"Man gik i seng med folk, man ikke havde planlagt at blive gift med"

1950'erne: Børn med drømme og frie liv

Anne: "Når man er barn, så synes man, at alt, der er sket, før man blev født, er meget længe siden. Men da vi blev født, var krigen kun lige overstået. Og folk havde jo altså frygtelige erfaringer fra de år. Min far havde for eksempel været i modstandsbevægelsen, og der var stadig en usikkerhed og vareknaphed. I 50'erne var folk enormt fattige, arbejdsomme og fulde af tillid til, at hvis de sled i det, blev det bedre. Fremtiden blev bedre end fortiden."

Kirsten: "Vi boede i socialt boligbyggeri i Hvidovre. Lejerbo. Der var masser af unger, hjemmegående mødre, dejlige græsplæner, stor legeplads, 100 meter til skolen. Det var et VIDUNDERLIGT sted. Og særligt var det skønt, fordi vi kunne lege så mange sammen. Det glemmer jeg ikke, for da jeg senere kom til Horsens som 9-10-årig på grund af min fars arbejde, kom vi til at bo i en villa langt uden for byen. Der var ingen bybusser på det tidspunkt og selvfølgelig heller ingen børn. Så jeg fik en hund. De børn, jeg gik i klasse med, kom fra oplandet. Så på den måde syntes jeg, det var et chok at komme til Jylland."

De første seks år af sit liv boede Anne Knudsen i en stor gammel villa med have i Frederikssund. Faren var arkitekt, moren hjemmegående.

Anne: "Det er skægt, at mange unge damer nu om stunder går og tror, at vores mødre gik og passede os, mens de syltede og bagte, men de hjemmegående mødre passede altså ikke børn. Børn blev sendt ud og lege, og så passede moren hjemmet, ikke børnene. Og man kom ikke ind, medmindre man havde slået sig slemt."

Kirsten: "Eller skulle spise."

Anne: "Ja. Det var de to anledninger, der var. Ellers legede man ude, og det kunne jo gå godt eller skidt. Der var heller ikke nogen, der kom og sørgede for, at børnene ikke drillede eller tævede hinanden."

Hvordan forestillede I jer, livet skulle blive?

Kirsten: "Jeg drømte om at blive gift med en dyrlæge. Og der skulle være fire børn. Og så måtte der godt være to store hunde. Og ja, en stor, hvid villa... Det var sådan, jeg tænkte, at lykken måtte se ud.

Anne: – Da jeg var ni år, sagde jeg til min far, at jeg ville være sygeplejerske. Så sagde han: "Ved du hvad, du egner dig ikke til at tage imod ordrer. Jeg synes, du skulle tage at blive læge i stedet". Sådan var han meget. At man ikke skulle holde sig tilbage, bare fordi man var en pige. Jeg drømte også om at komme på eventyr i lande som Sydamerika og Asien, som jeg så også senere kom til."

Kirsten: "Vi kom jo ikke så langt dengang."

Anne: "Nej, jeg tror ikke, jeg kendte nogen, der havde været ude at flyve, før vi flyttede til Grønland på grund af min fars arbejde, da jeg var seks år. Det var eksotisk. Dengang var der ikke butikker i Grønland, hvor man kunne købe almindelig mad. Den første vinter levede vi af torsk, fordi det var det eneste, som man faktisk kunne købe, hvis man gik ned og snakkede med fiskerne på havnen."

1960’erne: Vi troede på fremtiden

Anne: "Da jeg kom hjem til Danmark fra Grønland som 13-årig, blev jeg mobbet helt sindssygt. Alting var forkert ved mig. Min påklædning, mit sprog, og desuden var jeg forfærdelig dygtig i skolen, og det var jo heller ikke godt, haha. Briller havde jeg også. Jeg fattede ikke en brik af, hvad der foregik i dansk kultur – jeg kom virkelig fra et andet sted. Jeg sloges med drengene og lå og rullede rundt i skolegården, så jeg lærte ligesom, at hvis jeg ikke ville gå fuldstændig til, var jeg nødt til at prøve

at tage bestik af, hvad der foregik – og spille med, så langt jeg kunne. Så det gjorde jeg. Jeg var meget optaget af som teenager at være rigtig. Det lykkedes aldrig helt."

