Da Lennart fik millionerstatning efter en ulykke, vidste han, hvad pengene skulle bruges til
Lennart Jacobsen er indhaver af en utrolig samling. For da han fik over to millioner kroner efter en lang og hård kamp for erstatning efter en invaliderende ulykke, vidste han, hvad pengene skulle bruges til: Den enorme Kim Larsen- og Gasolin-samling, som han har bygget op siden 1974. Og som har været med til at give hans liv glæde og indhold.
For enden af den lange grusvej står en mand og misser mod forårssolen.
Han står der for at tage imod, for vi har aftalt, at vi skal se hans enorme samling af Kim Larsen- og Gasolin effekter, som vi har hørt, at han har. Lennart skilter ikke med sin samling, men viser gerne frem for dem, der kan finde vej hertil.
"Kom indenfor," siger han med et stort smil og viser ind i det, der ved første øjekast ligner en almindelig maskinhal. Lige indtil man kommer ind og ser, at der indeni er bygget en isoleret kasse. Inde i den er Lennarts skatkammer.
"Jeg drømte om at få en guldplade. Nu har jeg ti og den 11. er på vej. Hver gang jeg får en, er jeg som et lille barn: Jeg bliver så glad!"
Lennart smiler stort og peger på væggen med indrammede guldplader, der som det første møder én, når man træder ind i det, der nok er Danmarks største samling af Gasolin- og Kim Larsen effekter.
Ordet effekter dækker over fotos, spisesedler fra tabloid-pressen, håndskrevne sange fra nationalskjalden, spolebånd med materiale, der aldrig har været udgivet – og så selvfølgelig en masse plader og covers. Faktisk er det så overvældende og overraskende at møde SÅ meget Gasolin og Kim Larsen på én gang, at man som gæst kun kan gå rundt og sige, "Næh, åh og SE!"
"Jeg har så meget, at jeg glemmer, hvad jeg har, og så genfinder jeg det – og bliver glad for det én gang til. Det er da meget smart," fortæller Lennart med et skævt smil.
Den 58-årige vendelbo og far til fire er et gæstfrit menneske med let til smil. Sådan har han bestemt sig for at være, selvom han, bogstavelig talt, blev slået ud for 13 år siden.
Fem procents chance
Dengang var Lennart smed og kom en dag kørende i sin bil. På fortovet holdt en rendegraver, som netop i det øjeblik Lennart kørte forbi, vendte skovlen rundt – og ramte Lennart. Ikke bare Lennarts bil, men også forruden og Lennart inde bag rattet.
"Jeg gik i sort, men har fået fortalt, at jeg sad i førersædet og grinede, da Falck-folkene kom. Min krop var i forsvar og i chok," fortæller Lennart.
Han var heldig. Selvom der var 95 procents risiko for at dø, blev Lennart ikke stille.
"Det tog tre år at blive genoptrænet, og tæt på ser jeg stadig dobbelt. Alt, hvad jeg gør, er med forsinkelse, og mine børn griner af, at jeg glemmer at slippe håndtaget, når jeg går ud ad en dør, fordi min hjerne opdager det fem sekunder for sent," fortæller Lennart.
Han smiler imens. Ikke fordi det er rart, men fordi han er her endnu og har sin kone og sine børn hos sig. Det tog 10 år at få erstatning og kostede familien en halv million i lån for at komme igennem. Da Lennart endelig modtog 2,6 millioner i erstatning, vidste han godt, hvad pengene skulle bruges til:
"Jeg har været Gasolin- og Kim Larsen fan siden 1974, og jeg har samlet lige så længe. Mens jeg ventede på erstatningen, kørte jeg rundt og samlede spisesedler, når der var noget med Larsen, og det gav mig et indhold. Da erstatningen kom, var min kone helt med på, at jeg skulle bruge pengene på det her..."
Lennart kigger rundt i den omfattende samling og tilføjer, igen med et smil:
"Jeg er godt gift!"
Især én forbindelse har vist sig at være god i jagten på sjældenheder til samlingen.
"Jeg så, at der var en i USA, der havde et par masterbånd til salg, som havde tilhørt Kim Larsen. Det viste sig at være Joe Delia, der var producer, da Kim Larsen tog til New York i begyndelsen af 1980'erne. Joe havde gemt det i sin kælder, da Kim Larsen tog tilbage til Danmark, og meget af det har jeg fået lov til at købe af ham," fortæller Lennart.
Født på engelsk
Kim Larsen boede i Joe Delias lejlighed på Manhattan, hvor han også skrev den originale tekst på engelsk til 'Midt om natten'. Siden oversatte Kim Larsen teksten til dansk og skabte et kæmpehit, men sangen blev født på engelsk.
"Og den historie er sjov for mig, for min ældste søn havde kolik som lille, og jeg lagde mine hovedtelefoner ned til ham og spillede 'Midt om Natten' – og så sov han," fortæller Lennart.
Det er sådan nogle historier, som Lennart synes er spændende at få og fortælle videre. Selvom det her ikke er et museum, og heller ikke bliver det, så viser han gerne frem, hvis folk henvender sig.
"Det gør mig glad, at andre også bliver begejstrede, som I bliver nu. Jeg føler mig på en måde i selskab med Kim Larsen, når jeg går rundt herude, og det er rart. At have den her samling har været med til at give mit liv glæde og indhold, når det nu ikke blev, som jeg troede, det skulle være," slutter Lennart.