”Mine nærmeste blev en forhindring, fordi de stjal min tid”
Hun havde haft sit drømmejob som forlagsredaktør i et år, da det i januar gik op for Lise Rønne, at hun svigtede sine børn, når arbejdet definerede hendes liv. Og da hun sagde det højt, væltede det ind med tilkendegivelser fra folk, der genkendte sig selv. Nogle kalder den kendte tv-vært for privilegieblind, men Lise Rønne mener, at de fleste af os har flere muligheder, end vi tror, for at leve mere i overensstemmelse med vores værdier.
Lise Rønne mærkede vreden bruse i sin krop, når hun lå i sin seng om natten og ikke kunne sove. Noget, der var begyndt at forekomme hyppigere i de seneste par måneder. Hjertet hamrede, tankerne myldrede i hovedet, som hun ofte havde ondt i.
Knap et år forinden havde hun landet drømmejobbet som redaktør for non-fiktion på Gyldendal – et 8-16-job plus-minus. Men som tiden gik, var det, som om overskuddet til at være til stede med hendes nærmeste blev mindre og mindre.
"Jeg lå bare der og var rasende. Jeg tænkte, shit, et fattigt liv. Lortesamfund. Jeg kan INTET være for andre. Jeg er simpelthen ikke til stede noget sted. Altså hverken mentalt eller fysisk. Jeg byder ikke ind med en skid. Jeg orker ikke
at spørge til nogen. Jeg har aldrig en pause i mit hoved."
I 2019 forlod hun jobbet som tv-vært på 'Aftenshowet', fordi hun havde en ”boblende lyst til at fordybe sig i bøger”, som hun selv udtrykker det. Så hun gik freelance og begyndte på Københavns Universitet, hvor hun i to år studerede litteraturvidenskab på et aftenhold. Det var ikke tænkt som et led i en større karriereplan, men passionen for bøger tog hende i en ny retning, og den 1. februar 2022 begyndte hun på Gyldendal.
"Det var et totalt skræddersyet job til mig. Sådan havde jeg det virkelig. Jeg elskede det. Tager man de enkelte elementer, var der kun godt at sige. Skidesøde kolleger og så fedt fagligt."
Hun kan ikke sige præcist, hvornår alarmklokkerne begyndte at ringe. Det var en snigende fornemmelse. Hovedpinen var noget af det første, hun begyndte at registrere.
"Jeg havde en følelse af at være FULDSTÆNDIG fyldt op. Der kan ikke være en krumme mere i mit hoved. Jeg har grebet 70 bolde i dag. Og så har jeg jo også tre børn. Helt lavpraktisk følte jeg, at der var for mange bolde for mig at skulle gribe. Men jeg tror egentlig mest, at det var en følelse af, at jeg kom længere og længere væk fra det liv, jeg gerne ville leve, og det menneske, jeg gerne ville være.
Jeg begyndte at få et blik for, at lige pludselig passede det mig lidt dårligt, hvis jeg arbejdede hjemme, og børnene kom hjem. Jeg ville helst have, at de beskæftigede sig med noget andet, så jeg kunne arbejde mere. Arbejdet fik definitionsmagten, og så måtte alt andet indrette sig derefter."
Imens lå en veninde ned af træthed, fordi hun havde en lille baby, og Lise ville gerne kunne aflaste hende og trille en tur med barnevognen en gang imellem. En anden veninde havde også sit at kæmpe med og brug for at snakke.
"Men jeg syntes hele tiden, at mine nærmeste var i vejen. De blev en forhindring, fordi de stjal min tid. Jeg tog mig selv i at skemalægge, hvornår jeg kunne tale med min veninde. Så meddelte jeg hende, at vi kunne tale sammen om fire dage i det kvarter, hvor jeg var på vej hjem fra arbejde i toget.
Det lyder måske normalt og fint for nogle, men jeg havde svært ved at se mig selv i øjnene. Jeg hadede det virkelig. Jeg var hele tiden ude at forhandle med min tid: Hvis jeg skal gøre det her, går der enten tid fra mit arbejde, eller så går der tid fra mine børn. Og jeg ved godt, at det er en helt almindelig historie om et helt almindeligt travlt liv det her. Men det synes jeg også er vildt."
