Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Sofie, Martin og Marianne opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da jeg lukkede døren bag mig for at tage på en uges ophold hos mine forældre sammen med mine to store børn, havde jeg ingen bekymringer. 

Min mand, Martin, skulle blive hjemme i lejligheden, men der var intet udsædvanligt i det. Martin og jeg havde været sammen i over 20 år. 

Læs også

Cath har et handicap – og det gør 8 ud af 10 danskere usikre omkring hende

Vi arbejdede begge i kreative fag; jeg som layouter på et ugeblad, Martin i reklamebranchen. Vi var kærester, bedste venner og sparringspartnere. I vennekredsen blev vi set som et af de par, der var lykkedes med at skabe det bedste liv. 

Fordi vi havde været så unge, da vi mødte hinanden, havde vi tidligt skaffet os en stor lejlighed midt i byen, som på nuværende tidspunkt var utroligt billig at bo i. 

Vi havde også købt en ødegård i Sverige sammen med et vennepar, vores to store børn var harmoniske og klarede sig godt, og vi havde råd til at rejse. Vi havde i mange år været samlingspunkt for vores vennekreds, fordi vi havde plads i vores lejlighed til, at alle kunne samles. 

Vi havde også flere gange haft venner boende i kortere eller længere tid, hvis de havde manglet tag over hovedet. F.eks. var vores børns unge børnepasser, Marianne, nærmest blevet en del af vores familie. 

Hun boede hos os i en periode, da hun var boligløs og var senere blevet ansat som assistent i Martins reklamefirma. Det var sådan, jeg oplevede, at de fleste så os: rummelige, hjælpsomme og gæstfrie.

Martin og jeg var ellers ret forskellige. Jeg var den detaljeorienterede og huslige. Martin var den festlige med de store armbevægelser. 

Men vores forskelligheder var altid faldet i hak, vi komplementerede hinanden, og vi havde sjældent konflikter. Vores kærlighed havde selvfølgelig udviklet sig fra den tidlige, vilde forelskelse og til et langt mere hverdagspræget samliv, men vi nærede stadig en dyb respekt for hinanden, og jeg fandt stadig Martin meget tiltrækkende. 

Vi havde da også kysset hinanden varmt farvel, inden jeg rejste over til mine forældre, der boede i den modsatte ende af landet, og vi udvekslede sms-er hver dag og aften. Martin havde et stort projekt, han skulle færdiggøre på arbejdet, så det passede ham glimrende at være alene hjemme i en uge.

Den tredje nat hos mine forældre, blev jeg vækket af min telefon, der bimlede i mørket. Jeg så, at klokken var halv tre. Det var vores underbo, der ringede. Jeg svarede fortumlet og forvirret – og også en smule angst. 

Var der mon sket Martin noget? Hvis der var, var det ikke noget, underboen kendte til. Han var til gengæld blevet vækket midt om natten, fordi der trængte vand ned fra vores badeværelse til hans i store mængder. 

Han havde været oppe og banke på vores dør, men ingen havde åbnet. Jeg forklarede febrilsk, at jeg befandt mig i den anden ende af landet, men jeg fik også forklaret ham, at der som regel lå en nøgle under måtten til børnene. 

Jeg havde ham stadig i røret, da han gik ind i vores lejlighed, og jeg sad med tilbageholdt åndedræt i angst for, at han ville finde Martin liggende livløs på gulvet derinde. Men der var ingen Martin. 

Til gengæld fossede vandet ud af vores gamle vaskemaskine, som underboen fik slukket for, og jeg lovede, at en af os ville komme så hurtigt som muligt.

Jeg ringede til Martin flere gange, men hvor han end var, måtte hans telefon være sat på lydløs, for gang på gang fik jeg fat i hans telefonsvarer. 

Klokken havde nu for længst passeret fire om morgenen, og jeg var seriøst bange. Jeg anede ikke mine levende råd, da jeg kom i tanke om, at Martin engang havde sat vores telefoner op, så vi kunne lokalisere hinandens telefon i tilfælde af, at vi tabte den eller lignende. 

Efter lidt teknisk bøvl fandt jeg appen, og jeg satte den til at søge på Martins telefon. Den fandt med det samme Martins telefon, men den var hverken i nærheden af vores adresse eller hans kontor. I stedet var den i en helt anden del af byen. 

Læs også

”Det var først, da han friede, at jeg følte, at så kan du altså virkelig godt lide mig”

Jeg tænkte først, at den måtte være blevet stjålet, og det beroligede mig på ingen måde, men så kom jeg i tanke om, at vi faktisk kendte én, der boede i det kvarter, nemlig Marianne, vores tidligere barnepige og nu Martins assistent.

En spirende uro meldte sig, men jeg var ikke parat til at mærke efter, hvad den handlede om. Det var nu blevet lyst, og jeg skrev en sms til Martin om, at han skulle ringe med det samme.

Øjeblikket efter ringede han søvndrukkent. Han var tydeligvis lige vågnet og havde tændt sin telefon. Jeg spurgte, hvor han var, men da han bedyrede, at han da var hjemme i lejligheden, kunne jeg fortælle ham, at det vidste jeg, at han ikke var. 

