Camillas ADHD gav udfordringer, men én ændring i familielivet gjorde forskellen

Som voksen blev Camilla Folkman diagnosticeret med ADHD.

Det kom ikke som en overraskelse, men blev derimod en kærkommen forklaring på et kaotisk ungdomsliv og et omskifteligt voksenliv.

I dag har hun fundet en positiv måde at leve med sin ADHD på, og på mange punkter har hun fundet ro i de ting, der følger med. Den særlige måde, hendes hjerne fungerer på, har givet hende den styrke, der har drevet hende til altid at gå efter det, hun gerne vil – som at hun i dag er selvstændig med sit eget smykkefirma.

Men det har også været en udfordring at vokse op med diagnosen. For når hun kigger tilbage på sine unge år, er hun efterladt med mange spørgsmål, fortæller Camilla til alt.dk.

”Jeg har lavet meget selvransagelse, efter jeg har fundet ud af, at jeg har ADHD. Og når jeg kigger tilbage med voksne øjne, kan jeg godt tænke, hvorfor var der ikke en klokke, der ringede hos min mor og far? Hvorfor vidste de ikke, at der var noget mere galt, end at jeg var vild? Jeg ved godt, man ikke talte lige så meget om diagnoser dengang, men de fandtes jo. Man vidste godt, hvad damp var, som det blev kaldt dengang,” siger hun.

Ib Michaels blodprop satte deres kærlighed på prøve: "Jeg havde mistet ham, jeg elskede"

Forfatter Ib Michael og direktør Hanne Danielsen har efter hans blodprop skullet finde hinanden igen og en ny måde at organisere hverdagen på, men deres kærlighed er stadig stærk og fuld af eventyr.

Hun tror, at det kunne have forhindret meget i hendes ungdomsliv, hvis samfundet havde opdaget tegnene og handlet på dem.

”Jeg skreg jo om hjælp i bund og grund, og jeg var bare et barn.”

En vild ungdom

Når Camilla Folkman tænker tilbage på sin skoletid, husker hun en pige, der mentalt var alle andre steder end i klasseværelset.

”Jeg dagdrømte, og ofte var jeg i gang med at arrangere fester og lave lister over, hvem der skulle med, og hvad jeg skulle købe. Hvis læreren spurgte mig om noget, var jeg slet ikke opmærksom på, hvad der foregik i rummet.”

Hun beskriver, at skolens kedsomhed medførte, at hun ubevidst begyndte at søge spænding andre steder.

”Jeg er fra Østerbro, og hurtigt stiftede jeg bekendtskab med alle ballademagerne i området. Vi var en gruppe på 10-12 stykker, der hang ud sammen. Jeg var omkring 13 år, og drengene i gruppen, der var 20 år, introducerede os andre til konfliktfyldte situationer,” siger hun og uddyber, at det resulterede i en tidlig debut med forskellige rusmidler, der heldigvis ikke blev en langvarig vane.

Hurtigt kom Camilla med i et virvar af kaos, og på et tidspunkt fik gruppens interesser en anden karakter.

”Hvis der var karneval, ungdomsfester eller koncerter, så var vi der udelukkende for at lave ballade. Det lærte drengene mig. Sammen med de andre piger blev jeg inspireret til at opsøge ballade,” siger hun.

Til sidst kunne hun ikke bo hjemme hos sin mor, fordi hendes udskejelser blev for voldsomme.

Min datter har spoleret vores fælles ferieplaner

En læser er ked af, at hendes datter ikke længere vil med på ferie. Hvad kan hun stille op? Det får hun svar på i denne brevkasse.

”Vi var en vild gruppe, der var meget grænsesøgende. Vi var med på den værste. Vi tog bare, hvad vi gerne ville have. Vi var ligeglade, og vi tænkte ikke over konsekvenserne. Jeg havde ingen respekt for autoriteter dengang,” forklarer Camilla.

En hemmelig romance

Da Camilla var 19 år, kom hun ind på pædagoguddannelsen, selvom hun ikke havde gennemført en ungdomsuddannelse. Men skolen manglede elever, og Camilla var motiveret, da hun ansøgte.

Hun gennemførte uddannelsen, endte med at få et 10-tal ved sin afsluttende eksamen, og derefter begyndte hun at arbejde med unge mennesker, der af forskellige årsager havde det svært.

Men en dag føltes jobbet som pædagog for kedeligt, og der skulle ske noget andet. Derfor besluttede Camilla sig for at blive fængselsbetjent i stedet. Men under hendes praktik i et fængsel, skete der noget, der var ildeset blandt kollegaerne.

”Jeg blev kærester med en af de indsatte, og det skabte selvfølgelig en masse drama. Det havde de ikke oplevet før. Der er jo ingen, der går ind til jobbet og tænker, at det skal ende på den måde, men første gang, jeg så ham, vidste jeg bare, at der var noget,” fortæller Camilla.

”Han havde en computer i sin celle, og en dag skrev han til mig, og så kørte den bare. Vi skrev om, hvornår han skulle på udgang, så vi kunne ses. Vi var nærmest kærester derfra.”

I den følgende tid så de to hinanden, hver gang han havde udgang. En enkelt gang tog de på en weekendtur til Tyskland, og det fik konsekvenser for den hemmelige romance.

