil, peger på den større kamp om at leve, som man vil.”
Et ekko af sammenhold
Annonse
Man skal ikke tage fejl af, at folket bliver mere forenet, hver gang de har protesteret, og lyttet til hinanden, forklarer hun. Hun fortæller, at en taxachauffør, der kører med en kvinde uden tørklæde, mister sit job. Alligevel gør mange det. Folks sympati og sammenhold er blevet mere synlig.
Mange har indset, at vejen til frihed går igennem kvindekampen, og at den systematiske undertrykkelse her har være svækkende for hele samfundet. Det er en større og dybere erkendelsesproces, der er i gang.
Nahid Riazi har altid fulgt situationen i sit hjemland tæt og hun kan se, hvilket ekko det skaber, når de gamle og unge står sammen. Kvinderne har allerede vundet flere kampe, end vi reelt har set og er klar over, forklarer hun. Alene det, at de iranske kvinder har formået at få sat kvindeliv og frihed på verdens læber, er en bevægelse, der har skabt en ny selvbevidsthed om folkets egen styrke i Iran.
Bevægelsen har endnu engang vist regimet, at kvinderne er dets største og mest konsekvente hovedpine. Jo mere insisterende befolkningen bliver, desto mere brutal viser sig regimet sig at blive, men det ændrer i sidste ende ikke noget, forklarer hun. Kvinder og befolkningen bliver styrket hver gang.
Kvindens selvbevidsthed har været der alle 44 år, men det er målbevidstheden, der er en ny konsekvens.
”Vækkelsen er ikke ny, den skete i første omgang under Den Islamiske revolution i 1979. Kort tid efter at Khomeini havde overtaget styret, og det gik op for os, hvad planen var for kvinders position i samfundet, gik tusindvis af kvinder på gaden og protesterede."
"Den iranske kvinde er aldrig stoppet med at protestere. Regimets planer har været at skabe de samme forhold som Taliban har for de afghanske kvinder. Uden rettigheder til at uddanne sig, ingen ret til at udtale sig, og gifteklar allerede som 9-årig. Det har kvinderne i Iran helt fra starten saboteret."
"Millioner af kvinder har søgt ind på universiteter hvert år, dygtiggjort sig, insisteret på at finde jobs og konsekvent bøjet enhver tænkelig regel. Det er kun kvindernes daglige civile ulydighed, der har gjort, at de ikke lever som i Afghanistan, fordi de har presset grænserne og aldrig accepteret loven. Så på den måde er kampen ikke ny, den har stået på i 44 år,” forklarer hun.
Revolutionens kraft
Den iranske befolkning har, i modsætning til mange andre lande, hat erfaringer fra en anden revolution, som endte med at vælte den daværende diktator, Shahen i 1979. Selve det at gennemgå en revolution vækkede befolkningen og viste dem, hvordan man kan gøre det umulige muligt. Hvordan folket kan vælte brutale og magtfuldkomne styreformer ved at stå sammen.
Det er i virkeligheden den vækkelse, der er forskellen på den iranske befolkning og de andre mellemøstlige lande, der ikke har oplevet det, forklarer Nahid Riazi.
”I den tid, altså under – og i månederne efter revolutionen i 79, blomstrede det med græsrodsbevægelser, unge der organiserede sig i politiske partier og den frie tanke. Selvom regimet herefter fængslede og torturerede oppositionen, ikke holdte det de havde lovet og fik lukket munden på folket, så skabte revolutionen en politisk bevidsthed, den ændrede folket. Selvom det er 44 år siden, har den bevidsthed levet videre til næste og næste generation,” siger hun. Nahid Riazi er ikke i tvivl om, hvor kampen er i dag.
”Alle revolutioner tager tid, er blodige og kræver ofre. Men den her er kun lige startet.”
