Lisbeth Wulff: "Amors pil ramte ret heftigt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var ved et rækkehus i Birkerød, hvor vi boede, indtil jeg var fire år, og vi flyttede til Lesotho i det sydlige Afrika. Der boede vi i to og et halvt år, og jeg gik i børnehave og siden i børnehaveklasse på en engelsk privatskole med kæft, trit og retning. Jeg husker det rigtig godt, og hvis jeg var tegner, ville jeg stadig kunne tegne vores hus, min skole med de lange gange, det blanke kolde gulv, vi sad på i klassens time, vores skoleuniformer, træet i haven, mine kammerater og min cykel."

"Jeg flyttede hjem med min mor og storebror, da mine forældre blev separeret. Jeg syntes, det var en meget dårlig idé, for jeg havde ikke nogen erindring om ”hjem”, og det var lidt af en kulturforskrækkelse at komme hjem til Birkerød. Heldigvis havde jeg min mormor og morfar i nærheden, og de havde selv boet ude i verden, så de var en god hjælp for mig i overgangen til den danske kultur. Der var så meget, jeg skulle forstå."

"Jeg kan for eksempel huske, at jeg engang var til en børnefødselsdag, lige efter vi var kommet hjem. Den foregik i kælderen under et parcelhus, hvor vi sad ved et langbord og fik kakao. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville have mere kakao, og så smed jeg den kolde sjat ud på cementgulvet. På det tidspunkt havde jeg formentligt aldrig siddet i en kælder før, og jeg fik så meget skældud, uden at jeg forstod hvorfor. Jeg faldt dog godt til i Birkerød, men jeg savnede min far og mit hjem i Lesotho. Dengang havde vi ikke så meget som en fax, så vi var ikke i daglig kontakt med ham."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid vidst, at jeg skulle være skuespiller. Også som barn var det min måde at være til på. Det var ikke fordi, jeg havde behov for, at folk kiggede på mig, men jeg kunne godt lide at sætte noget op, så folk skulle få noget at vide af mig. Jeg lavede også ofte mit skolearbejde som optrædener. Jeg kunne for eksempel sagtens spille en rolle for at formidle en historisk opgave. I gymnasiet kom jeg en periode i tvivl, om jeg turde blive skuespiller, for det var jo en usikker tilværelse, så jeg overvejede at læse spansk og få mig en ordentlig uddannelse. Efter gymnasiet rejste jeg langt væk, og på et bjerg i junglen gik det op for mig, hvad jeg skulle, når jeg kom tilbage til Danmark. Jeg fandt ud at, at jeg er skuespiller. Jeg kom ind på teaterskolen i første hug. Jeg har aldrig fortrudt min levevej, selv om jeg indimellem godt kan misunde folk med mere stabile arbejdsliv."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"I mit arbejdsliv har Bodil Jørgensen betydet meget for mig. Jeg læste hos hende som forberedelse til optagelsesprøven på teaterskolen for 32 år siden. Hun er ikke sådan en vejleder, der fortæller dig, hvad du skal gøre, men hele hendes væremåde er inspirerende, og måden hun er omkring andre mennesker. Det ligger også naturligt til mig at være ordentlig over for andre, men hun har også en usnobbet tilgang til arbejdet og mener ikke, at nogen er finere end andre. I hendes verden taler man lige så meget med teknikerne som med skuespillerkollegerne, og det er så vigtigt at være sådan. Når man arbejder på et projekt, er man et team, og det må ikke være egostyret. Det er Bodil aldrig."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Min mand – og mange andre, men det er ham, jeg tænker på, når du spørger. Vi mødtes på teaterskolen, hvor han gik to år under mig. Jeg tog mig lidt af Rasmus, da han startede, for han var ny i Aarhus, så jeg viste ham, hvor folkeregisteret lå og den slags. Vi kendte hinanden ret godt, men vi havde faktisk aldrig flirtet. På mit sidste år på skolen ramte Amors pil dog ret heftigt."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"For et par år siden fik jeg hjernerystelse. Jeg var med i en forestilling på teaterscenen Edison, men en uge inden premieren faldt jeg på scenen og slog hovedet ned i en bordkant. Jeg kom på skadestuen og havde fået en hjernerystelse. Man kan ikke sammenligne det med noget – heller ikke med andre menneskers hjernerystelser. Det var en vild hovedpine og ligesom at have en hjelm på. Jeg havde et langt forløb, hvor jeg var oversensitiv over for lyde, andre mennesker, computerskærme og mit arbejde."