Kirsten: "Når man bliver teenager, opstår der også ofte lidt gnidninger med ens forældre og det, de står for. Men i 60'erne skete der også en masse, som var helt anderledes, end vi nogensinde havde mødt før. Jeg blev student i 68, og jeg havde haft MANGE diskussioner med min far undervejs i mine teenageår, og det blev ABSOLUT ikke bedre, da jeg valgte så usikkert et fag som skuespilleriet. For der skal man jo lære at leve med en stor arbejdsløshed i perioder. For øvrigt var det også et fag for mindre pæne damer, mente han. Han syntes, det var en god ide, at jeg læste til lærer eller jurist, fordi, som han sagde, det var gode pigefag. De kunne altid kombineres med en familie."

Hvordan fandt du ud af, at du gerne ville være skuespiller?

Kirsten: "Jeg tror, at dyrlægens datter i Horsens var kommet ind på Det Kongelige Teater, og så tænkte min storesøster og jeg, hvor svært kan det være?"

Anne: "Og den der med at tænke, hvor svært kan det være, det er virkelig sådan en 60’er-tænkning. Kjolerne blev kortere, musikken blev vildere og vildere, så hvorfor kunne man ikke … altså hvorfor ikke?

Anne Knudsen blev student i 1967 og begyndte at læse alt fra medicin og fransk til latin og antropologi på universitetet, hvor der ikke var adgangs-begrænsning, så længe man havde en studentereksamen. Til gengæld var der ikke noget, der hed SU."

Anne: "At det gik fremad, betød, at vi havde fornemmelsen af, at vi ikke risikerede at dø af sult, for man kunne altid få arbejde og tjene nogle penge. Vi troede jo, at alting kunne gøres om. At hvis ikke det her gik, så prøvede man noget andet. Vi var ikke forgyldte, og vi havde heller ikke, hvad man kan kalde tryghed i den forstand, hvor der var nogen, der stod klar til at gribe os. Men vi troede, at vi nok skulle lande på fødderne."

Kirsten: "Der VAR en tro på fremtiden."

Udover muligheden for at uddanne sig kom den seksuelle frigørelse også.

Anne: "Det morsomme var jo, at mødrene faktisk ikke var specielt positivt indstillede over for det, deres døtre gik og gjorde. Det kan jo ikke nytte noget at prøve at skjule det, den seksuelle frigørelse, at man gik i seng med folk, man ikke havde planlagt at blive gift med – det var jo virkelig, virkelig, virkelig en omvæltning, og mødrene, som havde levet under herrens tugt og formaning, var jo virkelig meget imod det. Det var fædrene også, men mødrene oplevede også den seksuelle frigørelse og det, at vi skulle lære noget, som en slags kritik af dem."

Kirsten: "Det hed stadig løs på tråden og forsuttet bolsje. Vores mødre var bekymrede. Vi blev opdraget til at passe på."

Anne: "Ja, og vandrepokal... Det var virkelig en omvæltning af de helt store, og ofte taler man om det, der skete, som om det kun havde noget med økonomi og uddannelse at gøre, men det HAVDE virkelig alt med sex at gøre. Det der med at vi kvinder kunne bestemme over vores egen krop. Der kom jo også prævention, og da P-pillen blev frigivet i 1966, kunne det kun afholde en fra at gå i seng med nogen, hvis man var bange for at blive gravid. Og når man ikke længere behøvede at være bange for det. Tjah..."

Kirsten: "Nej, så var det ikke længere frygten for det, der holdt en tilbage."

Mens Anne blev en del af rødstrømpebevægelsen og gik rundt med malede blomster på kinderne, så Kirstens hverdag lidt anderledes ud. For samme dag, hun havde været oppe i skriftlig tysk til studentereksamen, tog hun toget til Odense for at gå op til prøven på elevskolen ved Odense Teater.

Der var 400 ansøgere til de 25 pladser på landets elevskoler. Så man kom ikke bare sådan lige ind. Men det gjorde hun. Som en af de syv i Odense.

