Maries veninde bedrog hende: " Jeg rystede over hele kroppen, da vi tog afsked"

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Marie, Laura og Nikolaj opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det var en lørdag. Jeg skulle mødes på en café med Nikolaj, og jeg havde Sebastian, vores fælles søn på tre år med. 

Sebastian plejede at være hos Nikolaj hver anden weekend, men det var ikke ualmindeligt, at vi en gang imellem mødtes i mine weekender, gik på legeplads eller drak en kop kaffe sammen. 

Læs også

Randi og Sanne var udsat for den samme stalker: ”Han stopper nok først, hvis han finder en anden”

Denne gang havde Nikolaj dog sagt, at han gerne ville mødes, fordi der var noget, han ville fortælle mig.

Nikolaj og jeg var kolleger, da vi mødtes fem år tidligere. Jeg blev øjeblikkeligt vild med ham, allerede den første gang jeg så ham. Han var alt det, min gamle kæreste ikke var: energisk, ambitiøs, flot. 

Han gengældte mine blikke, og en dag, hvor vi mødtes i elevatoren, inviterede han mig ud.

Nikolaj var 34 år gammel og dermed tre år yngre end mig. På vores første date viste det sig, at vi havde meget tilfælles. Vi havde samme uddannelsesbaggrund, kom fra den samme større provinsby, og selvom vores veje aldrig havde krydset der pga. aldersforskellen, så havde vores brødre gået i skole sammen.

Allerede da jeg gik hjem fra den første date, havde jeg sommerfugle i maven. Det var en vidunderlig følelse. Vores flirt på jobbet blev også hedere, og snart var vi sammen hele tiden. 

Det var intenst, men jeg kunne mærke, at jeg ville have mere. Efter det første halve år begyndte jeg at drømme om, at vi flyttede sammen, mødte hinandens familier og blev et rigtigt par. Hver gang jeg nævnte det, slog Nikolaj det hen med en sjov og charmerende bemærkning, og vi endte med at have sex i stedet for at tale om fremtiden. 

Det var i det hele taget altid lidenskabeligt, når vi var sammen, men hver gang Nikolaj var gået, mærkede jeg savnet efter, at vores forhold blev til noget mere. 

I mine øjne kunne to mennesker ikke passe bedre sammen, og selvom vi aldrig fik talt om fremtiden, tog jeg det for givet, at vi var på vej ud i den sammen.

Så begyndte jeg pludseligt og uforklarligt at ændre mig. Jeg blev pirrelig og grådlabil. Jeg havde brug for, at Nikolaj var der, at han holdt om mig, at han sagde, hvad han ville med os, og det endte gang på gang med, at vi skændtes, så det bragede.

Jeg var to en halv måned henne, før jeg fandt ud af, at jeg var gravid. På det tidspunkt var vores forhold allerede ret anspændt, og hvis jeg havde troet, at graviditeten ville ændre på det og knytte os sammen, så tog jeg fejl. 

Jeg var fyldt 38, og jeg vidste med det samme, at jeg ville have barnet. Nikolaj kunne derimod ikke beslutte sig. Det ene øjeblik ville han engagere sig, det næste flygtede han hjem til sin mor.

De første par måneder ventede jeg på, at hans nervøsitet skulle lægge sig. At han ville vælge mig til og tage ansvaret på sig. Det var en svær tid, for jeg havde det samtidig elendigt på grund af kvalme og træthed. Heldigvis havde jeg Laura. 

Vi delte kontor, og hun var min tætteste kollega. Hun kunne se, at jeg ikke havde det godt. Jeg mødte op på arbejde med røde øjne, træt og distræt. Hun spurgte bekymret, hvad der dog var i vejen. 

Det blev den første af mange kaffepauser, hvor vi talte om alt. Især om Nikolaj.

Laura hjalp mig gennem den svære tid under graviditeten. Jeg blev ved med at håbe, at Nikolaj ville komme tilbage til mig, men han trak sig mere og mere væk. I perioder vendte han dog tilbage for fuld kraft. 

Så ville han det hele. Det holdt dog aldrig. Hver gang fik jeg pustet til håbet om en familie sammen med ham, og det gjorde dobbelt så ondt, når han igen flygtede, fordi han ikke kunne beslutte sig.

Jeg var så ked af det i de perioder.

Nikolaj var med til Sebastians fødsel, noget jeg troede for alvor ville være et vendepunkt. Det blev det ikke. 

Læs også

Vigga Bro har ét særligt kærlighedsråd: "Det er underligt koldt, synes de unge"

Han var stadig i tvivl bagefter, og jeg følte hans tvivl som det værste svigt. Desværre holdt den også mit håb i live, for jeg var stadig hamrende forelsket i ham.

Det hjalp altid at tale med Laura. Det var, som om hun så lige igennem Nikolaj. Hun syntes, at han var svag og uansvarlig. Hun var dybt og oprigtigt forarget over hans opførsel, og hendes forargelse hjalp mig til at lægge afstand til ham og få lidt perspektiv på situationen. 

Når jeg var allermest ked af det, fordi jeg sad alene med mit lille barn, var det Laura jeg ringede til. 

Hun var på kort tid blevet min tætteste veninde. Jeg havde aldrig set mig selv som alenemor, men det var det, jeg var blevet. Heldigvis havde jeg et godt netværk i min familie, mine veninder og ikke mindst Laura. 

