Linda P: "Jeg havde så meget lyst til at sabotere det for at teste ham"

Første gang Linda P, eller Linda Petersen, som hun formelt hedder, fik en mandlig kæreste efter at have været til kvinder i en årrække og også gift med en kvinde, skrev en fan til hende via Facebook: ”Må man nu ikke være biseksuel mere?” Øh jo, det må du da godt, svarede hun, hvorefter skribenten spurgte, om Linda så i det mindste ikke kunne være sammen med kvinder sideløbende. Det lå ret meget i luften dengang, at hun skulle forklare sig over for dele af sit publikum, fortæller hun, og det samme har hun oplevet, nu hvor hun er blevet mor og lever i et helt ”normalt” parforhold med barnets far. ”Elendige piksutter” skrev en – formodet tidligere – fan til hende i en besked, da nyheden om moderskabet og parforholdet kom ud i medierne. Og faktisk tror Linda P, at hun forstår, hvor de reaktioner kan komme fra. Blandt andet fordi hun selv har været igennem en længere proces med at finde ud af, hvem hun selv er – ikke kun i forhold til seksualitet, men i det hele taget. 

– I Hvidovre, hvor jeg voksede op, var jeg rebellen. Så var der en gruppe, der dansede breakdance, og så blev jeg breaker. Så var det Buffalos, og så var det den, jeg var – en type, men ikke Linda. Du ville kunne lave 20.000 karakterbeskrivelser af mig igennem livet, så hvis folk har lidt problemer med deres identitet, kan jeg godt forstå, hvis det kan gøre lidt ondt at støde på nogen, der synes, de har fået rettet op. 

Og hun lægger ikke skjul på, at hun har fået rettet op, ja faktisk arbejdet med sig selv i en sådan grad, at hun i en periode blev pisseirriterende for folk i hendes omgangskreds. Det var et kollaps på grund af for meget sprut, for mange stoffer og for lidt søvn, der kickstartede processen tilbage i 2013. Hun skulle på scenen på Skanderborg Festival, men hendes krop sagde fra. Efter kollapset begyndte hun at tale med en psykolog om årsagerne til sin vilde livsstil og afhængighed, og så stoppede hun med at drikke. 

– Min verden blev sort/hvid. Jeg skulle ikke drikke, så derfor skulle alle lade være med at drikke. Lige pludselig blev min historie alles historie. Jeg var pisseirriterende. 

Alkohol og stoffer blev skiftet ud med urtete og palæo, og efterhånden som hun fik mere og mere styr på sine lig i lasten, begyndte hun også gavmildt at dele gode råd ud til venner og bekendte, for eksempel om hvad der var galt i deres parforhold, og hvordan de kunne fikse det. Det blev ikke altid taget lige vel imod. I en periode blev psykologen nærmest hendes bedste veninde – i hvert fald lærte hun Linda så godt at kende, at hun en dag sagde, at hun skulle tage at få nogle børn, så hun kunne få hovedet ud af egen røv. Det havde taget overhånd med analyserne, som var blevet til navlepilleri og nærmest en ny afhængighed. 

– Det er enormt befriende, at der slet ikke er tid til at analysere nu, fordi der sidder en lille unge og kigger på mig, og man er bare nødt til at være der, og der er intet, jeg hellere vil.

Linda både tænker og taler hurtigt, men ordene bliver serveret med en afslappet og blød stemme, når hun fortæller om at være blevet mor – selvfølgelig iblandet den karakteristiske vestegnsdialekt, som hun skruer op og ned for i grovhed og mængden af bandeord, når hun står på scenen, laver videoer, film eller tv. Og den del er der blevet tid til igen, nu hvor hendes datter, som blev født i januar måned, er begyndt i dagpleje. Og når hun er på turné udenbys med sit nye show ”Sabotagehunger”, er datteren og hendes barnepige ofte med, hvilket hun betragter som et kæmpe privilegie, samtidig med at hun virkelig nyder at arbejde og stå på scenen foran publikum igen. 