Ikke medmindre han var i fuld gang med at tørre vand op på badeværelsesgulvet. Han lød perpleks, men det eneste, han sagde, var, at han ville køre hjem til lejligheden og tørre vandet op med det samme.

Langsomt begyndte sammenhængen at dæmre for mig, men jeg kunne ikke tro, at det var rigtigt. 

Havde Martin sovet hos Marianne? Havde de en affære? Marianne var i starten af 20’erne, så det virkede helt absurd, men samtidig begyndte jeg at tro på det. 

Jeg skrev en besked til Martin og sagde, at vi vist måtte tale alvorligt sammen, når jeg kom tilbage. Hans svar beroligede mig ikke: ”Ja, det tror jeg også” svarede han.

Det var en meget brødbetynget mand, der mødte mig hjemme i lejligheden. Jeg havde ladet børnene blive hos mine forældre, og på vejen hjem havde jeg gjort op med mig selv, at selvom det var et gigantisk svigt, hvis Martin var endt i seng med Marianne efter en sen nat på kontoret, så ville jeg godt kunne tilgive ham. 

Alt det nåede jeg dog aldrig at sige, for Martin lagde alle kortene på bordet med det samme, og det slog benene fuldstændig væk under mig. 

Han og Marianne havde nemlig haft et forhold i lidt over to år, fortalte han. Det var startet før, hun havde fået job i hans firma, og ja, det havde også stået på i den periode, hvor hun havde boet hos os.

Jeg sad overfor Martin i vores sofa og var i totalt chok. Jeg havde mest af alt lyst til at skrige. Jeg følte, at min verden faldt fra hinanden. I to år havde Martin ført mig bag lyset! 

Han havde systematisk løjet for både mig og børnene om sene aftener på kontoret, møder der havde trukket ud og weekendseminarer for ledere. 

Marianne var kommet i vores hjem i løbet af de to år. Hun havde boet i vores gæsteværelse. Martins bedrag var så omfattende, at det tog mig noget tid at forstå omfanget. I teorien forstod jeg godt, at man kunne føle en pludselig tiltrækning til et andet menneske, men det her var noget andet. 

Det var to års løgne, fortielser og svigt. I to år havde min bedste ven og livspartner valgt at lyve over for mig.

Martin bedyrede, at han var mindst lige så ked af det som mig. Det havde aldrig været hans hensigt at svigte, men hans forhold til Marianne havde udviklet sig i en anden retning, end han havde forudset. 

Han havde hele tiden haft til hensigt at indrømme sin skyld over for mig, men tiden var bare gået, og han havde ikke fået det gjort. 

Da han sagde det med tiden, der var gået, så jeg rødt. Det var den dårligste undskyldning, jeg nogensinde havde hørt. Og selvom der ikke fandtes en god undskyldning for hans opførsel, havde jeg alligevel forventet mig mere af ham. 

Jeg bad ham pakke sine ting og flytte ud på stedet. Jeg kunne ikke holde ud at se ham for mine øjne. 

Nu var det Martins tur til at blive chokeret. Han havde jo indrømmet alt, bedyrede han. Han var parat til at afslutte forholdet til Marianne med det samme. Så kunne vi vel tale om tingene og finde ud af det? 

Det var som om, jeg slet ikke kunne kende min mand gennem 20 år igen. Jeg spurgte ham, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde afsløret ham, og da han ikke kunne svare på det, mærkede jeg, hvor rasende jeg var. 

Det var min vrede, der holdt mig oppe gennem hele separationen og skilsmissen fra Martin. 

Fra venskab til ægteskab: Her er Mille Lehfeldts private kærlighed

Hans svigt gjorde mig også ulykkelig, og jeg følte mig trampet på, men vreden overtrumfede det meste af tiden de andre følelser. Ikke mindst fordi Martin ikke lod til at forstå, at hans handlinger havde konsekvenser. 

Han forventede at tage børnene med på påskeferie hos mine forældre og blev såret, da de fortalte ham, at de ikke havde lyst til at se ham. På samme måde forventede han, at han og jeg stadig kunne hyggesnakke, når han hentede børnene. 

I hans verdensforståelse havde han gjort det rigtige ved at indrømme alt med det samme, og det burde slå en streg over hans handlinger, som han selv forklarede det. Det var bare slet ikke sådan, jeg havde det.

Jeg vendte ikke min vrede indad, men var meget åben over for mine omgivelser om, hvad der var sket. Det overraskede mange, men jeg følte ikke, at det var mig, der havde noget at skamme mig over. 

Min åbenhed gjorde til gengæld, at mange kvinder åbnede op over for mig om, at de selv havde været udsat for utroskab – eller været utro. Deres historier har ikke fået mig til at tilgive Martin, men de har gjort, at jeg har følt mig mindre alene. 

Jeg har ikke på et eneste tidspunkt haft lyst til at gå tilbage til Martin. Det eneste, jeg har haft lyst til, er at bygge et nyt liv for mig og børnene, og det har jeg gjort. 

Et liv, hvor vi kan stole på hinanden, og hvor mine børn ved, at jeg aldrig kommer til at svigte dem eller lyve over for dem.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.