De er kvinderne bag tv-succesen "Dicte"

Dorte Warnøe Høgh og Ida Maria Rydén kunne ikke fordrage hinanden første gang, de mødtes på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Ida syntes, at Dorte var alt for højtråbende, og Dorte mente, at Ida var pedantisk. Kort sagt lå det ikke lige i kortene, at de mange år senere skulle tilbringe de fleste af deres vågne timer sammen for at bringe Elsebeth Egholms bøger til live på TV 2.

Der skulle gå nogle år, hvor deres veje krydsedes af og til, blandt andet som manuskriptforfattere på TV 2-serien "Hotellet", før de indså, at når det gjaldt arbejde, så var de som skabt for hinanden. Og i dag er de mere sammen, end de er med deres kærester.

Ida:

– Der har da været gange, hvor en kæreste har undret sig over, at vi, efter vi har været sammen hele ugen, vælger at sætte os ned i Torvehallerne fredag aften og drikke champagne sammen.

Dorte:

– Ja, eller at vi skal sms'e til hinanden en hel aften, selvom vi lige har set hinanden. Men jeg har det med Ida, som Hillary Clinton har udtalt om Bill: "Da vi mødtes, begyndte en samtale, som ikke er færdig endnu". Vi taler sammen hele tiden, og nogle gange er det i løsrevne sætninger, som ingen andre ville forstå.

Ida:

– Og så bruger vi meget fra vores egne liv i "Dicte", så selvfølgelig er vi nødt til at tale meget sammen. For eksempel er der en episode, hvor Anne (spillet af Lærke Winther Andersen, red.) skal insemineres. Den kommer fra min egen oplevelse, hvor jeg undrede mig over, at det, der burde være så smukt, nemlig undfangelsen af liv, i stedet var noget med at have grimme sokker på og ligge med udsigt til et arkivskab.

Dorte:

– Vi har mange meninger om det, vi skriver, og for eksempel har vi ladet Dicte have en meget moderne skilsmisse, hvor hun og eksmanden har det godt sammen, sådan som jeg selv har oplevet. I de fleste film eller serier ville man lade dem have det forfærdeligt, fordi en konflikt altid er god på tv, men vi syntes, at det er for letkøbt drama. Så vi har fundet nogle andre smertepunkter til Dicte, og nogle af dem er også inspireret af vores egne liv.

Skaber maskulin energi

Ida sidder tilbagelænet og taler roligt, mens Dorte sidder ret op og speedsnakker, mens hun vælter et par glas i iver. Blandt lighederne kan man nævne, at de begge to har børn – Ida har to, og Dorte har fire inklusive et plejebarn. De har begge oplevet at blive skilt. De har samme uddannelse. Og så hører lighederne op. For Ida er kæreste med en kvinde, Dorte med en mand. Ida har små børn, Dorte har store. Ida har langt glat hår, Dorte har kort krøllet. Ida elsker at have styr på alt, og det ville Dorte også gerne have, men det sker bare ikke, fordi nogle mennesker nok trives bedst med kaos. Som hun siger:

– Ida har to hjernehalvdele, og jeg har én hjernehalvdel, og så har jeg en rosin. Det er en kæmpe befrielse at være sammen med en, der ikke tvinger mig til at bruge rosinen, men lader mig koncentrere mig om den kreative hjernehalvdel.

Ida føler, at de komplementerer hinanden bedst, når det gælder utidig indblanding udefra. For eksempel fra chefer eller andre, der gerne vil bestemme:

– Dortes force er, at hun aldrig giver op, hun bider sig fast som en grævling, til skinnebenet knækker...

Dorte:

– Og du er berømt for dit knivskarpe dramaturgiske overblik, og nogle gange undrer jeg mig over, hvor du har lært det henne. Så kommer jeg i tanke om, at vi gik på samme uddannelse, og jeg nok bare ikke hørte efter...

Ida:

– Vi har fordelt diagnoserne ret fint mellem os, for jeg har klart autistiske træk, som gør at jeg kan huske alle scener i alle afsnit af "Dicte", og Dorte har en blanding af DAMP og Tourettes...

Dorte:

– Hvilke fordele giver det egentlig mig?!Ida tænker lidt, og spiser et jordbær meget langsomt for at trække tiden ud:

– Du kan udmatte alle, så vi til sidst får det, som vi gerne vil have det.