Annonse
Noget måtte ændre sig, og derfor tog Lise Rønne en drastisk beslutning.
At hun langt fra er alene om at føle, at man halser efter livet på det traditionelle arbejdsmarked, fik hun bekræftet, da hun i marts delte sine erfaringer i en kronik i Politiken. Hun fik en storm af henvendelser fra folk, der genkendte sig selv i hendes ord. Enkelte kaldte hende privilegieblind. Men privilegieblind eller ej, så tror hun, at mange af os har flere muligheder, end vi går og tror, for at leve mere i overensstemmelse med vores værdier.
En craving efter langsomhed
Mens Lise gik og syntes, at verden var af lave, drømte hun sig væk. Tilbage til gamle dage og den langsomhed, de repræsenterede. Nutiden føltes voldsom. Og samtidig så hun hele tiden ud i fremtiden og havde tankerne på det, hun drømte om at have tid til at gøre engang. Såsom at lære at strikke, ordne have, sylte og have lange, reflekterede samtaler. Hun mærkede nærmest en fysisk craving efter langsomhed og fordybelse.
"Jeg havde en følelse af, at nuet var barberet ind til benet. Jeg drømte simpelthen bare om at have rigtig god tid med de mennesker, jeg holder af, og ikke føle, at nu kunne jeg sætte flueben ved, at jeg havde set en veninde. Altså bare have tid til at være der for andre mennesker. Det lyder så banalt. Men jeg følte hele tiden, at jeg var på vej videre inde i mit hoved.
Så det var virkelig en følelse af at være fuldstændig skrællet af og næsten kun være et arbejdende menneske, fordi jeg ikke havde ro i mit hoved til andet, fortæller Lise, der har været vant til et mere fleksibelt arbejde."
"Jeg følte, at jeg altid lige kunne optimere lidt mere. Mens ungerne børster tænder, kan jeg godt nå at svare på fire mails og få styr på hele familiens kalendere. Børnene blev jo også i højere grad noget, der lige skulle ordnes. Der var hele tiden ting, der skulle tjekkes af. Alle pauser blev elimineret.
Og det tror jeg simpelthen ikke, at vi mennesker er skabt til. Eller jeg kan jo kun tale for mig selv. For mig føltes det fuldstændig unaturligt aldrig at have et ledigt øjeblik, der ikke var planlagt."
Annonse
Hvem er Lise Rønne?
- Tv-vært kendt fra bl.a. 'X Factor' og 'Aftenshowet' på DR og nu aktuel i
underholdnings-programmet 'Forræder' og 'Go’morgen Danmark' på TV 2. - Kæreste med Mikkel Lucas Overby, som hun har børnene Nelson, 13, Eva, 10, og Thomas på 6 år sammen med.
En ny vej
Der var ikke langt fra tanke til handling, da Lise først havde indset, at det ikke var det rigtige for hende. Selvom hun også godt vidste, at hun gav afkald på en helt unik karrieremulighed.
"Jeg kan huske, at jeg sagde til min kæreste, at det var en følelse af at stå med to vægtskåle, hvor jeg på den ene havde supersøde kolleger og et fagligt spændende job. Og på den anden havde jeg så alt det andet, jeg savnede, inklusiv tid og ordentligt nærvær med mine børn i de her få år, der er verdens mindste vindue.
Og det er så her, man kan være djævlens advokat og spørge, om det så ikke bare er hende, der ikke egner sig til et traditionelt 8-16-job, som er rigtig mange menneskers hverdag."
"Det er da fuldstændig rigtigt, at jeg ikke egnede mig til det job. Jeg kunne slet ikke trives i det, nok især på grund af grænseløsheden, der gjorde, at jeg altid ville kunne arbejde mere. Og jeg kan også, uden at blinke, sige, at det var et arbejde, der krævede et meget højt tempo af mig, ligesom mange jobs jo gør. Men vi er ikke ens.
Nogle egner sig til det job, men jeg har også en oplevelse af, at ret mange ikke egner sig til det. Og jeg tror, at lige der var det måske faktisk min gave, at jeg stadigvæk var så ny i det, at jeg godt vidste, at livet kunne være på en anden måde. Og derfor kunne jeg ikke være i det.