”Han havde mit pas, fordi vi havde være afsted. En dag blev der lavet et rutinetjek i hans celle, hvor de andre betjente fandt passet. Der var ikke nogen god forklaring på, at han havde det,” forklarer hun og uddyber, at hun stoppede som fængselsbetjent efter episoden.

Men forholdet varede ved, og i dag er Camilla stadig kærester med ham, og sammen har parret to børn.

”Jeg ville slet ikke kunne fungere sammen med en mand udenfor miljøet – altså nu er han jo ude af det – men vi har grundlæggende den samme DNA. Jeg ville være alt for vild i et parforhold med en helt almindelig mand. Jeg ville være for larmende, jeg ville være for meget. Men han er med på alle mine skøre idéer, og han synes bare, at det er lidt charmerende,” siger hun.

”Der er flere af mine kollegaer fra fængslet, der har skrevet til mig efterfølgende, okay, det var virkelig kærlighed.”

Drivkraften

Som voksen fik Camilla endelig svar på de udfordringer, hun havde haft gennem sit liv.

Sofie Stougaard var lige blevet gift, da hun mødte sit livs kærlighed

Sofie Stougaard har elsket sin mand, Torbjørn Rafn, i 33 år. Deres fælles liv begyndte dog først for 30 år siden, da Sofie først måtte afslutte et andet ægteskab, før hun kunne finde sin vej til ham.

”Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg ved godt, det er totalt kliché at sige, men dét har jeg, og der må være en grund til, at alle siger det. I takt med jeg blev ældre, ville jeg gerne vide noget mere om mig selv, og derfor gik jeg til en psykiater. Jeg tænkte, at jeg ville få at vide, at jeg har ADHD. Det kom ikke bag på mig.”

I dag har hun vendt ungdommens vane med at tage, hvad hun ville, til en drivkraft, der hjælper hende med at opnå sine drømme – på helt lovlig vis.

”Det er den, der har drevet mig til at stå med mit smykkefirma på 12. år. Det er den, der har drevet mig til, at jeg bor i en stor, lækker lejlighed ned til vandet. Nu lyder det lidt som pral, men jeg er meget stolt af, hvad jeg har drevet det til,” siger Camilla.

”Jeg opnår mange af de ting, jeg gerne vil, på den måde, jeg vil. Jeg prøver virkelig at udleve mine drømme næsten til fulde.”

Udfordringer i hverdagen

Også i familielivet har klarheden om diagnosen hjulpet Camilla. For der er ét punkt, hvor deres hverdag adskiller sig fra de flestes – og det bunder også i Camillas ADHD.

”Vi bor ikke sammen,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har virkelig mange tanker i mit hoved, og hvis det også roder i mit hjem, så fungerer jeg bare ikke. Det er fint, at jeg skal rydde op efter mig selv og mine børn, men jeg kan ikke gøre det for en mand. Og jeg snakker selv højt, men hvis andre gør det, er det svært for mig at holde til.”

På trods af den særlige konstellation opretholder de stadig andre rutiner, der hører familien til.

”Vi har fælles spisedage, og vi tager på ferier sammen. Men når vi har været på en ferie, er jeg helt udmattet. Jeg kan bruge flere uger på at lade op bagefter.”

Parret boede sammen, indtil deres yngste barn var to år. Da Camilla tog beslutningen og fortalte sin kæreste om det, var han først ked af det, men nu har han også fundet ro i det – og trives i det.

”Han har kendt mig i 17 år, og han synes også, det er hårdt, når han er sammen med mig i lang tid og mærker min indre djævel, når det bliver for meget for mig. Der er bare ting og principper, jeg ikke kan give afkald på på grund af mine helt biologiske udfordringer,” fortæller hun.

Da Anjas mand blev alvorligt syg, tog de et valg, der fik kærligheden til at blomstre igen

Da Anjas mand fik konstateret Parkinsons sygdom, forestillede hun sig, at hun skulle stå ved hans side i medgang og modgang. Men modgangen tog hårdt på forholdet, og det fik parret til at tage en vigtig beslutning.

”Der er mange, som troede, at vi gik fra hinanden, men det gør vi ikke. Der er ingen af os, der er utro eller finder andre, fordi vi grundlæggende har det bedst sådan her. Vores børn trives også i det, og hvis de vil være hos deres far, så er de det, og hvis de savner mig, kommer de herhjem. Der er intet jalousi, for vi ved alle fire, at vi hører sammen.”

Og det hjælper Camilla, at hendes kæreste bakker op om de ting, der gør det nemmere for hende at leve med diagnosen.

”Jeg har brug for struktur i min hverdag, og jeg kan bedst lide, hvis den er forudsigelig. Hvis tingene ikke går som planlagt, så påvirker det mine dage meget. Det er ting, der er ligegyldige for andre, men jeg ryger helt ud af kurs. Andre ville måske tænke, slap nu af, men i en alder af 42 år gider jeg ikke stå i de situationer, hvor jeg giver efter, og det så fylder så meget i mit hoved. Jeg er blevet for klog på, hvordan jeg fungerer, så det er slut med det.”