– Nu hvor jeg har en dejlig unge og en dejlig mand, så bliver tiden noget andet. Jeg kan huske, at når jeg var i byen, før jeg blev mor, og mødte en eller anden mor eller far, der var sådan helt glad og iiihh, fordi de var i byen og havde tre timer, så tænkte jeg ”hold kæft, så glad er der da ikke nogen, der er!”. Men nu forstår jeg den der glæde ved lige at have et par timer alene, wuhuu! Har du fået en million tilbage i skat? Nej nej, jeg er bare børnefri i et par timer. 

– Jeg kan også mærke til mine shows, at folk har trængt til at komme ud og have noget at grine af. Jeg kan mærke en fuldstændig magisk energi. 

En urkvinde på comedy-scenen

Umiddelbart efter at Lindas psykolog kærligt, men bestemt anbefalede hende at blive mor, rådede hun hende til at droppe den indre kontrolfreak i den forbindelse.

For man skal ikke tage fejl. Selvom Lindas liv har været vildt og måske ikke hele tiden helt i kontrol, så er det blevet en slags mantra for hende, at ”der skal være styr på det”.  

– Jeg er meget realistisk og ser ting helt oppefra. Det gav sig selv, da jeg sejlede rundt i druk og stoffer, at det ikke skulle være der, jeg fik børn, og det var heller ikke lige efter, jeg stoppede med at drikke og tage stoffer. Jeg skulle lige lande og finde ud af, hvem jeg er. Men jeg har altid været mor, jeg har bare ikke haft et barn. 

Lindas egen opvækst var hos en omsorgsfuld og kærlig mor, men også hos en alkoholikerfar, der svigtede og ikke var til stede. Derfor havde hun lovet sig selv, at de skulle være to om det, når den dag kom. 

– Jeg skulle ikke være alenemor, men kæmpe cadeau til dem, der klarer det, og jeg skulle ikke blive curlingmor – det arbejder jeg stadig på, og jeg skulle ikke have gæld. 

Kontrolgenet har hun fra sin mor, som altid har bakket hende op, har set på løsninger og muligheder, men også har gået med både livrem og seler i forhold til økonomien.

Inden Linda blev gravid, var hun havnet i en situation med en halv million i gæld, fordi hun var blevet snydt af en daværende makker. Den gæld skulle hun bare have banket af, så hun skiftede sin smarte Mini Cooper ud med en brugt Picanto og lancerede en turné. Det var cirka samtidig, hun sagde til sin kæreste, Rasmus, at nu skulle de smide kondomet, hvorefter hun blev gravid dagen efter. Bogstavelig talt. Graviditeten og turneen, hvor hun til sidst stod højgravid på scenen, var en hård tid, men den gav hende en følelse af enorm styrke. 

– Med al empati ud til dem, der går igennem alt muligt, når de er gravide, så havde jeg det skønt. Jeg fik også banket min gæld af og følte mig som en urkvinde, der klarede det hele. Nu har jeg så også fået det barn, som ingen gider høre om, fordi hun har sovet igennem, fra hun blev født. Jeg tror, at det at have børn er, hvad man gør det til. Nu er der selvfølgelig nogen, der læser det her og synes, jeg skal lukke røven, for jeg aner ikke, om jeg får verdens vildeste kolikbarn næste gang. Det ved man ikke, men jeg bilder mig ind, at det er blevet, som jeg ville have det, og at jeg har gjort mit liv lettere ved at forberede mig godt og undersøge ting om søvn for eksempel – at de sover godt om natten, hvis der er mørkt og kedeligt, og man ikke skifter tisseble på dem. Måske havde jeg fået et pisseirriterende barn, hvis det var den tanke, jeg var gået med. Måske har jeg også bare været heldig. 

Lindas datter hedder Nanna efter karakteren i børne-tv-serien af samme navn, som Linda så som barn. Karakteren minder hende så meget om hende selv, da hun var lille. 

