Lisa blev offer for en vindueskigger: Jeg følte mig handlingslammet
Jeg havde undret mig over den ret reserverede genbo, der kun hilste kort, når jeg mødte ham på vejen. Hvilke hemmeligheder han bar på, stod dog klart en aften, hvor jeg var alene hjemme og hørte en mystisk lyd ude fra haven. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da min mand og jeg var sidst i 20’erne, flyttede vi fra lejlighed og til hus, hvor vores børn fik deres egne værelser og en have med rigelig plads. Vi faldt også hurtigt i snak med vores nye naboer, der alle bød os velkomne.
Et midaldrende ægtepar længere nede ad vejen holdt sig dog for sig selv. Manden, der altid gik tur alene med deres hund, sendte kun et reserveret nik, når vi mødte ham. Hvis vi stødte på hans kone, hilste hun med et sødt smil, men fortsatte så enten ind i huset eller ud i sin bil.
Fra de andre naboer kunne vi forstå, at hun arbejdede som nattevagt på et hospital, hvilket forklarede hvorfor deres gardiner ofte var trukket for om dagen. Vi glemte derimod helt at trække gardinerne for vores vinduer om aftenen for nu, hvor vi ikke længere boede i lejlighed, blev vi jo ikke generet af gadelygternes lys eller overboens fjernsyn.
En aften, hvor min mand var ude, og jeg selv sad alene oppe og så fjernsyn, hørte jeg en lyd udenfor i haven og fik en fornemmelse af, at der stod nogen derude i mørket. Selvom jeg kun kunne få øje på min egen refleksion i ruderne, skyndte jeg mig at trække gardinerne for. Lige sådan sikrede jeg mig, at alle vinduer i hele huset var lukkede og hoveddøren låst. Først da min mand kom hjem, slappede jeg af og overbeviste mig selv om, at det have været indbildning.
Et par uger senere manglede der imidlertid et par af mine trusser, som sammen med resten af familiens vasketøj havde hængt på tørresnoren udenfor natten over. Jeg slog det hen med, at de måtte være blevet taget af vinden, og så glemte jeg alt om dem igen.
Men så en aften, da min mand og jeg var gået i seng, hørte vi begge noget, der lød som listende fodtrin uden for vores soveværelsesvindue. Først stivnede vi begge, men vi overvandt os selv og listede ud til hoveddøren. Her nåede vi lige at se skikkelserne af en mand og en hund, der forsvandt om hjørnet fra vores forhave.
Selvom vi næsten var overbeviste om, at det havde været den reserverede hundelufter, følte vi os handlingslammede. Alene tanken om at spørge ham, om det var ham, der stod og lurede gennem vores soveværelsesvindue, forekom helt utænkeligt. Det var jo en uhyrlig anklage, hvis ikke det var ham.
Derfor indviede vi heller ikke vores naboer i vores mistanke. Vi ville ikke risikere at blive stemplet som nogen, der spredte falske rygter om andre i kvarteret. Så vi lod som ingenting og sørgede i stedet for at lukke gardinerne tæt om aftenen.
Da der et par måneder senere blev afholdt vejfest, deltog manden og hans kone ikke. Mens vi sad ved langbordene, og alle efterhånden havde fået lidt indenbords, faldt den hviskende tale på den reserverede hundelufter. Her gik det op for os, at det i mange år havde været en offentlig kendt hemmelighed, at manden vitterligt var vindueskigger. Lige sådan kunne kvinderne tale med om forsvundne trusser fra deres tørresnore. Da vi målløse spurgte, hvorfor man ikke for længst havde politianmeldt manden, lød det tøvende svar, at det jo ville kræve, at man først pågreb ham på fersk gerning.
Her kunne han så påstå, at det var hans hund, der havde taget en afstikker ind i en af vores haver, og at han så havde været nødt til at gå ind for at hente den ud igen. Og hvem havde lyst til at sætte vejens ellers gode naboskab over styr for det? Et andet argument var hensynet til hans kone. Ingen havde lyst til at røbe mandens hemmelighed for hende og dermed true deres ægteskab. Ligesom alle de andre naboer valgte vi derfor også at bevare vores viden som en hemmelighed for manden selv. Når vi mødtes med ham og hans kone på vejen, hilste vi blot hurtigt og gik så videre.
Men selvom der i de efterfølgende år var lange perioder, hvor vi ikke så skyggen af manden, blev det ved med at være lige ubehageligt, at vi aldrig kunne vide os sikre på, om det bare var en gren på et træ, der gav sig udenfor i mørket – eller ham, der igen havde listet sig ind i vores have. Selvom vi ikke længere var bange for, at han ville mere end at glo, føltes det grænseoverskridende. Så da parret flyttede nogle år efter, drog alle et lettelsens suk. Siden forsvandt der da heller ikke flere trusser fra tørresnorene i kvarteret.
Annonse
I dag, hvor villavejen er ved at forvandle sig til et guldbryllupskvarter, har tiderne i samfundet også ændret sig. Man er f.eks. ikke længere så berøringsangst for at tale mere åbent om tingene og påtale seksuelle krænkelser. Når jeg nu ser tilbage på historien med vindueskiggeren, ville jeg ønske, at vi havde haft det samme mod til at konfrontere ham. Og ja, han ville sandsynligvis have benægtet, men formålet skulle heller ikke være at tvinge en tilståelse ud af ham, men at afsløre for ham, at alle kendte til hans hemmelighed.
For mon ikke det ville have afskrækket ham fra at blive ved med at ligge og lure på sine naboer? Man har da lov til håbe, også at han så måske kunne have fået noget hjælp. Det fik vi ikke gjort, og det kan jeg faktisk godt fortryde den dag i dag.
