Lina Rafn: ”Der var da nogle år, hvor det eneste, jeg ønskede mig, var en veninde”

Helt fra barnsben har Lina Rafn ikke været bange for at skille sig ud. Hun gik klædt, som hun havde lyst til, og hørte den musik, hun elskede.

Også selvom det fik store konsekvenser, at hun langt fra passede ind i fællesskabet med sine jævnaldrende skolekammerater.

Det fortæller den 43-årige musiker i et stort interview i denne uges ALT for damerne:

– Når alle de andre gik rundt i Levi’s 501, Ball-bluser, pilotjakker og med permanentkrøller med en scrunchie oven på hovedet, så havde jeg kort hår og gik i arvet tøj. Selvfølgelig havde jeg en alder, hvor jeg prøvede at passe ind med de der piger, men det gik jo ikke. For fa’en … De hørte Guns N’ Roses, og jeg hørte techno. Og jeg kunne sgu ikke lide det, de kunne lide. Jeg syntes ikke, at det, de talte om, var spændende. Deres værdisæt var ikke mit. Jeg kunne heller ikke forlige mig med den ekskluderende adfærd, der var. At nogle var gode nok til at være med, mens andre ikke var. Lige så snart jeg var det mindste anderledes, så skulle jeg ikke alene lukkes ude, jeg skulle lægges for had.

Så du blev mobbet?

– Er du SINDSSYG! Ja. Jeg var fucking bange. Det at jeg gik til dans, når de andre gik til håndbold, at jeg havde kort hår, når de andre havde langt, og det, at jeg kom i lokalsprøjten, fordi jeg var go’ … Årh, hvor skulle jeg bare fucking dø! De prøvede at få drengene til at banke mig, og jeg kan huske et helt konkret eksempel fra sådan et sodavands-disko-dasko, hvor vagterne kom og sagde: ”Nu lukker vi dig ud ad bagdøren, og så løber du hjem”. Drengene var ved at samle sig for at gi’ mig tæsk, det var helt vildt.

”Fucking stædig”

Derfor har ensomhed også fyldt i Lina Rafns barndom- og ungdomsår. Og her har stædighed været en vigtig drift for hende, fortæller hun.

–  Min barndom og ungdom har bestemt ikke været uden kvaler. Der var en kæmpe ensomhed, en stor sorg og en masse tvivl. Men jeg har også altid været fucking stædig. Netop det med, jeg vil hellere have ret end at være lykkelig. Det tror jeg på en eller anden måde har båret mig igennem. Men der var da nogle år, hvor det eneste, jeg ønskede mig, var en veninde.

Fik du så det?

– Ja, det fik jeg. Faktisk et par stykker. Og så gled vi også fra hinanden.

Hvorfor?

– Jeg valgte det nok …, for jeg blev træt af at høre mig selv sige, at vi skal bare lige et par måneder hen, så er der ikke så meget arbejde i kalenderen, og så kan vi ses. Og så, når man nærmede sig, var der alligevel fyldt på alle hylder. Til sidst holdt jeg op med at lyve. Jeg sagde, hør her, jeg er dedikeret til mit arbejde. Jeg kunne også mærke, at de gange, jeg prioriterede en hvidvinsdate eller en kaffe, så var det ligesom at sidde og tale med Se og hør. Jeg skulle nærmest bare aflægge rapport om, hvad jeg havde lavet, for når du ikke har nogen fælles oplevelser, så bliver det sådan noget med lige at catche up. Alle de rigtige samtaler, dem man har brug for i sit liv, dem havde jeg i tourbussen eller i backstagerummet. Med min kollegaer.

Så dine kollegaer blev dine venner?

– Ja, og dem behøvede jeg ikke give sådan et oprids af, hvad der var foregået, for det vidste de godt, de var en del af det. Så der kunne man tale om kunst, sex, musik eller mad. Ting vi altid taler om i bussen, ha, ha.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor Lina Rafn også fortæller om nogle vigtige selvudviklingsår, om konfrontationer med sine forældre – og hvorfor hun ikke stoler på søde piger.