Kirsten: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af elevskolen, men jeg syntes, det var mærkeligt at komme til et sted, hvor man stadigvæk var Des, og hvor man som voksen skulle rejse sig, når læreren kom ind. Læreren ville heller ikke have, at kvinder gik i bukser. Man skulle gå i kjole. Jeg syntes, det var noget af det mest konservative og gammeldags, jeg havde oplevet. Og jeg tænkte, at det måtte man jo bare æde i sig, fordi det var et meget spændende fag, så jeg ville gerne gennemføre det, men jeg syntes VIRKELIG, at det var mærkeligt, at netop sådan et sted hang så meget bagud. På det tidspunkt havde hun for længst opgivet drømmen om at blive gift med en dyrlæge. Nu ville hun skabe en karriere."

1970-84: Basisgrupper og oliekrise

Kirsten: "Jeg blev færdiguddannet skuespiller i 1971, og jeg har 50-års jubilæum i år. Jeg har arbejdet hele tiden. Jeg har ikke haft nogen huller. Så det blev ikke så usikkert, som min far sagde. I starten lavede jeg politisk teater i en gruppe, der hed Banden. Der var så mange unge mennesker, der syntes, at man ikke havde brug for alt det guld og plys og de store scener. Man skulle ud at spille teater, hvor folk var. På gader og stræder. På hospitaler, biblioteker, fabrikker og i fængsler. Det var fantastisk. Og der var jeg så, til jeg blev smidt ud af Banden. Dengang blev der holdt møder om alting. Alt skulle ske i fællesskab og i demokratisk proces. De bad mig om at garantere, at jeg ikke blev syg det næste år."

Anne: "Ja, det er godt gået. Og du var for hæderlig til at sværge på det..."

Kirsten: "Jeg tænkte bare, at det kan ingen da love. Men at jeg da ikke havde nogen som helst planer om at blive syg igen i indeværende sæson, hvilket jeg netop havde været, men love det kunne jeg ikke, og så blev jeg stemt ud."

Anne: "Alt det der basisdemokratiske var den store mode i 70’erne. Det var ikke specielt venligt, følsomt eller kærligt over for folk. Faktisk var det noget af det mest hårdhændede, man kan tænke sig. Jeg har selv siddet i basisgrupper og været med til at lave forældreorganisationer osv. Og når man beskriver tiden, gør man det til, at det er flade strukturer, så der ikke er nogen hierarkier, og ingen har formel magt. Men i de flade strukturer cirkulerer der så meget magt, som ikke vil være ved, at den ER magt, og derfor kan man ikke komme til at kritisere den – det kan være SÅ ondt, så ondt, så ondt. Og det var folk jævnligt. Ideen lød jo god, og det var også derfor, man gik ind for det, men kors hvor HAR jeg set modbydelige ting blive udrettet – og også selv været med til at udrette dem. At behandle folk på måder, man ikke kan tillade sig, fordi man ligesom kunne blive enige – og man kan jo sige, at det er en formaliseret form for mobning."

Men tiden begyndte også at ændre sig. Mens de glade 60'ere gav en følelse af, at alting kunne lade sig gøre, begyndte der at tegne sig et mere dystert billede af 70'erne, hvor oliekrisen kom i 1973, og de bilfrie søndage trådte i kraft.

Anne: "Pludselig vågnede man op og oplevede, at der VAR arbejdsløshed, og at folk ikke var hippier, de var stofmisbrugere. Pludselig blev det uhyggeligt. Der var det pludselig, som om man vågnede fra den ene dag til den anden og kunne se alt det grimme."

1973 var også året, hvor Anne Knudsen fik sit første barn med den mand, hun i år kan fejre guldbryllup med. Tre år senere fik hun sit andet barn, og rollen som mor gav hende en helt ny ansvarsfølelse.

Anne: "Jeg arbejdede meget. Jeg skulle jo forsørge mig selv og min andel af to børn . I 70'erne var det pludselig bekymrende og knugende. Pludselig kunne man se, at det faktisk KUNNE gå galt. Man kunne blive rigtig fattig, man kunne blive hjemløs."

Kirsten: "Man kunne gå i hundene."

