Leif Sylvester er blevet 85 år – og han har meget mere at sige

Leif Sylvester hader at stå stille. 

Ikke sådan i bogstavelig forstand, men når det gælder de ting, han beskæftiger sig med. 

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

Når det hele bliver lidt for meget plejer og lidt for sædvanligt, får han trang til at rykke videre. Ligesom dengang i 1968, hvor han lavede en udstilling med en række andre kunstnere, og en kommenterede, at Leif Sylvesters ting da som sædvanlig var gode.

"Det der sædvanlig kunne jeg ikke lide, så samme aften, hvor jeg var blevet lidt halvfuld, smed jeg alle mine billeder ud på græsplænen og satte ild til hele lortet.

Lige der besluttede jeg aldrig mere at gøre noget sædvanligt eller det, jeg plejede. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg har det sådan, men jeg har været ude for det mange gange i mit liv. Hver gang, det bliver for sædvanligt, så flytter jeg flaget. Så er der ikke mere spænding i det mere. Det har været med til at rykke nogle ting i mit liv," siger Leif Sylvester.

Det har for eksempel betydet, at Leif Sylvester har spredt sit kunstneriske talent over både film, musik og billedkunst. De sidste mange år har han dog koncentreret sig om kunsten, og sådan gætter han på, at det vil forsætte.

For selvom arbejdsrytmen udadtil kan virke ens, så skifter indholdet.

"Det er jo det samme hver dag, hvor jeg går over i mit atelier og arbejder, men det generer mig sgu ikke. Men det kan jeg jo så heller ikke sige endnu, før det igen bliver for sædvanligt."

Leif Sylvester griner. Lige nu er der næsten tomt på væggene i atelieret. For kort tid siden sendte han alle de værker, han har arbejdet på det seneste halvandet år, til Silkeborg til udstillingen ”Som jeg ser det”, der viser hans spændvidde som kunstner. 

Både malerier, bemalede trærelieffer, bronze og farvestrålende keramik blev fragtet fra Sjælland til Jylland, og nu er det tid til at tage en velfortjent pause. Han arbejder stadig på enkelte ting, det kan han slet ikke lade være med, og et nærmere kig viser, at den samfundskritiske stemme stadig har noget, han gerne vil sige. 

Ikke at han som sådan går og tænker over det til daglig, påpeger han, men alligevel sniger der sig en pointe ind i værkerne.

"Jeg laver nogle billeder, som man kunne kalde billeder til tiden eller billeder i tiden. Jeg er meget inspireret af det, der sker omkring mig, og det kommer så ind og ud på mange forskellige måder," siger Leif Sylvester og peger på maleriet foran sig med en vred kylling, som han blev inspireret til, da han hørte om høns, der blev overfodret i deres små bure.

Eller maleriet med titlen 'Den fordrevne' der trækker aktuelle tråde til Gaza og skulpturgruppen af buster kaldet 'De uundværlige' af sygeplejersker og lilleput-trænere og alle de andre hjul, der får samfundet til at dreje rundt.

Gøglet gadeteater

Kunsten har altid været en del af Leif Sylvesters liv. Han blev uddannet tømrer med indbygget håb fra faderen om, at han skulle overtage familieforretningen. 

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Det ville han ikke til faderens store fortrydelse. I stedet søgte han ind i kunsten og sendte sine billeder til efterårsudstillingen på Den Frie og kom i 1969 ind i tredje forsøg, kun for at blive enormt skuffet over det snæversynede miljø, han syntes, han mødte.

"Jeg havde en forventning om, at nu skulle jeg møde sådan nogle rigtige kunstnere, som jeg kunne snakke med og lære en masse af, men de var så forsmåede alle sammen og gik mest op i, hvorfor det ene billede ikke var valgt fremfor det andet til en udstilling," fortæller Leif Sylvester, der dog blev nysgerrig på den ene person, der turde rejse sig op og tale om manglede visioner og højt til loftet.

Det var Erik Clausen, og dagen efter bankede Leif Sylvester på hans dør.

"Lige fra det øjeblik var vi forlovet i mange, mange år. Vi var mere sammen, end vi var sammen med vores familie. Vi var ligesom blodsbrødre. 

Til hans begravelse, brugte jeg ordet livskammerater, og det var vi virkelig. Vi kunne godt være væk fra hinanden i et halvt år, men når vi så mødtes, så gik der fire minutter, så var vi flade af grin over et eller andet, vi havde sammen. 

Vi kunne mærke hinandens ryg, og det var også derfor, vi kunne optræde sammen på den måde, vi gjorde, fordi vi altid vidste nogenlunde, hvad den anden ville gøre," siger Leif Sylvester og henviser til det gadeteater, som vennerne begyndte at optræde med ved siden af, at de arbejdede med deres kunst, hvor de sammen udviklede et gøglet persongalleri, der foldede sig ud i samfundssatiriske sketches.

Leif Sylvester og Erik Clausen arbejdede også sammen på en lang række andre kunstneriske projektet, bl.a. grupperne Clausen og Petersen og Røde Mor samt film som 'Cirkus Casablanca' og 'Mig og Mamma Mia'. 

Parret blev kendt for deres unikke bånd, men i oktober sidste år mistede Leif Sylvester sin kammerat.

