Lisbet Dahl blev mor som 19-årig og 44-årig: Dette var den største forskel

0-10 år (1946-1956): Glad pige og gamle harper

"Jeg var en lykkelig lille pige, også selv om mine forældre blev skilt, da jeg var tre år. Det rørte mig ikke, for jeg var sammen med min far så meget, det var muligt, resten af hans liv. Jeg gik i skole, for det var der ingen diskussion om, at man skulle. Jeg kunne nu også godt lide det sociale, jeg havde med kammeraterne, men der var en del gamle harper blandt lærerne. Jeg havde heldigvis en sød mor, som var god til at tale med mig."

10-20 år (1956-1966): Skuespiller og teenage-mor

"Jeg tror ikke, jeg var til at holde ud som teenager. Jo, i skolen gik det fint nok, men jeg kan huske, at min mor ved en enkelt lejlighed er løbet gennem stuen efter mig med en bøjle, selv om hun ikke havde for vane at slå mig. Jeg var dog ikke typen, der gik til fest, for det var jeg for genert til.

Efter 10. klasse kom jeg til at stå i forretning og sælge dametøj på Gl. Kongevej hos Hr og fru Schiøler. Det varede nu ikke så længe, for jeg ville være skuespiller. Jeg var også i huset et år, og samtidig tog jeg timer hos Søren Weiss. Det gjorde jeg kun i tre måneder, så vurderede han, at jeg var klar til at gå til optagelsesprøve. Han mente, jeg skulle søge Det Kongelige Teaters Elevskole, men det ville jeg ikke. Heller ikke Odense, for der sad min far i en høj stilling. Næ, jeg ville til Aalborg, for der var Karen Marie Løwert, som havde meget succes. Jeg var 17 år og blev optaget i første forsøg og havde det vidunderligt. Jeg kunne jo sejle hjem med færgen til Sjælland på en nat, hvis jeg ville.

Jeg fik mit første barn, da jeg var 19 år. Det var en stor omvæltning, og der blev jeg voksen. Heldigvis fik jeg god hjælp fra Mødrehjælpen, som gav mig en lejlighed, husholdningspenge og børnetøj, for som elev tjente jeg kun 175 kroner om måneden. Men det er jo også snart 60 år siden. Tænk, jeg har en datter på 56 år."

20-30 år (1966-1976): Vi hyggede os

"Jeg var alene med Louise fra begyndelsen, og da jeg var 21, fik jeg Jacob. Det lyder forkert, når jeg siger, at det ikke drejede sig ret meget om børnene, men de blev passet i dagtimerne hos private, og hvis jeg var på scenen, hentede jeg dem først klokken 23 sovende i barnevognen. Dengang var der ingen barsel, og man startede typisk prøver 14 dage efter, man havde født.

Jeg havde et familieliv ved siden af teatret, for jeg er ikke den type, der er så henført af min kunst, at jeg ikke kan lave en gang kartoffelmos. Jo, vi hyggede os, og fire år senere fik jeg Martine og mødte min første mand. Det gik stærkt, for vi gik bare op på rådhuset og giftede os, hvilket, hans forældre syntes, var helt forfærdeligt. Mine forældre sagde vist bare tillykke."

30-40 år (1976-1986): Fantastisk og forfærdeligt

"Jeg var kommet til Cirkusrevyen som skuespiller, da jeg var i slutningen af 20’erne, mens Preben Kaas ejede den, og vi blev gift nogle år senere. Jeg gik hjemme i en periode, for det ville Preben gerne have. Hver gang jeg blev tilbudt et job, sagde han: ”Nej, det skal du ikke tage, det er noget lort”.

Jeg er ikke den, der partout skal på scenen og tiljubles af publikum, så jeg blev hjemme med børnene. Det var både fantastiske og forfærdelige fire år. Preben var et pragtfuldt menneske med stor humor, men det gik ned ad bakke for ham i den periode både med hans helbred og med økonomien, og til sidst solgte han Cirkusrevyen for to kroner og en gråpære. Alle hans venner svigtede ham, og så kan man jo diskutere hvor meget venner, de var. Til sidst tog han livet af sig. Efter et par måneder tog jeg mig sammen og rejste mig."

40-50 år (1986-1996): Gammelfødende

"Jeg fik to efternølere. Først fik jeg Elizabeth. Så mødte jeg Claus Wolter, som var lydmand på ABC-Teatret. Jeg skulle på turne med forestillingen Den grønne elevator, hvor Claus var lydmand, og der vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Vi blev meget forelskede, og da min datter, Louise, kom hjem med sin lille datter på armen, og jeg sad med hende, tænkte jeg: ”Hold kæft, det er jeg god til det her. Jeg skal have en til”. Claus var ikke med på den, for han syntes ikke, det var en god verden at sætte børn ind i, men så sagde jeg: ”Kom nu, lad vær, at være så sur”, og så fik vi Gustav.

Jeg var 44, da jeg fik ham, og de kaldte mig ”gammelfødende” på hospitalet. Jeg mærkede nu ikke forskel, fra da jeg fødte den første som 19-årig. Den største forskel var, at jeg havde mere tid og flere penge og arbejdede mindre, end da jeg var 19 år og kæmpede for at få foden indenfor. De to yngste fik mere af min tid, end de tre ældste havde fået."

50-60 år (1996-2006): Den sidste ægtemand

"Officielt har jeg været single, siden jeg blev skilt fra min sidste mand i 2000, da jeg var 54 år. Der er i hvert fald aldrig nogen, der har opdaget andet, og det passer mig fint. Nu bestemmer jeg selv, og der er ingen, der kan blive sure over, at jeg gør noget uden at spørge dem først. Det er ikke nemt at være gift med en dame, som tjener mere end sin mand, og som vil bestemme alting selv. At være gift med mig er lidt som at være gift med en mand.

Når vi var ude, kom folk også altid over og talte med mig. Sådan var det hver gang, og jeg kan godt forstå, at det var svært for mine mænd. Når jeg ser tilbage, ville jeg dog ønske, at jeg kun havde haft én mand – ikke at der er en bestemt af mine eks’er, jeg foretrækker – men det giver en tryghed og fortrolighed at have ét menneske at dele livet med på godt og ondt. Sådan blev det ikke. Til gengæld har jeg fået fem skønne børn, ni børnebørn og to oldebørn."

60-70 år (2006-2016): At få folk til at le

"Jeg har næsten haft små børn hele mit liv, og det havde jeg pludselig ikke mere. Men i den alder lavede jeg også Cirkusrevy hvert år. Det føles ikke hårdt, når man gør det sommer efter sommer. Jeg elsker tempoet og variationen i revyer, og at alt kan lade sig gøre. Der er ingen begrænsninger i revyen, og så er det morsomt. Jeg elsker at få folk til at le."

70- år (2016-): Ny revy og eksploderende tæer

"Jeg valgte selv at forlade Cirkusrevyen efter under corona at have siddet i mit sommerhus og tænkt, at jeg ikke ville fortsætte. Men en dag ringede James Price så og brokkede sig over, at han også skulle stoppe i Cirkusrevyen, og da jeg spurgte: ”Hvad skal vi så finde på?”, svarede han: ”Hvad med revy i Tivoli?” Heldigvis er vi i en branche, hvor vi kan blive ved, til vi ikke kan stå på benene mere, for Tivoli sagde ja til vores forslag. Jeg kan dog godt mærke her på den anden side af corona, at jeg har svært ved at komme op på de høje hæle igen. Det føles som om, mine tæer er ved at eksplodere."