Anne: "For os var det måske ekstra voldsomt, fordi vi havde personificeret grænseløsheden i 60’erne, hvor det hele var for sjov, og man altid kunnne gøre det om. Så vi blev ligesom overraskede, mens vores forældre ikke blev overraskede over, man kunne gå i hundene. Det vidste de godt. Det havde de altid vidst. Men vi havde aldrig troet det."

For Kirsten var det bestemt ikke nogen fordel at have lavet politisk teater, for de etablerede teatre så det som en rød klud for ansigtet. Men i 1979 blev hun ansat på Det Kongelige Teater – en ansættelse, hun havde tænkt skulle vare to år, men så gik tiden, som hun siger. Samme år købte hun også et baghus fra 1624 på Christianshavn med sin mand, hun mødte i 1974. Et hus, hun stadig bor i.

Kirsten: "I 1984 kom jeg i Teaterrådet, og i de fire år, jeg sad der, grundlagde jeg min kærlighed til teatret, fordi det blev meget mere end mit arbejde. Det blev min hobby – en kærlighed, som jeg slet ikke kan undvære, for i de år så jeg ALT, da vi havde besluttet, at en af os SKULLE have besøgt alle de grupper, som søgte om midler, så man ikke bare kasserede dem, før man vidste, hvad de stod for. Så om formiddagen var jeg ude at se børneteater i lange baner, mens jeg selv gik til prøver og spillede om aftenen."

En måned efter Anne Knudsen blev magister i 1981, fik hun sit tredje barn. På et tidspunkt, hvor akademikerarbejdsløsheden var på sit allerhøjeste.

Anne: "Det første år brugte jeg på at være nybagt mor – og mor til tre børn. Samtidig var vi nødt til at flytte fra vores kollegie, og vi fik en ruin af en lejlighed ude på det ydre Nørrebro, som Københavns Kommune skaffede os. Altså med koldt vand og intet badeværelse og noget som helst. Gasradiatorer, der kostede det hvide ud af øjnene at tænde. Og så søgte jeg forskningsstipendier, og der var 300 mennesker, der søgte til hvert enkelt, for der var jo ingen stillinger. Men jeg fik faktisk et. Det var sgu sejt! Et kandidatstipendium på to et halvt år på et forskningsprojekt med Korsika."

Hvordan påvirkede det jeres selvopfattelse, at alt ikke kunne lade sig gøre alligevel?

Anne: "Det betød selvfølgelig, at nu var man virkelig nødt til at stramme balderne og gøre sig umage. Jeg kunne godt indimellem blive lidt bekymret, men når man er ung og stærk, bliver man mest af alt rasende: "jeg skal vise dem, skal jeg". Og det er jo noget, jeg har sagt til mig selv rigtig tit, fra jeg var barn og blev mobbet, og det fungerede også i 80'erne. Jeg skulle bare klare mig, så jeg kunne forsørge mine børn og mig selv. Så jeg præsterede bare. Jeg var virkelig, virkelig, virkelig præstationsliderlig."

1985-90’erne: Vi blev stærke, selvsikre og optimistiske

Anne: "Det mest bemærkelsesværdige, der skete mellem kønnene i 80’erne, var aids, der nærmest blev sidste pind til frisindets ligkiste, fordi det viste sig, at nu kunne man heller ikke have sex til højre og venstre. Nå!"

Kirsten: "Åh, vi mistede så mange."

Hvordan oplevede I, synet var på kvinder i den tid?

Anne: "På det tidspunkt var man jo holdt op med at synes, kvinder var dumme. Og man var ovenikøbet begyndt at sige, at ens begavelse ikke var omvendt proportional med brysterne. Det har jo været et stort problem at have store bryster, for hvordan kan man være klog og seriøs, hvis man har det? Men fra en eller anden gang i 80’erne syntes jeg, at der gik det egentlig også bedre med det. Men man hørte stadig folk sige, at kvinderne havde ligget sig til deres karriere."

Kirsten: "Teatrene havde også noget, der hed "prolongationssofaen". Men jeg har nu aldrig ligget der, og jeg kender heller ikke nogen, der har.

