En læser fortæller: "Vores venner valgte mig fra"
Midt i min skilsmisse fra Søren blev jeg valgt fra af vores gode vennepar. Beslutningen gjorde mig både ked af det og vred, for jeg havde jo mere end nogensinde før brug for deres støtte. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg husker tydeligt den torsdag formiddag for snart et år siden. Jeg havde sendt børnene i skole og var gået i gang med at pakke de første flyttekasser. Længe havde jeg udskudt det, for jeg vidste, at det ville blive svært.
Selvom skilsmissen hovedsageligt var min beslutning, gjorde det alligevel ondt. Jeg holdt stadig meget af Søren, han var faren til mine to børn og min trofaste partner igennem 21 år. Jeg elskede vores hyggelige hus, hvor børnene var vokset op, og minderne levede i hver eneste mursten. Nu skulle jeg bo i et lille rækkehus, som på én gang virkede tillokkende og enormt fremmed. Så det var med en klump i halsen, jeg begyndte at pakke mine bøger fra bogreolen ned.
Jeg tvivlede dog ikke på, at beslutningen var den rigtige, for mine følelser for Søren havde alt for længe kun været venskabelige. Så venskabelige, så jeg i sommers havde fået følelser for en kollega. Jeg havde valgt ikke at gå videre med det. I stedet gik vi i parterapi, men efter flere måneder måtte jeg kaste håndklædet i ringet. Jeg elskede simpelthen ikke Søren længere, og som 44-årig kunne den del af livet ikke allerede være slut.
Halvvejs igennem anden flyttekasse gav min mobil et lille bip fra sig. Jeg kastede et blik på den, og kunne se, at beskeden var fra Amalie. Hende og Mads var vores genboer, som vi igennem mange år havde haft en fast fredagstradition med: Om sommeren drinks på terrassen, om vinteren hjemmelavede pizza på skift hos hinanden. Vi havde børn på samme alder, og især da de var små, betød pizzaaftnerne mulighed for lidt socialt samvær for os voksne.
Den seneste tid havde vi dog ikke set meget til Amalie og Mads, for selvom Søren og jeg kom fint ud af med hinanden, føltes det alligevel lidt mærkeligt at holde parmiddage.
Hvad mon Amalie ville nu? Måske havde hun hørt, jeg var ved at pakke mine ting sammen og ville gå en tur? Det gjorde vi indimellem, hvis vi trængte til et pusterum. Jeg tjekkede beskeden: ”Hej Line. Herhjemme er vi selvfølgelig utrolig kede af, at Søren og dig går fra hinanden. Vi har virkelig nydt vores fredagshygge og ferier. Vi er blevet enige om, at vi vælger Søren. Han har brug for gode venner i denne svære tid, og det vil blive alt for mærkeligt, hvis vi også skal ses med dig. Det er ikke noget personligt. Det håber jeg, du har forståelse for.”
Jeg var lamslået. ”Vælge Søren…” Jeg havde slet ikke overvejet, at vores venner ville vælge imellem os. Jeg var chokeret og begyndte at græde. Amalies besked gjorde mig ked af det, men den gjorde mig også vred. For hvorfor skulle jeg gøres til skurken? Vi var to om at blive skilt, to om at kuldsejle et ægteskab. Selvfølgelig var det svært for Søren, det havde jeg stor forståelse for. Men det var faktisk også svært at være den, der måtte gå. Jeg havde også brug for mine venner. Eller mine venner var de jo så åbenbart ikke, viste det sig.
Jeg undlod at svare, for jeg havde nok at se til: Flytning, børn, der var kede af det, møder med banken osv. Jeg fortalte dog Søren om Amalies besked et par aftner senere. Det kom ikke bag på ham, for de havde sagt det samme til ham. De syntes også, det ville være mærkeligt at se os begge, når vi fik nye partnere, eller vi fik en konflikt med hinanden. Det ville sætte dem i en svær situation, mente de.
"Men støtter du den beslutning? Hvad hvis det var dig, der blev valgt fra? Vi ville da heller aldrig vælge imellem vores venner, hvis de gik fra hinanden, vel?"
Det sidste måtte Søren give mig ret i, og han tilbød endda at tale med Mads om det, men jeg afslog. Dels var det ikke hans valg, dels ønskede jeg egentlig ikke at overbevise dem om at beholde mig i deres liv. Måske er det sandt, at i krisetider finder man ud af, hvem ens sande venner er?
Da jeg en måneds tid senere helt tilfældig støtte ind i Amalie i vores lokale supermarked, kunne jeg dog mærke vreden komme brusende. Især da hun undgik øjenkontakt med mig. Jeg lod min kurv stå og stillede mig hen foran hende:
Annonse
"Jeg fik aldrig svaret på din besked. Jeg ville egentlig gerne have sagt, at jeg da ikke håber, du selv kommer til at opleve at miste gode venner, når du har allermest brug for dem. Det føles nemlig ret forfærdeligt," sagde jeg og vendte rundt, før Amalie kunne nå at svare.
Siden har jeg ikke talt med hende, hvilket jeg egentlig heller ikke føler et behov for. De valgte mig fra, da jeg havde allermest brug for støtte, og de valgte mig fra, fordi det var nemmest for dem selv. Ikke fordi min eksmand ønskede det, men fordi de ville føle ubehag ved at have os begge to i deres liv. Men måske også fordi, vi mindede dem om, at parforholdslykken kan krakelere?
Sidst jeg talte med Søren om dem, fortalte han da, at deres interesse for ham også var dalet betydeligt efter, at jeg var flyttet. Så de var egentlig heller ikke venner med os som enkeltindivider, men kun som et par.
"Men måske bliver jeg igen inviteret på pizzaaftner, hvis jeg en dag finder en ny," sagde han ironisk og lo.
Jeg lo med, mens jeg glædede mig over, at Søren og jeg heldigvis stadig kunne grine sammen.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
