Lise hastede altid forbi huset, men stoppede en dag op – og så gik noget særligt op for hende

Plejehjemmet lå lidt tilbagetrukket, på et højdedrag i udkanten af byen, med udsigt over Isfjorden. Sundhedsplejerske Lise Andersen havde passeret det flere gange på vej til og fra arbejde i løbet af sit vikariat i Ilulissat, men aldrig besøgt det.

Ligesom de fleste af os – uanset om vi bor i Danmark eller i Grønland – var hun hastet forbi. For at få en travl arbejdsdag til at gå op og enderne til at mødes. Plejecentret på højdedraget var forblevet ubesøgt og dets beboeres historier ufortalte.

Læs også

Brita arbejdede i oliebranchen – da barnebarnet kom, tog hun et livsændrende valg

Men nu var hun på vej tilbage. Over Atlanterhavet fra Danmark til Grønland. Ikke som sundhedsplejerske, men som forfatter og med det ene mål at besøge det plejehjem, hun hidtil kun havde passeret, og bede dets beboere fortælle deres historier.  

Ufortalte historier

"Jeg har tidligere skrevet en bog om grønlandske børnehjemsbørn og en trilogi om Grønland, men nu skrev jeg på en novellesamling, som også delvis udspillede sig i Grønland," fortæller Lise.

"Den ville bare ikke rigtig samle sig og blive færdig. Jeg manglede simpelthen stof. Og så kom jeg i tanke om plejecentret og tænkte, at hvis nogen gemmer på ufortalte historier, må det være mennesker, der har levet lange liv, men som vi ikke er gode til at stoppe op og spørge og lytte til."

Før sit besøg havde hun lavet en aftale med plejecentrets ledelse. Og en tidlig sommerdag i 2020, hvor de første små blomster tittede frem af sneen, drejede hun af fra sin tidligere vante rute gennem Ilulissat og satte kursen mod plejehjemmet.

Gavebarnet

"Den første, jeg talte med, var en kvinde på 75 år. Vi kan kalde hende Sørine. Hun var smilende og imødekommende, og vi talte lidt om stort og småt, men så begyndte hun at fortælle sin historie," husker Lise.

Som 14-15årig, Sørine var ikke sikker, var hun blevet gravid. Hun kunne ikke forsørge sig selv og barnet, men hendes mor havde en løsning: Sørine skulle aflevere barnet til sin moster, der var barnløs. Før i tiden kaldte man det et gavebarn, når en grønlandsk kvinde frivilligt overgav sit barn til en anden, ofte barnløs, kvinde i familien eller bygden. Sørine havde set det før. Hendes egen mor havde gjort det, for hun havde så mange børn, at de ”kravlede som myrer i huset”.

Et gavebarn var en uselvisk gestus givet i kærlighed. Men det var også smertefuldt.

"Jeg kunne høre på Sørine, at hun så storhed og kærlighed i den gave, hun havde givet. Men der var også sorg," fortæller Lise.

"Selv om hun ikke italesatte den, stod den malet i hendes ansigt. Og hun græd. Jeg tror, det var første gang i mange år, hun havde grædt over sin mistede søn."

Sørine kunne følge den lille dreng, hun havde født, indtil skolealderen. Så flyttede mosteren til Danmark. Og både hun og sønnen forsvandt ud af Sørines liv.

Læs også

Ann Lind Andersen: Min fyreseddel endte med at blive en gave

"Jeg blev bekymret for, om jeg havde rodet op i for mange følelser, og besøgte hende dagen efter for at give hendes arm et klem," fortæller Lise.

"Hun var fattet og havde det godt. Faktisk lettet. Jeg tror på, at vi kan anerkende andre menneskers oplevelser ved at lade dem fortælle om dem og vise, at de også gør indtryk på os."

Boede på Riget

Den næste beboer, Lise talte med, var en mand på 70 år. Vi kalder ham Inuk. En spinkel fyr, men med et spændende liv bag sig.

"Inuk blev født, dengang tuberkulosen endnu florerede i Grønland, selv om den var stort set udryddet i Danmark. Det var før etableringen af Dronning Ingrids Sanatorium i Nuuk, så der var ingen behandlingsmuligheder, og Inuk blev smittet som spæd og måtte flyves til Danmark for at overleve," fortæller Lise.

"Det opsigtsvækkende var, at man beholdt ham på Rigshospitalet de næste mange år. Den her lille grønlandske dreng voksede op i en hospitalsfløj langt fra sit land og sin familie. Han fik en dansk besøgsfamilie, som var sammen med ham fra tid til anden, men ellers var han alene, kun omgivet af sundhedspersonale."

Mistede familiens sprog

Inuk var fem år, da han vendte tilbage til Grønland. Han kendte ikke sin mor og far og sine søskende og talte ikke deres sprog.

"Han kunne tale med de danske turister, der besøgte bygden, og det gav ham lidt ekstra slik og opmærksomhed," siger Lise.

Som ung rejste Inuk til København for at finde ud af, om det var her, han hørte til. Det var det ikke. Han kom ind i et misbrug, som han først blev fri af, da han vendte tilbage til Grønland. Her fik han arbejde. Først i miner langs kysten og så om bord på A. P. Møller Mærsks containerskibe. Han rejste i hele verden.

"Inuk havde haft en urimelig start på livet, men han havde klaret sig på trods og fortalte om et rigt og stort liv," siger Lise.

"For mig var han et imponerende eksempel på, hvad mennesker er i stand til, selv om de vokser op under hårde og urimelige betingelser og må kæmpe for at få et meningsfuldt liv."

Den sidste fanger

Den sidste beboer, Lise mødte på plejecentret, kalder vi Ole. En høj mand, der trods sine snart 80 år virkede forbløffende stærk og adræt.

Ole havde levet et liv stort set som sine forfædre. For mens mange af hans landsmænd havde skiftet hvervet som jæger ud med arbejde i miner og på fiskefabrikker, blev Ole på isen. Han jagede, som hans far havde jaget før ham. Rensdyr, ryper og sæler. Alene og sammen med andre mænd fra bygden, når større dyr skulle nedlægges.

Læs også

Tina og Leif blev kærester på TV: ”Jeg jublede indvendigt, da det sidste afsnit blev sendt"

"Ole fortalte om storslåede dage med hvalfangst og fest og om stille dage, hvor han og familien plukkede sortebær i fjeldet. Et smukt liv, hvor man var underlagt naturen på godt og på ondt," siger Lise.

"Men måske i virkeligheden mest på godt," tilføjer hun så.

På søndage stævnede familierne ud i deres motorbåde for at slå sig ned på øer i fjorden med madpakker og tæpper og nyde naturen omkring sig. Alle skulle med, og små og gamle blev hjulpet med om bord.

Båden på fjorden

"Der var ingen bitterhed at spore hos Ole. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han måske hellere ville være om bord på familiebåden i dag end sidde alene på et plejehjem, selv om hans familie besøgte ham jævnligt," siger Lise.

"Ligesom i Danmark er familiekulturen i Grønland blevet en anden. Færre familier bor sammen i generationer. I stedet er de ældre rykket på plejehjem som det i Ilulissat."

Det er ikke alle historierne fra plejecentret på højdedraget, der har fundet vej til hendes novellesamling. Og ingen af dem er fortalt én til én. Men flere af fortællingerne findes som stemninger, erindringer og anekdoter mellem linjerne i bogen.

Og så findes de i Lise. Fordi hun stoppede op og gik indenfor et sted, de fleste af os haster forbi.