Glem aldrig dine veninder. Heller ikke når du bliver voksen.

KLUMME: Det væltede bare indover mig der. Midt i min buldrende krise, der var ved at rive mig midtover, begyndte jeg at græde på hipsterpizzariaet i Kødbyen overfor min veninde, der nu har kendt mig i 25 år. Hun sad der, som den klippe, hun altid har virket til at være for mig, og trøstede, bare ved at findes.

Jeg stod helt op til halsen i en døs, hvor alt pegede på, at mit liv som jeg kendte det, væltede. Og ikke bare mit, men min mands og mine børns liv. Jeg skulle skilles, og det ville ændre tre menneskers livsbaner, at jeg ikke kunne holde mig selv ud længere i det ægteskab.

Min veninde havde lyttet til mig over kaffe, over drinks og nu over pizza, for jeg havde brug for at tænke højt sammen med nogen. Og nu sad vi få hundrede meter fra den gade, hvor vi flyttede hjemmefra sammen i 3.g. og det slog mig, at vi havde været vidner til så meget i hinandens liv. Vi har set hinanden blive voksne.

I 1993 var hun den kloge og seriøse af os, jeg var hende i lakbuks, fjerboa og plateausko og utroligt løse håndled. Hun sørgede for, at vi spiste nogenlunde fornuftigt på vores mikroskopiske madbudget. Hun kendte min mor, hvilket ikke mange i mit liv kan sige. Og min første mand for 21 år siden, den ældre og ultraneurotiske evighedsstudent, som hun udholdt, selvom han var ulidelig.

Hun lånte mig sin lejlighed, da jeg ventede på at flytte til Aarhus for at læse til journalist, og ikke havde råd til at bo i den ejerlejlighed, jeg købte i opgangstider med penge fra mit reklamejob. Hun har hørt på hjertekvaler, overvejelser, smalltalk (og hun er ikke vild med smalltalk), har stukket mig en smøg, når trangen meldte sig og vi var ude. Hun har trådt til, og jeg har forsøgt at gøre det samme for hende.

Jeg har ikke meget familie (men det lidt jeg har, elsker jeg højt), så den lille håndfuld af folk, der har holdt ved, sætter jeg pris på. De har selv har skiftet bane flere gange. De er væltet og har rejst sig igen. De kender mig næsten bedre, end jeg kender mig selv.

Når jeg slynger noget ud, som var det en ny sandhed, og de kan huske, at jeg har sagt det før. Husker en fest, jeg holdt for 15 år siden (den var fandeme også god). Husker, at jeg også var på røven økonomisk dengang, hjalp med dette og hint. Og jeg husker dem.

LÆS OGSÅ: "Vi kvinder lider af 2 grundlæggende misforståelser om mænd"

Min overbærende bøsseven, der gjorde mig mindre hysterisk over at jeg aldrig ville finde en mand og få de børn, bare ved at snakke og fylde min atmosfære med testosteron. Min anden veninde, jeg har rejst med så mange gange, at vi kender hinandens rutiner. Hende, jeg indrømmede overfor, at jeg ville skrive en krimi. Hende, der ved hvad jeg mener, når jeg siger 'sushi og show' - og den ven, der var showet, den ven, der selv har udviklet sig, genskabt sig, og alligevel altid er sig selv.

Den barndomsveninde, jeg altid ser for lidt, men som føles fantastisk nem at se, når vi gør. Fordi vi har været børn, skatet, danset, været møgpinlige sammen. Haft de længste, fineste samtaler, mens vi hang på et gadehjørne på Østerbro efter skole.

Nye øjne, nye veje

Det er så vigtigt at have nogen i sit liv, som har været med hele vejen. Som husker én, som man var før. Uden mænd og børn, med skodjobs, skuffelser og skinnet lige akkurat på næsen. Med kærester, kaotisk børneliv og en slags karriere. Som kan holde en ud, som man er nu og som vil lytte til de tanker, man har om fremtiden.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have sex med dig"

De venner og veninder, jeg har mødt i omegnen af denne nyere del af mit voksenliv, kan noget helt andet. De giver et skud intens energi til den, jeg er nu og til hende, jeg er ved at blive. De begynder med nu, har en anden vinkel, og føles lige så ægte, de har bare ikke baghistorien med. Og jeg heller ikke deres. Vi begynder her.

De andre er mine rødder til den, jeg var, hende, jeg ikke skal glemme. Nogle af dem, der kender mig fra dengang, finder jeg ind til igen. Nye konstellationer, nye facetter, nye rummeligheder. Men jeg må ikke tage dem for givet, det ved jeg. De gange, jeg er kommet til det, beklager jeg.

Den aften på Vesterbro, over pizza og vin, glæde og sorg, tog min veninde og jeg fat på et nyt kapitel, kom tættere på hinanden. Jeg ved, jeg har såret hende ind imellem, været dum at høre på, ubetænksom, for meget og ikke nok. Men jeg ved også, at selvom vi ses for lidt, at jeg altid gerne vil have hende i mit liv.

Jeg håber, min håndfuld føler det samme. Vi har set for meget sammen under stjernerne, vi har rakt ud og grebet, drukket, leet og grædt, vi kender hinanden for godt til at give slip nu.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det har jeg lært om kvinder og kærlighed

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1-årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut!"

LÆS OGSÅ: 3 ting, du bør vide om mænd og sex