"Mit hoved blev så hurtigt mæt, og jeg måtte hele tiden lægge mig ned og lukke øjnene. Det var ikke psykisk – det var en urfølelse af ikke at kunne, ikke at magte og ikke at overkomme. Jeg hørte mange historier om mennesker, der ikke blev raske efter en hjernerystelse, og det var hårdt at ligge der med tanken om, at jeg måske ikke fik mit hoved tilbage. Men i stedet for at lade mig overmande af frygt, accepterede jeg meget hurtigt min situation. Jeg fik også behandlinger af kraniosakralterapeuter og neurologer, men i længden kan du ikke handle dig ud af en hjernerystelse, så jeg måtte være tålmodig de otte måneder, det varede."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Der er mange kaptajner, og vi skifter ofte kasket. Vi har vores søn på 15 år, og han har også en kasket, han tager på engang imellem. Men det ligger både til Ramus og mig, at vi sagtens kan bestemme, men vi kan også sagtens lade være. Vi kan være dominerende og det modsatte. Vi gør også mange ting sammen, for når den ene vil prøve noget af, får den anden også lyst, så vi er engagerede i hinandens livsvalg og har en ægte interesse i hinandens liv; yoga, fodbold og dans. Vi elsker begge at danse og sætter ofte pladespilleren i gang og danser derhjemme. Hvis der er rigtig fest, ser man os også altid på dansegulvet."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til at være med i den nye sæson af Borgen, hvor jeg stadig har min lille fine rolle som Pia Munk fra TV1. Det har været så rørende og skægt at være en del af holdet igen. Da vi havde sidste arbejdsdag på sæson 3 for ni år siden, sagde vi farvel og tak til Borgen og afsluttede en epoke. Men så begyndte rygterne at løbe for nogle år siden om en sæson 4. Når man så mødes igen, sker der noget særligt."

"Det føles som om, det var i går, men samtidig som om, der er gået et helt liv siden. De erfaringer, vi har gjort os siden sidst, kan vi bruge i vores roller, og det har været en smuk oplevelse. Efter sæson 3 kunne jeg godt mærke, at serien kørte i Frankrig og Belgien, efter den havde været vist på DR, for pludselig begyndte jeg at blive genkendt i lufthavne af folk, der sagde: ”Are you Pia Munk?”. Det bliver endnu mere i sæson 4, fordi serien skal vises på både DR og bagefter ligger på Netflix, hvilket vil sige, vi kan nå ud til milliarder af mennesker."

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."

"Yoga blandt mange andre ting. Jeg havde ret travlt med arbejde på tv-serien Jul med Trines mor under første corona-nedlukning, da alle andre gik rundt i joggingtøj. Men under anden nedlukning kunne jeg pludselig se, hvad de mente, og jeg kom med i corona-joggingbanden og forstod, hvad folk talte om, når de sagde, hvad det gav dem at være derhjemme og lave mindre. Jeg havde et halvt år til at gå og tænke over, hvad jeg havde brug for i livet."

"Jeg blev meget tiltrukket af en bestemt form for yoga, nemlig kundalini yoga. Det handler om at vække sine sanser og få energi gennem vejrtrækningsøvelser, meditation og bevægelse. Jeg mødte en gruppe yoga-entusiaster i Berlin og begyndte at følge deres undervisning en weekend om måneden enten i Berlin eller på zoom. Det var ti timer hver fredag, lørdag og søndag og op klokken fire om morgenen til solopgangsyoga. Det var så fedt at bruge sin tid på, når man ikke kunne så meget andet. Alvorligt og intenst. Det er ikke bare hygge-yoga. Yogaen giver mig ro og hvile, så mon ikke det bliver et sted, jeg søger hen fremover."