En læser fortæller: ”Min far trak min mor ned i mørket”
Det var hårdt at være vidne til, hvordan vores fars sygdom også sled min mor ned. Jeg tiggede hende om at søge hjælp, men hun nægtede. Til sidst så jeg ingen anden mulighed end at gå bag hendes ryg. Det har jeg aldrig fortrudt. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Det var en hård besked at få, da min far blev erklæret for dement.
Min far og mor havde på det tidspunkt været gift i 52 år. De var kun midt i 70’erne, og fysisk var de sunde og raske. De var super aktive, og jeg tror faktisk, at de var i bedre form end min søster, Helle, og jeg.
De seneste to-tre år var min far dog blevet mere og mere glemsom. Nu vidste vi så, hvordan det var fat. Vores far vidste det også, men han blev voldsomt irriteret, når vi forsøgte at tale med ham om hans demens diagnose. Han fejlede ikke noget, og vi skulle lade være med at pylre sådan om ham, sagde han.
Når min far ikke var indenfor hørevidde, betroede vores mor os til gengæld, at han udmærket var klar over situationens alvor. Det gjorde ham på samme tid vred og sårbar. Det ene øjeblik kunne han skælde hende hæder og ære fra, det næste øjeblik græd han.
"Det lyder, som om det er mere fremskredent, end vi har troet," sagde min søster stilfærdigt.
Vores mor så ulykkeligt på os og nikkede. Det stod slemt til, og det blev hele tiden værre.
Helle og jeg talte selvfølgelig indbyrdes om, hvordan vi bedst kunne støtte vores forældre og især vores mor, som jo var den, der bar byrden i det daglige. Vi begyndte at kigge forbi en gang om ugen på hver sin dag og ringede alle andre dage, når vi vidste, at vores far tog en middagslur, så vores mor kunne tale frit.
Imens åd demensen sig nådesløs ind på vores fars hjerne. Det var, som om det gik hurtigere og hurtigere. Vores mor begyndte at se slidt ud, og det var ikke så mærkeligt.
Den dag, hvor hun forbød ham at tage ud og gå en tur for sig selv, kylede han en kaffekop efter hende, og så trampede han ellers rasende ud af huset. Vores mor ringede til os, og Helle og jeg styrtede derover for at hjælpe hende med at finde ham. Helle fandt ham en time senere på en villavej i den anden ende af byen, hvor han tågede rundt uden at vide, hvor han var.
Den aften sagde vi til vores mor, at det ikke kunne blive ved på den måde. Vi syntes derfor, at hun skulle prøve at få ham på plejehjem. Det ville hun dog overhovedet ikke høre tale om. Det lå så langt fra hendes opfattelse af, hvordan man behandlede den, man elskede, så det kunne vi godt glemme alt om. Hun var fast besluttet på at passe ham selv. Alt andet ville være et svigt.
I den næste tid var det, som om vores mor skubbede os fra sig. Hun havde mange gode undskyldninger for, hvorfor vi ikke lige skulle kigge forbi, og når det ind imellem alligevel lykkedes os at besøge dem, gjorde hun alt, hvad hun kunne, for at bagatellisere vores fars tilstand. Jeg blev mere og mere overbevist om, at hun løj. Og det gjorde hun selvfølgelig for, at vi ikke igen skulle prøve at presse hende til at sende vores far på plejehjem. Vi havde med andre ord opnået det stik modsatte af, hvad vi ville. Vi var ikke længere en hjælp for vores mor, vi var blevet en trussel.
Annonse
Der gik et år, og det var frygteligt at være vidne til, hvad vores fars sygdom gjorde ved vores mor. Hun kunne ikke længere vige fra hans side. Det var slut med venindebesøg, gymnastikog traveture, for hun vidste aldrig, hvad vores far kunne finde på, hvis hun vendte ryggen til. Hun ville stadig ikke høre tale om plejehjem. Så hellere selv gå i stykker, mens hun levede op til det, hun kaldte for ”sine forpligtelser.”
Jeg havde samme læge som mine forældre, og en dag bad jeg om en samtale med ham. Jeg sagde, at jeg godt vidste, han ikke kunne diskutere mine forældre med mig, men han kunne ikke forhindre mig i at tale. Derfor fortalte jeg ham nu alt om, hvordan det stod til hos mine forældre, men at min søster og jeg ikke kunne overtale vores mor til at gøre det eneste rigtige; nemlig at sende vores far på plejehjem.
"Jamen, tak for informationen," sagde lægen kort, da jeg gik.
Tre uger senere ringede min mor til både Helle og mig og meddelte, at hun var blevet enig med deres læge om, at det var bedst, hvis vores far kom på plejehjem. Jeg fortalte senere Helle, at jeg havde haft en finger med i spillet, men sagde intet til vores mor.
Ikke særlig længe efter var vores far helt væk. Han lever ganske vist endnu, men kan kun ligge i en seng og er ikke til at komme i kontakt med. Vores mor fik til gengæld sit liv tilbage, og som hun sagde til mig fornyelig, gør det jo hverken fra eller til, om hun er hos ham i døgnets 24 timer, som tingene er nu.
Hun og vi besøger ham selvfølgelig fortsat, men hvad lægen sagde til hende dengang, ved jeg stadigvæk ikke. Det kan nu også være lige meget. For vi fik vores livsglade mor tilbage, så vi ikke skulle miste begge vores forældre på én gang. Og bedst af alt hjalp lægen vores mor af med sin skyldfølelse, så hun igen kan blomstre, som det dejlige menneske, hun er.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