90’erne var præget af kommunismens sammenbrud, der fandt sted ved indgangen til det nye årti.

Kirsten: "Jeg ved lige præcis, hvor jeg var den dag i 89, hvor der blev sagt, at de var begyndt at banke i muren. Jeg kan se det for mig. Jeg sad i en bil med min mand og en af vores venner, der kørte bilen. Vi havde set et stykke på Gladsaxe Teater, da vi pludselig hørte det i radioen. Og vi var helt stille."

Anne: "Jeg sad på en cafe på Korsika og så det i fjernsynet, og jeg var SÅ bange for, at der skulle blive krig. Jeg er jo så gammel, at jeg kan huske 1956 og de der frygtelige billeder fra opstanden i Ungarn. Og 68 i Prag, hvor folk blev slået ihjel på åben gade. Men 90'erne var fantastiske på den måde, for der var en helt ny optimisme, som jo har vist sig at være ilde anbragt. Men pludselig troede man, at verden kunne blive demokratisk."

På det tidspunkt var både Anne Knudsen og Kirsten Olesen kommet til et sted, hvor de trods virkelig meget arbejde var ved at lande i sig selv.

Anne: "40'erne er en PRAGTFULD alder. Folk har så travlt med at tale ondt om 40’erne, men man har meget bedre ro på, og man har meget mere begreb om, hvad man kan. Man er blevet stærkere og mere selvsikker. Der sker noget i den alder."

Kirsten: "Man når til et sted, hvor man kan acceptere sig selv. Man forsøger ikke længere at være en anden end den, man er. Man er ligesom landet et eller andet sted, hvor man siger: her-må-jeg-godt-være. Jeg KAN det her. Det kan lige så godt være mig som en anden, der sidder og bestemmer det her. Jeg har også min mening, og jeg har ret til at komme frem med den. Man ved, hvad det hele handler om. Man har prøvet flere ting, og man er ikke længere bare sådan et ubeskrevet blad, der er på vej."

Anne: "Det var også på det tidspunkt, jeg for alvor begyndte at tjene penge, og det forandrede jo mange ting. Det fik skuldrene til at sænke sig lidt, selvom jeg arbejdede meget. Men det er også i de år, man er stærk."

Fra årtusindeskiftet: Nå, nu har jeg en veninde på 82

Anne: "I 1998 blev jeg chefredaktør på Weekendavisen og fik ansvar for mange millioner og mange mennesker, og så fik jeg desuden en stemme, der kunne tale til 400.000 mennesker. Så har man magt. Og noget, jeg oplevede som interessant, var, at når man bliver magtfuld eller berømt, tiltrækker det samme slags opmærksomhed, som man får, når man er ung og glat i skindet, og det bekræfter jo en, og det, tror jeg, er godt for huden og sundt for neglene og sådan noget, haha. Man behøver ikke at være smuk for at have magt. Det er jo heller ikke en forbrydelse, at folk gerne vil i seng med en, når man er ung og dejlig, vel, og det er heller ikke nogen forbrydelse, at de gerne vil gøre deres hoser grønne hos en, hvis man har magt til faktisk at kunne gøre noget for dem. Men det er bare sjovt, som det ligner hinanden til forveksling. Og jeg har jo haft magt og gjort, hvad jeg kunne for at håndtere den rimeligt og retfærdigt, så jeg kunne se både mig selv og andre i øjnene, og det har du jo også, Kirsten... Hvis man sidder på pengene i Teaterrådet, så har man magt."

Kirsten: "Ja, det er klart. Men rent arbejdsmæssigt føles det ikke sådan, når man bliver ældre som skuespiller, for det bliver sværere at få de gode roller. Man kommer i det, der hedder "moralderen", og det er ikke der, hovedrollerne ligger."

Anne: "Noget af det, der var mest plagsomt, da jeg var i 60'erne, var de der mennesker, der spurgte mig, hvornår jeg skulle holde op, og jeg tænkte, hvad fanden bilder du dig ind? Jeg synes, det er STRENGT at begynde at spørge folk … Man har lyst til at svare folk: "Gud, er der noget galt med min makeup?" For hvis der ikke er noget at indvende mod det, man laver, er det da en UNDERLIG ting at foreslå, at man skal til at holde op med det. Men det gør folk."