Sproget er etableret
Shëkufe Tandayoni Heiberg, dansk iranskfødt forlægger og forfatter, har været en af de markante stemmer herhjemme omkring situationen i Iran det sidste år. Hun forklarer, at oprørets metoder kom bag på regimet, der på et tidspunkt så ud til at stå meget svagt. I vinteren 2022/2023 troede hun, som mange andre, at enden var nær for det islamiske regime. Siden har regimet dog taget ved lære og skruet op for brutaliteten. Billeder af unge, der har fået det ene øje skudt af, giftgas på skoler og gennemførelsen af henrettelser er blot nogle hårrejsende eksempler på straf, der siden har afholdt befolkningen fra at demonstrere.
”Samtidig står folket et helt andet sted nu, end de gjorde for et år siden. De har formået at etablere et sprog for den kollektive modstand, de har set hinanden i øjnene og fundet styrken til at gøre fælles front. De har erfaret, at det er muligt at mobilisere solidaritet på tværs af køn og sociale klasser. Det er en vigtig forudsætning, der skaber et helt anderledes fundament for de næste skridt i kampen. Og dem er jeg sikker på, at vi får at se inden længe,” siger hun med en henvisning til markeringen af årsdagen for drabet på Jina Mahsa Amini.
En af metoderne til at finde et fællessprog for protesterne har været kunsten, der fra starten af har båret oprørets fortælling frem og spredt den til omverdenen gennem de sociale medier.
”Kunsten har vist sig at være en værdifuld kommunikationsform- idet et enkelt billede, et vers eller en sang er i stand til at ridse en ellers ret så kompleks situation op. Kunsten kan fremkalde det nære i konflikten, det følelsesbårne, som er nemt at relatere til, uanset hvor i verden man kigger med fra. Kunsten har også, med sit væld af forskellige udtryk, bidraget med en skønhed, som jeg tror har været en uundværlig modvægt til det alvorsfulde i konflikten. Skabelsen af smuk og stærk kunst bliver en forsikring om, at det er muligt at genskabe et smukt og stærkt samfund på ruinerne af det gamle,” siger hun.
Flere queerpersoner og kvinder
Hun nævner desuden, at de gamle kønshierarkier, der også findes i kunstens verden, har været sat ud af spil, for kunstnerne har haft direkte adgang til deres publikum via sociale medier. Derfor har vi set mere kunst skabt af kvinder og queer-personer, end vi ville have set, hvis det kunstneriske udtryk først skulle kurateres gennem traditionelle kanaler, hvor kvinder blandt andet er dybt underrepræsenterede.
”Folk i Iran har nok genopdaget kunstens magt, fordi de har set den udfolde sig meget konkret. Fx med den her sang, ”Baraye” af Shervin Hajipour, (der vandt en GRAMMY i 2023, red). Jeg tror det kom bag på alle, at den formåede at formidle kernebudskabet så langt ud over landets grænser. Internt formåede den at samle et helt folk omkring en fælles sag. Det samme gælder for den politiske graffiti, som folk begyndte at skrive på byernes mure. Den form for nyopstået samtale mellem et folk, der førhen manglede et modstandssprog, men nu indså at det var muligt at indtage gaderne og redefinere samtalen.”
Så selvom det kan være svært for os heroppe at se, at oprøret stadig lever i Iran, og at det har haft nogen større effekt på samfundsforholdene, så er den nye normkritiske kommet for at blive.
”Før 16. september 2022 vidste iranerne jo også godt, at de var begrænsede på tusind måder. Men der fandtes også en kollektiv accept eller afmagt, der gjorde, at de bredt set holdt sig inden for grænserne og derfor ikke mærkede dem så tydeligt. Det store skifte består i, at folk siden da har forholdt sig kritisk til flere og flere grænser. Hvorfor må vi ikke bære det tøj, vi vil? Hvorfor må vi ikke danse og synge, som vi vil? Hvorfor må vi ikke nægte at vise patriarkatet respekt? Statsmagtens modreaktion har tydeliggjort for endnu flere, at grænserne er urimelige.”