Annonse
Man kan jo godt blive så sovset ind i nogle meget dominerende samfundsfortællinger om, hvordan livet bør indrettes, at man ikke tror, at det kan være anderledes," siger Lise og understreger, at det ikke skal opfattes som en kritik af Gyldendal. Hun tror blot, at hendes oplevelse er repræsentativ for det, mange kæmper med i hverdagen.
"Men med hensyn til om jeg er bygget til det, vil jeg også sige, at jeg jo har større børn nu, og samtidig ved jeg også bare, at jeg er virkelig god til at arbejde. Jeg er pisseeffektiv. Har en høj energi. Så på den måde ved jeg, at jeg kan klare meget.
Så det kom faktisk bag på mig, at det påvirkede mig så voldsomt at være i et travlt miljø, og min pointe med at sige det er, at der selvfølgelig også må være andre, der synes, at det kan være svært at trække vejret i."
Den 31. januar i år blev hendes sidste arbejdsdag på Gyldendal. Præcis et år efter hendes første. Der gik ikke lang tid, fra hun havde sagt op, til hun valgte at skrive sin kronik i Politiken om, hvordan hun havde oplevet, at næstekærligheden har svære vilkår i et samfund, hvor arbejdet dræner os i en grad, så vi kun lige har overskud til at redde os selv i mål.
"Jeg vidste jo godt, at jeg kunne blive kaldt privilegieblind og forkælet. Og jeg ER jo privilegeret, fordi jeg kunne træffe det valg og tilvælge et mere fleksibelt arbejdsliv. Men man kan jo kun træffe valg i sit eget liv, og man kan også kun tale fra det sted, man står. Alternativet var jo i øvrigt at tie.
Men jeg havde brug for at give en håndsrækning til dem, der måske havde samme følelse, som jeg havde haft, og sige, du skal bare vide, at jeg havde det præcis ligesådan. For mig var det supervoldsomt at træde ind i et meget travlt job på det traditionelle arbejdsmarked, og det var der jo virkelig mange, der godt kunne læse sig selv ind i," fortæller hun.
"Jeg har en følelse af, at vi står ved en afgrund, fordi vi har fået svært ved at mærke os selv i et meget accelereret liv. Vi er nødt til selv at trække i bremsen – jeg tror ikke, at nogen gør det for os. Kigger man på statistikkerne, har vi det ikke godt. Når vi taler med hinanden, handler det altid om, hvor pressede vi er. Vi vælter jo. Vi falder som fluer. Så der er jo et eller andet, der skal tænkes anderledes."
Men det kan være nemmere sagt end gjort, når man har regninger, der skal betales, og svært ved at se, hvordan tilværelsen kan være anderledes.
"Vi har helt klart ikke de samme muligheder, og samtidig vil jeg sige, at de fleste, jeg ser på, har mange flere muligheder for at justere, end de selv måske har lyst til at se på. Jeg er selv vokset op hos en enlig mor, der knoklede og ikke havde muligheden for at skrue ned.
Men jeg har også mange bekendte – fra alle samfundslag – der føler sig ekstremt pressede, og som ikke synes, at de har et valg. Og så kigger jeg på dem og tænker, du skifter tit din iPhone ud til en splinterny, og børnene har dyrt tøj på, du kan tro, du har et valg. Men du skal være villig til at give afkald på nogle ting, hvis du vil have mere tid. Men det kan være svært at mærke efter og se sine muligheder, hvis hverdagen pisker derudad."
Et bevidst valg
Hun synes selv, at det er en forsimpling at kalde det, hun oplevede, stress.
"Jeg vil helt klart sige, at jeg havde en masse stresssymptomer som hjertebanken, hovedpine og søvnproblemer. Men det var mere en følelse af ikke at kunne være et helt menneske. Jeg var ikke den, jeg gerne ville være, og jeg var ikke i mit nu," siger hun og fortsætter:
"Men grunden til, at jeg synes, at stress er en forsimpling, er, at det øjeblik, jeg havde truffet min beslutning, var der en masse ting, der åbnede sig i mig. Så var jeg ikke syg. For mig var det faktisk mere et bevidst kognitivt valg om ikke at ville det liv. Det kan jeg ikke stå på mål for. Men det kan jo også være med til at give en stresssymptomer, fordi man konstant svigter noget i sig selv."