2017 blev dog året, hvor hun stoppede som chefredaktør på Weekendavisen.

Anne: "Selvom jeg ikke møder op på et job hver dag, føler jeg ikke, jeg er gået på pension. Når man beder mig om det, skriver jeg jo ting. Og siden jeg fratrådte, har jeg udgivet en bog hvert andet år. Men jeg arbejder ikke nær så meget, som jeg har gjort. Jeg tager den virkelig, virkelig meget med ro, der er mange dage, hvor jeg ikke skriver. Vældig mange mennesker laver jo noget, som man godt kan blive ved med at arbejde lidt med i et lavere tempo, hvis det ikke kræver, at man møder ind hver dag. Så de mere elastiske jobs gør jo også pensionsalder til et elastisk foretagende. Men en skønne dag opdager man formentligt, at nu ER man rent faktisk holdt op med at arbejde."

Kirsten: "Da jeg fyldte 70, kiggede min chef på mig til et MUS-møde og sagde: "Hvad så, Kirsten?" "Jah... hvad mener du?" Jeg vidste jo godt, hvad han mente. Men jeg syntes stadig, at jeg havde noget at byde på. Det synes jeg også, jeg HAR. Han ville gerne have, at jeg selv sagde op, hvis det var. Men han ville da heller ikke fyre mig. Han var glad for at have mig, men det VAR mere besværligt for ham at finde roller. Godt, tænkte jeg, så må jeg gøre det selv. Selvfølgelig er der en naturlig grænse, når du ikke længere kan huske så godt. Men en gang imellem strejfer tanken mig. Jeg kan jo godt mærke, at alle de mennesker, JEG er vokset op sammen med, ikke er der mere. Så på den måde er teatret ikke længere det hjem for mig, som det var engang."

Efter 42 år på Det Kongelige Teater finder hun det stadig udfordrende og lærerigt.

Kirsten: "Nu er jeg den ældste skuespiller på teatret, og det er helt fint. og jeg trives i arbejdet med de yngre generationer – i vores fag arbejder vi jo altid på tværs af aldre. Og det har jeg altid elsket. Det er inspirerende og fornyende. Man bliver udfordret og holdt til ilden. Jeg synes stadig, det er sjovt at være med, men jeg ser det ikke længere som en afhængighed og den eneste livsform."

Hvor finder du så det fællesskab nu, som du før fandt på teatret?

Kirsten: "Det gør jeg i min private omgangskreds. Ja, de ER der jo stadig, selvom de er gået på pension... Men det er da lidt pudsigt med alder, jeg kan konstatere, at tiden går. NÅ, nu har jeg sørme fået en veninde på 82. Lige pludselig så går det stærkt. Men det er ikke noget, man tænker på i det daglige samvær. I virkeligheden mærker man ikke den store forskel. Vi er vokset op sammen og har kendt hinanden gennem et helt liv, og vi bliver ved med at være i de forhold til hinanden, som vi altid har været. Det er ikke en katastrofe at blive ældre. Det er først, hvis man skal trækkes med alvorlig sygdom. Så kan det blive hårdt og tungt."

Når Anne Knudsen og Kirsten Olesen ser tilbage på deres liv og de muligheder, de fik, som deres mødre og bedstemødre ikke havde, ser de det som en gave.

Anne: "Jeg kan blive helt genert over at have været så privilegeret, når jeg kigger på mine egne børn og dem, der er unge i dag, og hvor meget mere begrænsede de er. Vi havde sådan en fornemmelse af, at hvis man ville, så kunne man. Jeg synes, at tiden nu er præget af et sortsyn. Det gælder både klimadebatten, hvor børn vokser op med en opfattelse af, at verden er ved at gå under, og #MeToo, hvor det ikke er nok, at du har sagt undskyld, og så slår vi en streg over det. Folk skal fyres og kastreres, og det minder mig så meget om 70'erne, hvor der skulle udpeges mobbeofre. Jeg synes, at der mangler en optimistisk bevægelse, der tror på, den kan forandre noget."