– Jeg var 14, da jeg kom på behandlingshjem og lærte ægteparret Karen og Børge at kende. Karen var min pædagog og Børge min klasselærer. De inviterede mig hjem i deres venstreorienterede hippiehjem med sauna, kæmpe flydere og vægge plastret til med bøger, tegneserier og jazzmusik. Det var dér, jeg første gang stiftede bekendtskab med Karen Blixens litteratur. Jeg fik lov til at låne deres bøger, og så læste jeg simpelthen alt, Karen Blixen havde skrevet. Jeg kommer fra et meget fattigt og uddannelsesfjernt hjem, så da jeg blev præsenteret for det her forfatterskab, blev jeg nærmest sygeligt besat af det. Karen og Børge vækkede min intellektuelle sult. Og det var bare som at hælde vand på en tør svamp.
– Jeg var sindssygt god til at dagdrømme, da jeg var yngre, og de var formet af de fortællinger, jeg havde læst af Karen Blixen. Hendes fortællinger om Afrika og ulykkeligt forelskede piger fra overklassemiljøet fik mig til at forsvinde ind i fantasien og glemme alle problemerne på Lolland. Jeg drømte om at blive hende, men jeg kunne også spejle mig i hende. Hun havde en far, der begik selvmord, og var syg en stor del af sit liv, så hendes liv havde heller ikke været ukompliceret. For mig har hun været en rollemodel, der har formået at skabe sig et liv. At blive til noget, og det var inspirerende for mig. Bøgerne og de mennesker, der introducerede mig til dem, har en stor fortjeneste i, at jeg er kommet væk fra det miljø, jeg er vokset op i.
– Siden mine tidlige 20'ere har jeg gjort det til en årlig tradition at besøge hendes hjem og have, som jo i virkeligheden er et fuglereservat, fordi hun var meget optaget af fugle. Så sidder jeg der på bænken foran hendes grav og mindes. Jeg samler altid en eller anden ting op fra haven, som jeg gemmer, og de sidste seks år har jeg haft en fuglefjer derfra siddende i min bil. Det er der, jeg tilbringer mest tid, så der ser jeg den oftest.
– Fjeren minder mig om eventyret og stræbsomheden. Hun er et symbol på storhed og på, at alt er muligt – også for sådan en som mig, der kommer fra et hjem med vold, misbrug og svigt. Jeg bruger fjeren til at holde mig skarp på, hvad jeg har gang i, og hvad jeg gerne vil. Især de dage, hvor det hele kan være lidt svært.
– Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at jeg har haft to skelsættende kvinder i mit liv, der hedder Karen. Efterhånden har jeg jo gjort det til et begreb "at have en Karen". Alle har brug for en Karen i deres liv, en rollemodel, som viser vejen. Min første pige skulle have heddet Karen, men pædagog-Karen har det ret anstrengende med sit navn, så det ville hun være ked af. Hun er fra en tid, hvor det ikke var fedt at hedde Karen, så det blev ikke til noget. Men Karen og Karen har uden tvivl været mine redningskvinder.