I dagene op til påskeferien var Lise ude at spise med nogle veninder. En af dem, der er præst, spurgte på et tidspunkt ud i selskabet, hvad de skulle ”faste med” op til helligdagene. ”Jeg faster jo med sociale medier”, tilføjede hun.
"Vi tabte alle underkæben og tænkte, kan man det?," siger hun og griner. Hun understreger, at det lyder skørt.
"Det var ikke, fordi jeg ikke havde forholdt mig kritisk til sociale medier, for det har jeg i dén grad. Jeg synes virkelig, at vi er vidner til et car crash. I slowmotion. Jeg har tidligere prøvet at sige, at så må jeg kun gå på morgen og aften, men jeg havde faktisk ikke forestillet mig den mulighed helt at undvære Instagram. Vildt nok egentlig. Jeg har vel, som alle andre, frygtet at blive hægtet af, og så har jeg også syntes, at Instagram i få øjeblikke har haft en værdi, når jeg har kunnet være med til at påvirke en debat."
Lise valgte at slette app’en, og i påskeferien var hun slet ikke online.
"Det lyder så lamt at tale om det som en stor ting. Det kan jeg virkelig godt høre. Men det vilde er, at det BLEV en stor ting, faktisk næsten revolutionerende. For jeg følte, at jeg fik mit liv og mit nu tilbage. Pludselig var der jo ikke noget på den der telefon. Jeg kunne kun være ude i virkeligheden, og det var jo helt 80’er-agtigt og også tit kedeligt. Men på den store klinge var det bare virkelig godt," fortæller hun.
"Og så kunne jeg mærke efter de der 10 dage, hvor jeg gik på min computer og skrev I-n-s-t-a-g-r-a-m dot com…," fortæller hun og gør, som om hun taster på bordet, "at jeg fik hjertebanken. Jeg var bange for alt det flimmer derinde, og for, at der lå en masse beskeder til mig. Det er jo ret vildt i sig selv. Og så opdagede jeg, at jeg ikke var gået glip af en skid. Jeg følte bare sådan en lede ved det, jeg så. Alt det der bedrag og selvudstillelse, vi har gang i derinde, stod bare så tydeligt for mig der."
Selvbedraget på Instagram
Det var først, da hun fik Instagram lidt på afstand, at hun for alvor kunne se, hvor meget den app alligevel havde fyldt, og jo mere presset hun havde været, jo mere påvirkelig havde hun også været.
"Jeg får lyst til at købe alle mulige ting, når jeg er på Instagram. Jeg kommer meget hurtigt til at føle mig forkert og sidder hele tiden og tager screenshots af ting, jeg burde købe, og jeg kan hurtigt komme til at føle, at jeg ikke er med.
Nu har jeg ikke haft brug for at købe noget i et halvt år, og jeg kan mærke mig selv på en helt anden måde, fordi jeg ser verden indefra og ikke udefra. Jeg tror reelt, at Instagram, for manges vedkommende, er med til at forme deres blik på sig selv og virkeligheden, også når de ikke er på telefonen. Det farver vores blik. Vi bliver selvfremstillende og kommer til at se vores liv som noget, der skal være værd at fremstille," siger Lise.
"Jeg ville jo sige til mig selv – men det ville være et selvbedrag – at jeg synes, at det har været interessant at have en samtale om bøger på min profil. Det synes jeg også, men jeg ved jo udmærket godt, at når jeg har lagt et billede op, har jeg fået et kick ud af at se reaktionerne – og jeg har opdateret og opdateret. Jeg har været uden for mig selv og haft et ydre blik på mig selv. Og det har givet mig en selvtilfredsstillelse, at jeg på en eller anden måde har kunnet forme andres blik på mig. Det er jo det, vi gør derinde."
App’en er fortsat slettet. Hun logger en sjælden gang imellem på, hvis hun skal lave et opslag eller har brug for ti minutters underholdning. Hun ser det som en genvej til at frigive mere tid, for sorterer man den slags støj væk, kan man hurtigt komme langt i en Pontoppidan-klassiker, som hun siger.