Også den politiske kunst, der normalt bliver set lidt ned på, fordi kunsten som udgangspunkt skal være fri og uafhængig, har vist sig at være særdeles virksom for folkeånden. Shëkufe Tandayoni Heiberg mener derfor, at vi kommer til at se meget mere til den politiske kunst i en fremtid med flere alvorlige konflikter.
TikTok dans og det åbne kys
Det første halve år efter drabet på Jina Mahsa Aminis, flød SoMe dagligt over med billeder af protestaktioner fra den iranske befolkning. Iranske piger med langt løst hår, der langer fuckfingeren op mod grundlæggeren af Den Islamiske Stat, Khomeini. Unge der lægger TikTok dansetrin op med bare maver. Kvinder på motorcykler uden slør. Par, der kysser på åben gade.
Ellie Joker mærkede som mange andre iranere, at skiftet og modet fra hjemlandets kvinder, aktiverede nogle dybere spørgsmål i hende selv. For nu hvor hun var så heldig at være endt i et frit land, kvinderne i hjemlandet satte livet på spil for at få en flig af, hvordan kunne hun så bidrage til kampen? Hvad ville hun gøre, hvis hun var i hovederne på en af de kvinder i Iran, der pludselig fik muligheden for at ændre på en utilfredsstillende situation? Hun forstod, at selvom hun ikke lever i Iran længere, har hun stadig en forpligtigelse til at ændre på de forhold, hun finder uretfærdige herhjemme i sit nye land. At det måske i virkeligheden er det, de iranske kvinder minder hele verden om. De kæmper deres egen kamp, og minder os alle om at kæmpe vores.
Efter 17 år i underholdningsbranchen med en konstant følelse af manglende repræsentation for den, hun er, og de mennesker hun repræsenterer, nemlig almindelige brune, nuancerede stemmer, besluttede hun sig for at skabe noget nyt. En streamingskanal på Youtube, Mammi Network, der ikke helt tilfældigt lancerede 4 september i år. Et år efter, at kvinderne gik på gaderne i Iran, stærkt efterfulgt af mændene, der havde deres ryg.
”Jeg fik en lys idé, ligesom i tegnefilm, hvor en lampe bliver tændt. Jeg besluttede mig for at bruge min stemme og mine rettigheder herhjemme fornuftigt. I stedet for at sidde og brokke mig, så har jeg muligheden for at ændre på tingene. Så vi nuancerer vores syn på hinanden, på minoriteter og brune mennesker. Hvordan kan vi det, hvis der ikke er en ordentlig repræsentation? Ikke alle brune stemmer Enhedslisten, vi er alle forskellige og særlige. Jeg vil gerne have den diversitet frem, selvom de historier ikke er særlig konfliktfyldte. Selvom de for eksempel ikke indebærer æresdrab eller fængslinger,” siger hun.
Hun ville vise, at man kan være lige så sjov, skarp og dygtig selvom man ikke har samme ophav og hudfarve eller seksuelle orientering som de fleste andre i et land.
”Kvinderne i mit hjemland sætter livet på spil og kæmper for frihed. Jeg har undskyldninger nok til ikke at gøre noget, jeg lever trods alt et overprivilegeret liv i et land med frihed og muligheder. Men det kan stadig være svært at være den første, der tager en chance, for man får de største tæsk. Men samtidig baner man vejen for andre og inspirerer til nye veje, end dem vi er blevet eksponeret for. Det er ikke politisk, ligesom i Iran, hvor kvinder kræver basale rettigheder. Men det har inspireret mig at se dem kæmpe. Vi kan godt vænne os til at se den almindelige minoritet på skærmen. Ligesom det var de almindelige arbejderklassekvinder i Iran, der gik ud først. Vi mennesker er ikke så forskellige, når alt kommer til alt.”
Dem kan du følge
Her er nogle af de konti på Instagram, du kan følge, hvis du gerne vil vide mere om situationen i Iran. Nogle af dem er på persisk, men teksterne kan oversættes direkte.
Klik på billederne for at komme til deres Instagramkonto:
