"Lægerne sagde: Opgiv ham og få et andet barn"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Thorvaldsensvej på Frederiksberg, som jeg gik ad til Marie Kruses højere Pigeskole. Faktisk boede jeg på Frederiksberg, til jeg var nær ved 40 år. Standsmæssigt var vi nok en form for mellemklasse. Min far var grosserer i lædervarer og rejste landet rundt for at sælge kufferter. Jeg havde to ældre halvsøskende, fordi min mor var blevet enke som 24-årig. Og så kom min lillesøster, Helle, som jeg jo stadig har.

– Det var et meget kærligt hjem. Min far var af jødisk slægt, og når jeg holder foredrag, siger jeg, at jeg ikke er vokset op i et ortodokst hjem. Far og mor var det, man i dag ville kalde kulturkristne. Men mest af alt var de kærlige, og det er en lykke at kunne se tilbage på en barndom fuld af kærlighed. Min mor sagde altid, at jeg var hendes mærkeligste barn. Vi er vel alle lidt særprægede, men jeg var en enegænger, og det er jeg sådan set stadig. Jeg fik lejlighedens ungpigeværelse, og der stod altid "Vil ikke forstyrres" på døren.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg kom tidligt på Det Kongelige Teaters Balletskole.  Det blev en lidenskab for mig, selv om jeg ikke egnede mig til ballet, og derfor blev jeg kasseret efter tre år. Det føles dog som om, det var hele min barndom, for den skole prægede mig i forhold til både disciplin og hele den musiske verden.

– Jeg var 12 år, da jeg røg ud, og det var frygteligt, men Det Kongelige Teater havde opdaget, at jeg var god til at sige ord, så jeg debuterede i Ordet som 10-årig, og faktisk kunne jeg i 2019 fejre 70-års jubilæum som skuespiller. Det er der ikke mange, der kan.

– Min bror var biseksuel og ville selv så gerne være skuespiller, men det tillod tidsånden ikke, så i stedet sørgede han for at sende mit billede rundt til alle filmselskaberne – dengang var der jo ikke X Factor. Jeg fik min første rolle som 12-årig blandt 300 andre børn. Instruktøren sagde til mig: "Lille Lone, du er for stor til at spille en lillepige og for lille til at spille en stor pige." Så fik jeg et par høje hæle på og spillede en stor pige. Det var et tab for mig at sige farvel til balletten, men min kærlige bror fik mig skubbet ind i andre teatermiljøer. Jeg troede faktisk selv, jeg skulle have været forsvarsadvokat, og i dag kan jeg godt se hvorfor. Jeg holder mange foredrag om vores samfunds nedgjorte mennesker, så det frø blev nok sået allerede dengang.

– Jeg nåede kun at gå i gymnasiet i halvandet år, så blev jeg headhuntet til ABC-Teatret, som manglede en solist. Jeg sprang fra gymnasiet fra den ene dag til den anden, og både min far og rektor græd, da jeg meldte mig ud. Jeg græd ikke, for jeg ville på scenen med Dirch Passer og Kjeld Petersen og alle de andre.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har været skuespiller, siden jeg var barn, så jeg har nærmest været et kendt ansigt, så længe, jeg kan huske. Frøken Nitouche blev skelsættende, for det var min første store rolle, og så kom Herman Bangs Tine, som jeg fik en Bodil for. På den måde repræsenterede jeg både det lette og tyngden, og det var en gave for mig. Forleden dag var der et ungt menneske, der råbte: "Hey, er det ikke dig fra Falck-reklamen?" Det er da lidt komisk, men tiderne skifter, for de plejer at spørge: "Er det ikke Frøken Nitouche?"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Min søn, Tomas, blev vaccineret, da han var fem måneder gammel. Da han var ti måneder, fik vi ung pige i huset, og det var hende, der opdagede, at Tomas gjorde nogle mærkelige nik med hovedet. Dengang lo vi bare af det, men så tog vi alligevel hen til en børnelæge, og 24 timer efter var vi på et børnehospital med ham, fordi vi troede, det var epilepsi. Men på hospitalet så en læge med det samme, at det var en vaccinationsskade. De sagde: "Opgiv ham, og få et andet barn." Jeg kom med en sund, stærk og dejlig dreng, og han havde en helt normal hjerne. Jeg kunne da ikke bare opgive ham. Men dengang vidste man ikke bedre.

