Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg var otte år gammel, da min far forlod os, mens min lillebror, Anton, var fem.
Var det hårdt for mig, så tror jeg, at det var endnu hårdere for Anton.
For han var som en lille kopi af vores far og fulgte ham overalt. Men en dag var vores far bare væk, uden at vi helt forstod hvorfor. For min mor var sønderknust i tiden efter og havde derfor svært ved at tale om bruddet.
Sammenbidt forsøgte hun at holde styr på det hele. Hun skulle stå for at sælge huset, passe os og sit eget arbejde, så hun var presset. Hun sagde dog flere gange, at det, der var sket, ikke var vores skyld.
Men det er svært at føle sig elsket, når man er blevet forladt af en forælder. Hvis vi havde været vigtige nok, ville vores far jo ikke være gået.
Sådan tror jeg, at både Anton og jeg tænkte.
Vi flyttede fra vores dejlige rækkehus til en lille lejlighed. Vores nye hjem emmede af forladthed, og jeg blev i den tid meget beskyttende over for min lillebror.
Vores far skrev til os i ny og næ. Han havde taget arbejde på et fragtskib og boede i en periode i Sydøstasien.
Han kom aldrig hjem på besøg. Han ringede heller ikke. De første år behandlede Anton de postkort, min far en sjælden gang skrev, som var de stilet personligt til ham.
Han bar dem med sig og hængte dem op på sin opslagstavle. De var hans skat.
Men da han startede i skole, ændrede det sig. Her fik han spørgsmål om vores far, og det var jo Antons ømme punkt.
Da de andre børn opdagede det, blev det kun værre. Der var en hel del utilpassede drenge i Antons klasse. De dannede en klikke og så begyndte mobningen af Anton. Det stod på i flere år indtil den dag, hvor han gav igen.
Han var stærk, men frem for alt var han vred. Efter det ændrede hans status sig, og de drenge, der tidligere mobbede ham, blev i stedet hans venner.
Jeg kunne ikke fordrage de drenge. Jeg prøvede at opmuntre Anton til at få andre venner, men han ville ikke lytte.
Han begyndte i stedet at at opføre sig afstumpet derhjemme. Han var respektløs, holdt op med at hjælpe til og kom og gik, som han ville.
Min mor vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Hun forsøgte at sætte grænser, men Anton ignorerede dem. Så til sidst gav hun op.
Hun havde jo nok at se til, og Anton blev en teenager, som det meget vel kunne ende galt med.
Så kom vores far tilbage. Som ud af det blå, fortalte vores mor os, at han var flyttet tilbage til Danmark og ønskede at se os.
Jeg var 17 på det tidspunkt, og Anton 15. Da min mor åbnede døren for vores far blev der helt stille. Vi kunne dårligt genkende ham. Det, der fulgte, var en følelsesladet og forvirrende tid. Vores far lejede en lejlighed tæt på os, men spiste middag hos os næsten hver aften.
Jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente. Ville han blive, eller ville han pludselig forsvinde igen?
"Jeg forstår godt, hvis I er vrede på mig," sagde han allerede den første aften. "Det har I al ret til at være. Men jeg vil gerne lære jer at kende igen, hvis I vil lade mig..."
Min mor må have været mindst lige så chokeret, som os. Hvor meget vrede og bitterhed må hun ikke have båret rundt på? Men hun lod ham komme til middag, og min fars besøg blev længere, og jeg kunne høre dem tale med hinanden i timevis, når jeg var gået i seng.
Efter nogle måneder flyttede vores far ind hos os igen. Han og vores mor var aldrig blevet skilt, og nu levede de igen som et ægtepar. De virkede glade, ja, næsten nyforelskede.
Alt virkede fint, men jeg gik som på nåle. Hvor længe kunne det fungere?
Jeg turde ikke regne med noget.
Antons kølige attitude begyndte at slå revner, men han søgte også tit konflikt. Vores far satte klare grænser for ham, men han var også tålmodig. Han forsøgte at forklare os, hvorfor han havde forladt os.
Hvor umoden han havde været, da ham og min mor havde mødt hinanden. At han slet ikke havde været klar til det ansvar, som et familieliv indebar.
Hvordan han ikke havde kunnet sove om natten og havde fået angstanfald på sit arbejde. Til sidst vidste han, at han ville ødelægge både sig selv og os, hvis han blev.
Derfor var han rejst. Han håbede, at vi alle ville få det bedre uden en far, der konstant var i krise.
"Jeg ved godt, at det var frygtelig egoistisk, men jeg havde ikke overskud til at tænke på andre end mig selv dengang..."
Som tiden gik, begyndte jeg at tro på, at min far denne gang ville blive, og det gjorde han.
Han holdt fast og tog i den grad del i at få genopbygget vores familie.
I dag er jeg selv gift og har et barn, mens Anton har en dejlig kæreste. Når jeg ser på min bror, er jeg overrasket over, hvor godt det hele endte.
For Anton forlod det dårlige miljø, han var endt i og fandt en anden vej. Min far er skyldig i meget, men han arbejdede hårdt på at genvinde vores tillid, og det lykkedes.
For alt vendte med tiden til det bedre, og vi har det alle godt i dag.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