"Det kan godt være, vi taler om, hvor lang vores arbejdsuge skal være, og i hvor højt et tempo vi kan bære at løbe. Jeg tror i virkeligheden også, at vi kan vinde så meget og få mere kontrol over vores liv, hvis vi bare sletter de der sociale medier. Det er mental overload, og de stjæler vores pauser og potentielt også vores glæde ved det, vi har."
Nøgleordet er tid
Det er i det hele taget gået op for hende, hvor vigtig en faktor tid er. Hun øver sig i at være til stede. Hun insisterer på pauserne, strikker, lægger store puslespil med sin søn og har også fået trillet den tur med sin venindes baby.
"Jeg vil gerne byde ind med noget til de nære fællesskaber og have tid og overskud til at tale med mennesker, jeg møder på min vej. Jeg snakker med skraldemanden, når han kommer og henter mit skrald, jeg kender min kioskdame og taler med pædagogerne, når jeg henter. Det føles rigtigt at holde fast i, at vi alle sammen er mennesker og ikke bare en funktion.
Da jeg havde allermest travlt, tog jeg hele tiden mig selv i at have et ben på vej ud ad døren og signalere, at du skal helst ikke komme med et for langt svar. Og jeg kunne bare mærke, at jeg gik tung ud af situationen og følte mig amputeret på et eller andet plan," fortæller hun.
"En ting er, om du har tid til at lave en ekstra portion aftensmad til din genbo, der har det svært, men ser du overhovedet i første omgang, hvis en HAR det svært? Den største gave, vi kan give hinanden, er jo faktisk at se hinanden. Og det er jo tit at spørge sådan oprigtigt: ”Hvordan har du det?” – hvor vi også gerne vil høre svaret. Hvorfor er det ellers, at vi har de relationer? Det er vel, fordi vi gerne vil kunne mærke dem."
Ellers mener hun, at vores relationer bliver grundlæggende ligegyldige.
"Jeg drømmer bare helt vildt meget om ikke at fortryde noget. Og det er blevet virkelig tydeligt på det seneste, hvor jeg har haft mere tid, at tiden bare er the fucking keyword, for den kan vi ikke snyde med eller købe os til. Livet er jo selve processen. Jeg har ofte en tendens til at løbe efter et mål og glemmer ofte, at det jo er processen – og dermed nuet, der er livet. Jeg tror, at vi alle kan vælge at være mere opmærksomme på vores tid og vores nu, men jeg tror også, at det mere end nogensinde kræver nogle virkelig bevidste valg."
Selvom Lise nyder at have tid, skal der selvfølgelig også tjenes penge, så hun er på det seneste begyndt at tage flere opgaver. Hun kommer fortsat til at redigere bøger på freelancebasis, og for nylig havde hun sin første værtsvagt på 'Go’morgen Danmark'.
Derudover kan hun hver fredag opleves i TV 2’s store underholdningssatsning 'Forræder', hvor 18 kendte mennesker tjekker ind på et slot, og tre af dem bliver udpeget som forrædere, mens resten af gæsterne skal gætte, hvem der er skurkene. Det var et program, der talte til hende lige der, hvor hun var i livet, fordi det har leg i fokus.
"Det er så befriende at se voksne mennesker, der leger fuldstændig amok. Al den alvor, der er i livet i det store og i det små, skal nok trænge op til overfladen, men legen tror jeg, vi skal huske på at insistere på. Det er jo så befriende at slå håret ud og give den gas og huske, at den slags er livet også."
Hendes nye arbejdsliv giver hende den fleksibilitet, som hun tidligere har haft – og længtes efter – for hun er opmærksom på at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter.
"Jeg har hele tiden følelsen af, at jeg skal suge alt ud af den her tid. Det er jo mine børn, der viser mig, at tiden løber. Jeg mærker det simpelthen så tydeligt hver eneste dag. Shit mand, hvor skal jeg være taknemmelig for den her tid. Hvis jeg havde været yngre, havde jeg også fået et fjerde barn. Det når jeg ikke. Men det er bare for at sige, at jeg har lyst til at forlænge den her tid. Det er kun nu, den er her."
