Sofie var bekymret for at lade sin søn tage på ferie med sin far: ”Jeg indså, at jeg helt klart havde problemer med at slippe kontrollen”
Min søns ustabile far havde ikke været en del af vores liv, og derfor var Villads syv år, før han skulle holde ferie alene med sin far. Det blev en uge fuld af uro for mig, men også en uge, der lærte mig en masse – ikke mindst om mig selv. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg følte en vis bekymring, da jeg vinkede farvel til Villads foran opgangen til vores lejlighed. Der gik han afsted med sin far i hånden på vej til en uges ferie uden mig.
Det ville ikke have været så angstprovokerende for mig, hvis det ikke var fordi, det var første gang Villads skulle på en uges ferie hos sin far i sit syvårige liv. Villads og jeg havde aldrig været adskilt i en uge før.
Villads’ far, David, var forsvundet ud af Villads’ og mit liv, kort efter at Villads blev født. I flere år hørte jeg stort set ikke fra ham. Jeg havde ikke regnet med at skulle være alenemor, men med mine forældres hjælp var det gået, og jeg var meget tæt knyttet til min søn.
David havde kæmpet med angst og depression i mange år, også mens vi var sammen. Efter Villads’ fødsel fik han det dårligere, han begyndte at drikke en del, og til sidst forsvandt han helt. Jeg hørte kun brudstykker fra hans liv undervejs, men i de seneste to-tre år var han begyndt i et behandlingsforløb, der havde hjulpet ham.
Han havde fået sin egen lejlighed, fast job, og han var begyndt at se Villads igen. I begyndelsen var det kun et par timer, så havde vi prøvet med hele dage og weekender, og nu skulle Villads altså være hos David i en hel uge og holde ferie.
David forsikrede mig om, at han havde det meget bedre. Jeg var dog ikke helt overbevist, men jeg håbede det bedste. Villads havde fortalt mig, at hans far havde købt fiskestænger til dem begge, og han glædede sig vildt til at de skulle ud at fiske sammen. Jeg trøstede mig med, at det var godt for Villads at få den slags oplevelser med sin far, og en enkelt dag ved vandet ville vel nok gå, selvom tanken gjorde mig nervøs.
Alle formanede mig om, at jeg skulle nyde min alenetid og gøre gode ting for mig selv, nu hvor jeg kunne. Jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved at følge det råd. Jeg kunne ikke slappe af, selvom jeg prøvede, og efter to dage gav jeg efter og ringede til Villads på FaceTime. Han tonede frem i sit regntøj med en grå himmel og sin nye fiskestang.
"Er det i dag, I er ude og fiske?" spurgte jeg.
"Ja, vi fisker da hver dag, mor," svarede min søn med et stort grin.
"Vi sover også i telt og laver vores egen mad på et bål, det er så sjovt, mor."
Hver dag? I telt? Jeg mærkede panikken, da det gik op for mig, hvad Villads fortalte. Jeg havde troet, de skulle være sammen i Davids lejlighed og så en dag ud og fiske. Men fisketuren var ikke en dagstur. Det var hele ferien, der var en fisketur. Jeg begyndte at ryste af nervøsitet og fik Villads til at give mig sin far telefonen.
Annonse
Det næste, jeg sagde, kom så hurtigt, at jeg ikke længere husker, hvad det var. David undskyldte, hvis der havde været en misforståelse, men hans undskyldning var på ingen måde nok for mig. Min første impuls var at køre ud og hente Villads, men han tryglede mig om at få lov at blive.
I stedet gik jeg i cirkler om mig selv hjemme i lejligheden. Jeg var både vred og bekymret. Jeg syntes bestemt ikke, at David havde sagt, hvad planen med ferien virkelig var, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at han med vilje havde været vag, fordi han vidste, at jeg ville have sagt nej, hvis han fortalte mig, at han og Vilads skulle sove i telt helt alene ude i naturen.
Nu stillede bekymringerne sig i kø. Hvad hvis David drak sig fuld? Hvad hvis han var uopmærksom, fordi han ikke var vant til at være sammen med Villads, og Villads blev væk? Hvad hvis David gik i sort og ikke kunne overskue situationen? Jeg var ved at gå i opløsning resten af ugen.
Da jeg fredag hentede Villads ved busstoppestedet, var det godt nok en glad dreng, der løb mig i møde, men jeg var rasende. Jeg skældte ud på David, der på sin side blev sur og gik sin vej. Over weekenden fik vi mere ro på situationen over sms, og jeg må indrømme, at Villads’ historier fra en uge, han havde oplevet som helt fantastisk, også fik mig til at falde til ro. Jeg vidste godt, at Villads havde savnet at have en far at lave drengeting med. Og intet af det, jeg hørte fra Villads, gav mig grund til bekymring.
Til sidst skrev jeg og inviterede David på aftensmad, noget jeg aldrig havde gjort før. Villads var lykkelig over at sidde med os begge, og David og jeg fik aftalt, at han skulle være mere åben fremover, når han skulle lave noget med Villads. Det lovede han, og jeg måtte erkende, at David havde fået det langt bedre end, jeg vidste. Faktisk virkede han mere rolig og afklaret end dengang, vi var sammen
Da David var gået, og Villads og jeg skulle i seng, tænkte jeg, at jeg også måtte gribe i egen barm. For jeg havde jo helt klart problemer med at slippe kontrollen, når det kom til Villads. Vi havde været så tætte, og Davids exit fra vores liv, havde givet mig så stort et chok, at jeg ikke turde sende Villads ud i verden uden mig. Det gjaldt ikke kun i forhold til David, men også i forhold til skolen og kammerater.
Jeg lovede derfor mig selv, at jeg ville blive bedre til at stole på både Villads, David og mine omgivelser. Det har virket, og det er godt for os alle. På den måde var det ikke kun min søn, der kom på overlevelsestur og lærte noget i den uge.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