Hvem er Linda P

• Født 1984.
• Standupkomiker og skuespiller aktuel med soloshowet ”Sabotagehunger”, som kører indtil ultimo april 2021. 
• Hun har lavet flere one-woman-shows, har haft roller på film, teater og tv og er også kendt for komikerduoen Winne og Karina sammen med Christina Cederqvist. 
• Blev i januar 2020 mor til datteren Nanna og bor sammen sin kæreste og far til Nanna, Rasmus, på Vesterbro i København.

Det var Lindas mor, der fandt den nye kæreste og nu far til Lindas barn. Moren kom hjem fra en ferie på Bornholm sammen med familie og med familiens naboer og venner og fortalte, at hun havde mødt en mand, som hun troede kunne være et godt match. 

– Han er guitarist, sagde hun. Det gider jeg ikke, sagde jeg, så er han sådan en, der boller mange damer. Han er også handicaphjælper, sagde hun så, og så tænkte jeg, at han måske alligevel kunne have hjertet på rette sted. Så begyndte vi at skrive lidt på Facebook, og der klikkede vi med det samme, men han så også skidegodt ud, og jeg gad bare ikke sådan en charlatan.

Linda overvandt den første skepsis, og inden deres første date på Amager sagde hun til sig selv, at hun skulle være 100 procent sig selv og ikke gå på kompromis, som hun har gjort så mange gange før. Så hun mødte op i afslappet tøj og med meget lidt makeup. Han kom med samme indstilling: at han ikke ville spilde tiden på at prøve at være noget, han ikke var. 

– Det var nok lidt for godt til at være sandt, tænkte jeg. Han er garanteret morder eller et eller andet. Både lækker og sidder der med sine kæmpe hænder og er sød og høflig. 

Den ildevarslende titel på showet, som Linda lige nu er aktuel med, ”Sabotagehunger”, er en reference til alle de indgroede forsvarsmekanismer, som stak deres grimme fjæs frem, da hun begyndte at få følelser for Rasmus. For det med at overgive sig til et forhold er ikke hendes spidskompetence, og hun har for vane at lancere en lavine af sabotagegerninger, så snart en relation føles potentielt rart eller tryg.

– Jeg havde så meget lyst til at ødelægge det og sabotere det for at teste ham. Da jeg begyndte at føle noget for ham, var det en refleks at have lyst til drikke mig ned. For jeg kan ikke have det godt! Det har jeg ikke prøvet, og jeg ved slet ikke, hvad det kan – er det ikke bare nemmere at have det dårligt, for det kender jeg, og det er det, der er trygt for mig? 

Selvom Linda har set mange af sine dæmoner i øjnene sammen med sin psykolog, gjorde hun alligevel noget, hun aldrig har gjort før, da hun var alene hjemme i Rasmus’ lejlighed med hans computer, som ikke var låst. Hun kiggede på hans Facebookprofil og ledte efter beviser på, at han knaldede andre kvinder og var et dumt svin, men hun fandt ikke noget. Kun beviser på, at han var en ordentlig fyr. Hun skyndte sig derefter at ringe til ham og tilstå, hvad hun havde gjort. Han blev selvfølgelig sur, men spurgte så, om hun ikke bare kunne tro på, at han virkelig godt kunne lide hende. Men det kunne hun ikke bare sådan, så hun lavede alle mulige andre stunts. Opførte sig mærkeligt. Slukkede sin telefon i flere dage. Men det slog ham ikke ud. 

– Jeg fik bare en krammer. Alle mine andre forhold har været ”dark ’n’ stormy”. Først jagtede jeg en, der ikke rigtig gad have mig, og så blev det piger, og Melissa og jeg skændtes hele tiden. 

Pigen, stodderen og kontrolfreaken

Før Linda mødte Rasmus, havde hun talt med sin psykolog om sine daddy-issues – om hvordan forholdet til faren, som døde i 2011, havde påvirket hende. Det gik op for hende, at fordi hun havde mistet tilliden til sin far, havde hun mistet tilliden til alle mænd. I hendes øjne var mænd ikke interesseret i at opbygge tillidsforhold og ville med garanti svigte. Kvinder var omsorgsfulde, og mænd nogle idioter. Indtil hun fandt ud af, at der er mange søde mænd, og at kvinder også kan være nogle røvhuller. 

