Lækker stil på budget

Lækker stil på budget

Line bruger gene lang tid på at søge efter det helt rigtige møbel til en god pris.

Line Reedtz

Sort, hvid og grå får indretningen til at virke eksklusiv, selvom det hele er på budget, synes Line, der med tålmodighed og evnen til at finde interiør til spotpris har indrettet sin lejlighed superlækkert.

Line på 25 år er netop blevet færdiguddannet som dyrlæge, og efter fem år på et københavnsk kollegieværelse er hun vendt tilbage til Aalborg. Hun var heldig at finde en billig lejelejlighed på 60 kvadratmeter helt oppe under taget på fjerde sal i midten af byen. – Det kan godt være, at her er uendeligt mange trapper, men her er til gengæld en fantastisk udsigt, og lejligheden er rigtig hyggelig med skrå vægge og lidt skæve rum, siger Line. Hun er vild med at indrette, men blev som studerende vant til et sparebudget. Således fandt Line en brugt Ikea-sofa på dba.dk og sparede op til en ny chaiselong i samme type, så sofaen blev udvidet til en hyggelig hjørnesofa. Spisebordsstolene er gamle FDB stole, som Line fandt på sine forældres loft og fik sprøjtelakeret. Stolene står sammen med et Ikea bord og en arvet Arne Jacobsen pendel. De fleste andre møbler har Line sparet op til, købt brugt eller fundet på lagersalg. – Jeg bruger lang tid på at nærstudere internettet for gode køb. Det plejer at kunne betale sig. Jeg fandt f.eks. en lækker Louise Roe-pude, der var som ny, til under halv pris af, hvad den koster i butikkerne, fortæller Line begejstret. Over sofaen har Line hængt forskellige print, postkort og flotte sort/hvide foto. – Jeg er især glad for den store Cathrine Raben-Davidsen plakat, som jeg købte i en museumsbutik. Når man ikke har råd til rigtig kunst, er en udstillingsplakat et godt alternativ, siger hun. Line har også som hobby at tage på loppemarkeder, og hun leder især efter gamle plakater, tegninger eller unik keramik, som kan fås for en slik. – Engang fandt jeg en gammel original Ursula-kande til en femmer. Så var lykken gjort, siger Line.

Spisekrogen i stuen består af et billigt bord fra Ikea, en arvet Arne Jacobsen pendel og gamle FDB stole designet af Børge Mogensen. Hendes forældre havde dem stående på loftet i mange

år, og Line har fået dem lakeret sorte.

Line søgte længe efter den rigtige teakskænk til den rigtige pris. Hun fandt den via en Facebook-gruppe, der hedder Retro Antik Lopper. Det bageste billede på teakskænken er et særtryk fra Politiken og et af Lines yndlingsloppefund. L’et er ligeledes et loppefund.

Man opdager ikke, at hjørnesofaen er sat sammen af et nyt og et brugt modul. Line sparede en del penge på løsningen. Tæppet er fra Lines gamle pigeværelse, og bordet fra Designer Zoo har Line sparet op til, mens hun læste. Væglampen er fra Ikea. Den flotte billedvæg er sammensat af print, udklip fra magasiner, postkort og en museumsplakat – alt i rammer fra Tiger. Vasen er fra Kvickly.

I entreen hænger et spejl fra Ikea og en knagerække fra Tiger. Den havde oprindeligt multifarvede knopper, men Line skiftede dem ud med store træperler fra Panduro Hobby.

To billige, men elegante gallerihylder fra Ikea giver nem mulighed for at skifte postkort og print ud efter lyst.

Sort, hvid og grå får indretningen til at virke eksklusiv, selvom det hele er på budget, synes Line.

TIP

Det kan godt betale sig at få en autolakerer til at udføre malerarbejdet. Det giver et langt bedre og mere holdbart resultat, end hvis man selv maler. Men der skal selvfølgelig spares lidt op.

Soveværelset er lyst med en karnap, hvor sengen passer perfekt ind. I Malm kommoderne fra Ikea har Line det meste af sit tøj, da hun syntes, det var dyrt og kedeligt med et stort klædeskab. Resten af tøjet har Line hængende i entreen, og skabe i skunken giver også god opbevaring. Pendlen købte Line brugt. Wegnerstolen har hun fået af sin mor.

To store puder fra Ikea skjuler vandrørene og gør det ud for en sengegavl. Line fandt lampen i gemmerne og spraymalede den sort.

Køkkenet må Line ikke lave om på, da det er en lejelejlighed, men heldigvis var det i de foretrukne farver, sort og hvid.

Køkkenredskaber i stål giver et industrielt præg til køkkenet. Krukken til skeer er fra et loppemarked.

Lines bedste tips

• Hav tålmodighed, og vent gerne tre måneder uden spisebordsstole, indtil de rigtige dukker op.

• Find nips på loppemarkeder i stedet for de fine ting, man falder over i magasiner.

• Køb flotte udstillingsplakater i museumsbutikker. • Tjek dba.dk for andres fejlkøb. Sådan kan du finde lidt dyrere puder fra f.eks. Hay og Louise Roe.

• Lav en flot billedvæg med postkort og billeder, du selv printer ud.

• Indret i sort og hvid med få ting i træ. Det giver et flot og rent look.

• Hold øje med udsalg og lagersalg på de ting, du godt kan lide. Gå evt. ind på firmaernes hjemmesider, og skriv dig op til deres nyhedsmail.

► SE OGSÅ: Flot lejlighed for få penge

► SE OGSÅ: Sådan bruger jeg farver: Støvede nuancer

► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Designer Evalou Hauge