Lissa Paustian har taget orlov fra journalistuddannelsen efter
sin deltagelse i TV 2-programmet 'Bachelorette'. Hun nyder i dag parforholdet med Andreas, og de
venskaber, som hun har fået efter programmet, især med 'Bachelorette'-makkeren,
Sophie.
I ALT for damernes podcast 'Skål Søster' taler de om, hvad hun
også har kunnet bruge deltagelsen i programmet og den form for fame, det
har givet, til.
”Jeg har enormt svært ved at navigere i min persona. Ikke
min private, personlige identitet, men hvem er jeg professionelt. Jeg er blevet
givet dette influencer-liv, som man kan få, når man er med i et program, der er
enormt populært.
Samtidig prøver jeg at holde en form for journalistisk integritet.
Jeg siger nej til nogle samarbejder, fordi jeg ikke har lyst til at blive associeret
med noget bestemt, og jeg prøver at sige ja til nogle ting, der ikke nødvendigvis
er penge i, men som giver mig noget journalistisk fagligt. Så jeg prøver at
nudge mig selv hen i den retning, jeg gerne vil, men det er vildt svært, for
hvordan gør man lige det?” siger Lissa Paustian.
Influencerlivet kan for udefrakommende se meget lækkert ud
med lettjente penge. Men Lissa Paustian fortæller, at sådan forholder det sig
ikke nødvendigvis.
”Jeg synes ikke, at det her liv er nemt. Jeg synes heller
ikke, at der er særligt mange penge i det. Jeg har fået at vide af nogen, som
har været i gamet i mange år, at der var mange flere penge i det bare for tre
år siden, men fordi der er kommet så mange influencere, er der virkelig rift om
kampagnerne, og priserne bliver sænket. Så det kan godt være, at det ser ud til,
at der er mange penge i det, men det er min opfattelse, at det er der ikke i
lige så høj grad, som der engang har været,” siger hun.
To podcasts på vej
I podcasten forklarer hun også, at hun vender tilbage til
journaliststudiet efter jul, hvor hun skal skrive sin bachelor. For drømmen er stadig
en mere klassisk karriere kontra et liv som influencer.
”Jeg snakker tit med min kæreste Andreas, der har et 8-16
job, og jeg misunder det. Jeg vil gerne have det liv, hvor jeg står op, og der
er noget stabilitet, og jeg ved, hvad jeg tjener om måneden. Jeg kan godt lide
at møde op på en arbejdsplads og spise frokost med mine kolleger, men jeg er
også typen, som prøver at finde glæde i de ting, jeg har at gøre med lige nu,
og lige nu nyder jeg, at jeg kan have min hund med alle steder, jeg kan arbejde
hjemmefra, når det regner, det er da dejligt. Men det andet liv er også dejligt.
Og hvis jeg gerne vil have det, skal det nok komme, når jeg er færdiguddannet. Det
gælder bare om at arbejde for det.”
To jobs venter der dog også Lissa Paustian i den nære
fremtid. Hun afslører nemlig, at hun hen over efteråret skal være vært på to forskellige
podcasts, hvilket også var en af grundene til, at hun tog orlov.
”At der kom de muligheder, er jo enormt stort for en
journaliststuderende som mig, og derfor valgte jeg at rykke min bachelor til
efter jul. Det er jo nu, at jeg er aktuel, og derfor tænkte jeg, at det var
bedre strategisk at gribe de muligheder, der kom i min indbakke. Men jeg vil
virkelig gerne færdiggøre min uddannelse, og måske endda supplere den med en
kandidat i Mellemøststudier,” afslutter hun.
Lyt til resten af snakken i podcasten Skål Søster, hvor Lissa Paustian og May Lifschitz også taler om polterabender og diskuterer, om det er lige til den bridezilla-agtige side at
lave et manifest for sin egen.