– Det med at se tingene i absolutter er så åndssvagt, og det er det også, hvis man hele tiden bilder sig selv ind, at man skal i mål med noget eller kunne sætte en bestemt label på sig selv. 

Ikke desto mindre har Linda selv kæmpet enormt meget med at være noget bestemt og opnå sin fars anerkendelse. 

– Man ved oftest ikke, hvem man er, hvis man har brugt hele sit liv på at fjerne sig fra noget, der gør ondt. For mig var det en alkoholikerfar, der svigtede og sagde, han ville ønske, han ikke havde fået en datter. Jeg prøvede at ligne en dreng, og jeg anede slet ikke, hvem fanden jeg var. Der er så mange, der bruger et helt liv på at forsøge at opnå anerkendelse fra en, der ikke fatter, hvad man går og roder med, og det er så nyttesløst. Hvis min far levede i dag, og jeg fortalte ham, hvordan jeg har haft det, så tror jeg ikke, han ville have en anelse. Men jeg jagtede bare den anerkendelse og prøvede at være en eller anden – en særlig type eller en eller andens kæreste, så jeg bare kunne hægte mig på og være den rolle. Der har været en masse identitetsforvirring. Da jeg var sammen med en kvinde, som jeg holdt meget af, og som jeg stadig holder meget af, var det sandheden for mig. Men der var noget, jeg havde udelukket på grund af min angst for mænd. Så der var noget, jeg skulle udforske der. 

Den første gang, Rasmus skrev en besked med ordene ”jeg elsker dig”, kvitterede Linda med et ”det er pænt af dig, tak”. 

– Jeg har rigtig svært ved de der ting, så jeg skulle først give ham alle sider af mig selv, så jeg var overbevist om, at han kunne rumme både pigen og stodderen, forretningskvinden og hystaden, fjollerikken, kontrolfreaken og ALT det der. Og i virkeligheden handlede det faktisk om, at jeg skulle kunne rumme det selv. Jeg havde før haft kærester, der ikke var så vilde med, at jeg bandede, og jeg skulle rette ryggen. Jeg fik klaustrofobi af at skulle tøjle mig selv, så jeg skulle lige fatte, at – Gud, der er plads til mig her!

I dag er Linda færdig med at teste Rasmus. Sådan da. Men der gik lidt tid, før hun kunne sige ”ja, jeg elsker virkelig også dig”, selvom hun havde gjort det længe.

– Jeg var bare bange for det, fordi jeg tænkte, at han sikkert havde fortrudt det, det dumme svin, hvis jeg sagde, at jeg elskede ham. 

Det er som om, at Lindas karakter Winnie fra Sydhavnen stikker sit ansigt frem i lige det sekund, hvor hun siger ”det dumme svin”. Hun smiler og fortsætter:

– Det var rart at vide, at her var der en, jeg kunne være mig selv sammen med, og jeg måtte godt være skør og udfarende. Jeg kommer til at tænke på et gammelt læserbrev, jeg har set, som er skrevet af en kvinde til en læge i 1940’rne eller sådan noget. Kvinden skriver, at hendes mand har slået hende, og at hendes mor råder hende til ikke at tale om det. Hvad skal hun gøre? Lægen svarer så, at ja, det er nok bedst ikke at tale om det, når nu hun har de hysteriske udskejelser. Det er jo helt vildt, hvordan det så ud engang. 

Et uhyggeligt år

I begyndelsen af sin barsel havde Linda det så fantastisk, at hun tænkte, at hun skulle have syv børn og bare gå hjemme, men efter noget tid begyndte hun at savne sit arbejde og publikum.

Men hvad skulle hendes næste show handle om? Babylykke?

– Det er jo nogle gange lidt sjovere at høre på nogen, der har det dårligt, så jeg var nervøs for, om jeg kunne lave et show, folk gad høre på. Jeg fik hele tiden den tanke, at folk har holdt af mig, fordi jeg var en fuck-up, så hvad kan jeg gøre for, at folk kan lide mig nu? 