"Jeg kan ikke sige én ting, jeg vil huske ham for, for jeg vil huske ham for hele det menneske, han var. Det er jo forfærdeligt at miste en, der er så tæt på dig. Det minder en om, at tiden er gået. Men jeg vil sige det på den måde, at vi sås jo ikke hele tiden. 

Jeg var her i Nordsjælland, og han var i København, og så kørte jeg ind og besøgte ham, og på en eller anden måde synes jeg stadigvæk, at jeg kan gøre det. Jeg ved godt, at han er begravet, men fordi vi ikke var vant til at se hinanden hver dag, er han ikke helt død for mig. 

Vi var livskammerater lige til det sidste, og hver gang vi så hinanden, havde vi nye ideer til, hvad vi nu kunne lave."

Indignationen er intakt

Og netop ideerne er med til at holde Leif Sylvester i gang. En grundnysgerrighed på verden og en lyst til stadig at give sit besyv med er medvirkende til, at han stadig er aktiv i en alder, hvor mange andre har sagt tak for nu til arbejdsmarkedet.

"Jeg har meget, jeg gerne vil sige endnu. Jeg har jo altid sagt, at hvis du ikke har noget at sige, så hold din kæft, og det gælder også mig selv. Derfor er jeg også i perioder holdt op med at lave musik, fordi jeg ikke kunne finde på mere at skrive om. 

Jeg havde skrevet om fred fire gange og kærlighed 12 gange, og så havde jeg ikke mere at sige, og så var det bare "flyt flaget". Men jeg er stadig spændt på, hvad det næste billede, som jeg ikke engang er begyndt på endnu, bliver," siger Leif Sylvester.

Hvor den samfundskritiske sans, der er ligger så dybt i ham, egentlig stammer fra, har Leif Sylvester kun et tøvende svar på. Måske handler det om indignation på egne og andres vegne. Måske en stor retfærdighedssans fra dengang i barndommen, hvor Leif Sylvester blev lukket ude af nogle fællesskaber, eller de mindste fik tæsk på gaden, og han valgte at træde til for at hjælpe.

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Jeg har altid haft et eller andet med retfærdighed, og det er nok mødet med Erik, der gjorde, at det blev rettet ind, så det blev til politik. Ham og et par andre kammerater lavede nogle aktioner, hvor de rendte rundt og skrev på motorvejsbroer, og det, syntes jeg, var spændende. 

Endelig kunne den indignation komme ud, og endelig kunne jeg bruge den til noget," siger Leif Sylvester, hvis rebelske stemme gennem livet har været med til at vise ham selv, hvem han var, og med til, at han kunne se sig selv i spejlet, fordi han brugte den.

"Jeg kan stadig blive indigneret, hvis folk bliver behandlet uretfærdigt, men nu er der efterhånden så stor rod i butikken, at det er svært at afbryde noget eller hjælpe, for det hele er så indviklet. Dengang vi var unge, var det nemmere at tage stilling. 

Alting var mere sort-hvidt. Som for eksempel med Muren. Var du med, eller var du imod? Lige nu er der flere nuancer og mange flere påvirkninger udefra. Dengang var der én tv-kanal, og så talte man om det, der blev vist der," siger Leif Sylvester.

Floden bruser stadig

18. april fylder Leif Sylvester 85 år. Han har stadig et par ting på livets bucket-liste, som han ikke har fået sat flueben ved, men den fysiske formåen har indhentet ham med en dårlig balance og problemer med luften, så turen på tværs af Amerika på hesteryg og flodturen fra Paris til Marseilles må forblive ved drømmen.

"Det er sgu ikke så sjovt, for jeg har jo kunnet alt, du kunne bare sige til. Så det har været svært at acceptere, og jeg glemmer det også. Så er jeg pludselig i gang med et eller andet, og nå ja, det kan jeg sgu så ikke. 

Det er jo det med, at hovedet bliver ved med at være ungt indeni," siger Leif Sylvester, der ikke hæfter sig væsentligt ved tallet på dåbsattesten.

"Nu er jeg jo nået så langt, så nu tager jeg mig ikke af det mere. Jeg har lovet min kone at blive 100 år, og det er jo kun 15 år mere, så det er jo ikke noget, og så er det alligevel meget i forlængelse af de andre år."

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

Leif Sylvester griner igen. Han føler, at alderen har givet ham det liv, han trives bedst i. Med frihed og uden plejer. Og en daglig glæde ved det han laver.

"Den største glæde i mit liv er, at floden stadig bruser, og at den bobler og vil ud. Jeg føler på intet tidspunkt nogen forpligtelser eller nogen stramninger. Min kone har sin hest, og jeg har min kunst, og jeg er kommet dertil nu, at jeg vil tage tingene, som de kommer. 

Jeg har haft det her med, at jeg skal præstere hele tiden, også med min seneste udstilling, men nu vil jeg ikke sætte mig i den situation mere i hele mit liv. Jeg gider ikke at skulle præstere mere, for det bliver tingene ikke bedre af det. 

Det er meget hyggeligere og meget bedre at lege det frem," siger Leif Sylvester, der adspurgt om at sætte nogle ord på et 85 år langt levet liv, svarer:

"Det lykkedes. Så nu vil jeg nyde frugterne af de træer, jeg selv har plantet."