Selvom de to første år af Sebastians liv gik, var jeg stadig ofte ked af det over Nikolaj. Han havde knust mit hjerte, og tingene imellem os var stadigvæk kaotiske.

I den periode så jeg mindre til Laura. Vores kaffepauser blev færre. Når vi endelig talte sammen, var det, som om hun havde sine tanker et andet sted. 

Travlhed, undskyldte hun sig med, når vi sms’ede. Efterhånden var vores kontakt kun sporadisk, jeg savnede hende og hendes altid skarpe input.

Alligevel fattede jeg nærmest ikke, hvad det var, Nikolaj fortalte mig den dag, hvor Sebastian mødtes på cafeen. Det var, som om han talte et andet sprog, selvom det, han sagde, var klart og tydeligt: "Jeg har mødt en anden. Vi har kendt hinanden i et stykke tid, og vi syntes, at det var bedst, hvis du hørte fra mig selv, hvem det er. Det er Laura."

"Det kan du ikke mene," hviskede jeg med rystende stemme.

Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at slå Nikolaj, men Sebastian sad i mellem os, hvilket var smart tænkt af Nikolaj, slog det mig. "Vi mødte hinanden i byen for et halvt år siden," fortsatte Nikolaj upåvirket. "Det er ret hurtigt blevet seriøst. Vi har købt en lejlighed sammen, som vi overtager fra den første, så vi flytter sammen."

Det svimlede for mig. Ikke nok med at Nikolaj havde scoret min bedste veninde – eller var det omvendt? – nu var han pludselig parat til at slå sig ned og gøre alt det, han aldrig havde været parat til at gøre med mig. Jeg rystede over hele kroppen, da vi tog afsked. Jeg begyndte at gå ned ad gaden med Sebastian i hånden. 

Så vendte jeg om og kaldte på Nikolaj.

"Du må tage Sebastian," sagde jeg, for jeg kunne ganske enkelt ikke holde sammen på mig selv.

Idet jeg gik alene tilbage ned ad gaden, begyndte jeg at græde. Da jeg kom hjem, faldt jeg helt sammen. Jeg var så vred, så ked af det. Jeg følte mig så svigtet, som jeg aldrig havde følt mig før. 

Normalt ville jeg ringe til Laura, når jeg havde det sådan, men det gjorde jeg naturligvis ikke nu. Det ville jeg aldrig komme til at gøre igen. Hvorfor havde hun ikke sagt noget? Jeg følte mig fuldstændig til grin. 

Her havde jeg plapret løs om, hvor umulig Nikolaj var, og hvor umulig jeg selv var, fordi jeg stadig var så dybt forelsket i ham, alt imens hun var begyndt at se ham? 

Jeg følte mig dobbelt bedraget, som en der intet var værd. Jeg forstod intet. Hvad med alle de gange, hvor Laura havde været kritisk over for Nikolaj? Havde hun ikke ment noget af det?

Jeg tog hjem til mine forældre. Fik noget mad og blev lagt i seng af min heldigvis meget forstående mor. 

Da jeg vågnede næste morgen sved følelsen af svigt stadig. Den fyldte alt i mig, men i løbet af dagen gik det op for mig, at det var Laura, jeg følte havde svigtet mig mest. 

Nikolaj havde svigtet mig så mange gange, og i lyset af Lauras svigt, syntes jeg faktisk for første gang bare, at han var latterlig. "Det er da et fremskridt," sagde min mor galgenhumoristisk, og selvom jeg var helt til rotterne, vidste jeg godt, at hun havde ret. Jeg var pludselig helt ligeglad med det fjols til Nikolaj.

Læs også

Jeg kan ikke tilgive min venindes svigt

Til gengæld havde jeg ondt i maven, når jeg tænkte på, at jeg skulle se Laura på jobbet mandag morgen. 

Jeg var så vred på hende, at jeg havde lyst til at stille et arkivskab oven på hende og gå min vej. Med min mors opbakning tog jeg dog en direkte konfrontation med Laura. "Jeg har talt med Nikolaj," sagde jeg. "Og jeg ved alt om jer."

Laura vred sig. "Ja, jeg syntes, at det var bedst, hvis du hørte det fra ham," svarede hun.

"Fordi du var for fej til selv at sige det?" spurgte jeg, og jeg mærkede vreden tage over.

Så skældte jeg Laura ud, som jeg sjældent har skældt nogen ud før. Det føltes så godt.

Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over Lauras og Nikolajs dobbelte svigt. Med mellemrum vendte følelserne tilbage. Så følte jeg mig som et nul, som en, der ikke var værd at elske eller have som veninde. Jeg var mistroisk i nye relationer.

Heldigvis mødte jeg et års tid efter en fyr, der var tålmodig nok til at trænge igennem mit panser. 

Han er i dag min mand, og vi har fået endnu et barn sammen. Nikolaj har ikke ændret sig nævneværdigt. Jeg kan se, at det nu er Laura, der holder sammen på det hele, og for hver gang jeg møder hende, ser hun mere og mere træt ud. 

Jeg misunder hende på ingen måde hendes liv, men jeg har svært ved at have ondt af hende.

I lang tid kunne jeg ikke forholde mig til, at Laura skulle være Sebastians stedmor, men i dag har vi fået en tålelig relation. 

Vi får dog aldrig vores venskab tilbage, men også det er jeg kommet mig over, for i dag er der kommet ro på mit liv, og jeg har heldigvis fundet venner, som aldrig ville drømme om at udsætte mig for det svigt, som Nikolaj og Laura udsatte mig for.