Dorte:

– Vi beundrer hinanden for det, vi kan. Alle andre kan sige, at noget, jeg har skrevet, er dårligt, og jeg er ligeglad, for det er kun Idas mening, der betyder noget. Når vi kritiserer hinanden, så er det altid professionelt, og aldrig personligt.

Ida:

– Og vi bærer ikke nag. Vi kan have haft den sygeste, dårlige dag, og næste morgen møder vi op og starter på en frisk. Måske kan man sige, at vi har en meget maskulin energi, når vi er sammen. Der er ikke, som i mange forhold, en kvinde, der har brug for at evaluere, hvad hun tænkte, at hun følte, at hun tænkte.

Dorte:

– Men du kan græde sprinklertårer flere gange om dagen...

Ida:

– Det er, når jeg bliver hidsig.

Dorte:

– Ja, det er altid mig, der råber og bliver rasende og skælder ud, men du kan i virkeligheden blive mere vred, end jeg overhovedet kan præstere.

Ida:

– Men jeg er bange for alle med vigtige kasketter og er enormt konfliktsky, og så beder jeg Dorte om at ringe op og skælde nogen ud, men så synes jeg på et tidspunkt ikke, at hun skælder dem ud på den rigtige måde, og så tager jeg røret og fortsætter.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: Jeg er opvokset på forskellige sindssygehospitaler

Hinandens musketerer

De har en misundelsesværdig fornemmelse af at være hinandens musketerer, og at det giver en stor sikkerhed, når man skal arbejde med noget så nervespidsnedfilende som at være kreativ på kommando. Før de havde hinanden, skrev Dorte blandt andet manuskripter til film med Per Fly, og Ida lavede en del teater.

– Det var sådan noget med at gå i gøglerbukser, kommenterer Dorte. Kærligt. For der er i deres samtale mere gavmildhed og overbærende kærlighed til hinanden, end mange kvinder kan præstere over for deres mænd på en gennemsnitsdag. Men på ét punkt sætter de grænsen:

Ida:

– Vi krammer ikke, og vi er ikke sådan nogen, der skal røre hinanden.

Dorte:

– Bortset fra dengang på Ibiza, hvor vi skulle sove det uhyggelige sted hos det mærkelige par...

Ida:

– ... Nå ja, det var så uhyggeligt, at vi var nødt til at drikke os fulde, og da jeg så klokken tre om natten uden briller ville finde en pude i sofaen i mørket, kom jeg til at befamle hende, der lå og sov på den, fordi jeg troede, kvindemennesket var en del af møblementet...

Dorte:

– Og så kom du ind og sov i min udtræksseng, hvis jeg lovede, at jeg ikke ville røre dig...

Ida:

– Og da jeg vågnede, lå du med benene tæt slynget om mig... Det var fucking skræmmende.Det mest skræmmende i deres forhold var ifølge Dorte dengang, hun følte, at Ida forlod hende. Godt nok har hun selv sagt op i affekt et par gange, men hun har aldrig slået op med Ida:

– Du blev så optaget af al praktikken omkring serien, at du glemte det kreative, og du glemte mig, og da følte jeg mig ret alene.

Det er tydeligt, at de begge husker episoden, men Ida siger:

– Alle kan jo begå fejl i et forhold, men hvis man virkelig vil hinanden, så finder man ud af det og er forhåbentlig så heldig at blive tilgivet. Den perfekte partner, både i kærlighed og i arbejdsrelationer, er jo en person, der gør én til den bedste version af den, man gerne vil være. Og selvfølgelig er der nedture – og nu har vi arbejdet sammen på "Dicte" i fire år, så der er kun tre år til syv-årskrisen.

Dorte:

– Finder du så de gamle gøglerbukser frem og går ud uden mig og begynder at skrive danseteaterforestillinger?Sæson to af "Dicte" kører over skærmen nu, og Ida og Dorte skal i gang med at skrive endnu en sæson, men denne gang er der kommet andre boller på suppen. Eller – fire nye boller i form af fire tekstforfattere, som skal ind og ligge i den kreative dobbeltseng mellem de to hovedforfattere. Det er sådan, man gør på de fleste amerikanske serier, og Ida og Dorte har valgt at prøve samme model. De er en lille smule nervøse for, hvad det kommer til at gøre ved deres interne, indforståede energi, men det skal nok gå, for som Dorte siger: På en måde lever vi i et arrangeret ægteskab, hvor det ikke er en option, at vi kan blive skilt. For vi har jo et barn, der hedder Dicte.

LÆS OGSÅ: Grådkvalt Ulla Terkelsen i takketale: Vi skal huske Malala