Hun kom frem til, at hvis bare hun er helt sig selv – og i øvrigt et ordentligt menneske – så skal publikum nok fatte sympati.

Faktisk er hun blevet sjovere af sit nye liv, når hun selv skal sige det.

– Før var jeg så træt, når jeg gik på scenen. Jeg øvede hele mit show ordret. Hele lortet fire gange igennem, før jeg gik på, uanset om jeg havde lavet det 100 gange. Det var enormt energitappende.

– Denne gang har jeg ikke engang skrevet halvdelen ned. Jeg har taget nogle noter og tager det derudover på gefühl og formulerer det på scenen. Hvorfor? Fordi jeg får lov til at være mig selv. 

Siden Linda er blevet mor, er hendes prioriteringer blevet nogle andre, og navlepilleri eller sammenbrud på grund af usund livsstil eller stress er ikke længere en mulighed. Så da hun ugen før interviewet med ALT for damerne pludselig fik en hyletone for det ene øre, gik hun med det samme i gang med at undersøge, hvor det haltede – og få det fikset. I dette tilfælde fandt hun ud af, at kroppen sendte advarselssignaler, fordi hun var gået på kompromis med noget, der er et vigtigt holdepunkt for hende: julen. For Linda skal december måned nemlig helst være ryddet for aftaler, så hun og familien kan tage sig tid til at hygge – og til at tage på ferie på Gran Canaria i de år, hvor den slags er en mulighed.

– Nanna er hele tiden pejlingspunktet. Hun skal have det godt, og det har hun, hvis mor har det godt, og her havde jeg sagt ja til for meget i en periode, hvor jeg gerne ville have ro. Så jeg lagde fire ud af fem ting ned, og nu er hyletonen væk. 

– Jeg er besat af jul! December måned er en af de få ting, jeg kan huske, fra da jeg var lille, som en tid, hvor der var ro på. Derfor holder jeg så meget af jul.

Hvis Linda skal færdiggøre sætningen ”2020 har været et …”, svarer hun:

– … lærerigt år. Ikke kun fordi jeg er blevet mor, men også i forhold til coronakrisen. Det har været et år, hvor man lige skulle koncentrere sig om nogle andre ting for ikke at blive skør. En måned før alt lukkede ned, sagde jeg til en veninde, at jeg følte mig vildt privilegeret – jeg kan altid få nogle opgaver, altid lave et show – mit fag bliver aldrig ramt! Nu kan vi heldigvis gennemføre turnéen, og der er god plads, og det er sikkert, men jeg har da haft overvejelser om, hvad jeg ellers kan finde på. Vi bliver sgu nødt til at se på, hvad vi kan bruge det til. Man må højst græde i en måned, og så må man stille sig selv spørgsmålet: Hvad gør vi så?

– Men det har også været et uhyggeligt år. Det er sket før, at jeg har oplevet folk være ubegavede, men nu kommer det ligesom op i fjæset 24/7. Det er, når reglerne bliver vigtigere end fornuften, for eksempel når 50 mennesker har samlet sig i en klump, der bevæger fremad i en af de der ensrettede baner i et center, som jeg oplevede i sidste uge. Jeg går så over i den modsatte bane, hvor der ingen mennesker er, og så kommer det: ”Hvor er det bare typisk, at folk ikke kan overholde reglerne”. I går jo tæt sammen! Det er der, hvor jeg tænker, at det altså ikke må blive dummere end højst nødvendigt. 

Vi ved ikke, hvornår det slutter, så bliver nødt til også at snakke om noget andet, mener Linda. Hun har sammen med Rasmus taget en uges detox fra både FB og nyheder, fordi man bliver i for dårligt humør af at læse om det hele tiden. Men hvad har hun selv savnet i 2020?

– Jeg har savnet publikum og at optræde i de små klubber. Det elsker jeg. Men det taler jeg også om i showet – ud over alle de dumme ting, der stadig sker i mit liv: Er der noget, vi savner i hverdagen? Ja, jeg synes godt, at folk kunne være lidt mere krænkede!