– Jeg tænkte aldrig over at vælge mellem Tomas og teatret, og jeg ville aldrig kunne fravælge ham. Til gengæld koncentrerede jeg mig udelukkende om børn og arbejde. Finito! Tomas har aldrig lært at tale, men jeg har lært ham at skrive, så vi taler sammen på den måde. Nu i coronatiden anerkender man, at der er bivirkninger ved vacciner, og det er en lise for mig og Tomas, at lægerne i dag har accepteret, at visse mennesker ikke tåler vacciner, for indtil nu er vi forældre blevet hånet, når vi sagde det, og der bliver stadig lagt et enormt pres på unge forældre for, at de skal vaccinere deres børn. Tomas og jeg er selv blevet vaccineret mod corona, for selv om vi var bange for vaccinen, vil ingen af os længere holdes udenfor.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Dengang i 70'erne var jeg engageret i både fri abort, vaccinationssystemet og som modstander af alle de forskellige krige. Så begyndte de politiske partier at ringe til mig. Først ringede Erhardt Jacobsen og spurgte, om jeg ville stille op for CD. Men nej, alt det med villa, vovhund og garage var ikke mig. Det var noget andet, jeg interesserede mig for. Så ringede Kristeligt Folkeparti og sagde, at vi jo havde troen tilfælles. Men da jeg sagde, at jeg gik ind for fri abort, lagde de på. Til sidst ringede Helle Virkner, som jeg dengang ikke kendte ret godt, og spurgte, om jeg ikke ville stille op for Socialdemokratiet (Virkner var dengang gift med statsminister Jens Otto Krag, red.). Men jeg syntes, Socialdemokratiet var lidt for bredt for mig.

– Radikale ringede også, og der kom jeg lidt længere i processen, men da de til et møde begyndte at sidde og diskutere landbrugspolitik i timevis, kunne jeg godt se, at det heller ikke var mig. Marianne Jelved forklarede mig, at de jo var et lille parti, så man måtte tage ordførerskaber, man ikke syntes var så interessante. Men nej, det gik altså ikke i længden med mig og roerne.

– Per Stig Møller spurgte mig også, om jeg ville være konservativ politiker, men jeg tænkte, at hvis så mange partier kan bruge mig, så er der noget helt skævt. Det er nok meget godt, at jeg ikke blev politiker, for jeg er kompromisløs, og det går ikke som politiker.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg begyndte tidligt på det med parforhold, men jeg har faktisk levet størstedelen af mit liv uden partner. Jeg var i parforhold indtil jeg blev cirka 50. Men mit liv har været strabadsiøst, og det er vanskeligt at byde et andet menneske. Der er også grænser for hvor mange gange, man kan miste – så afstår man hellere. Man kan ikke blive revet op psykisk hele tiden.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Harmonien i Rødvig på Stevns, hvor jeg skal være med i revyperlerne denne sommer. Jeg ville ikke turde sige ja til en revy med nye tekster, men det her er revyperler, hvor man tager tekster, som allerede har sejret, op igen og giver dem en ny form. Jeg er jo selv en antikvitet, så nu pudser man både mig og teksterne af, og så kommer vi ud i en ny form. Det er altså ret sjældent, at nogen spiller revy som 82-årige. Ulf Pilgaard er jo ved at gå af som 80-årig, mens jeg kommer til. Revy er den sværeste kunstart, for du har bare tre minutter til at hive et helt nummer hjem. Men der er en helt særlig stemning, og det glæder jeg mig til. Jeg elsker revy fordi... Arjj, jeg elsker bare revy.

Hvem er Lone Hertz?

• Født i 1939 - og stadig aktiv skuespiller
• Har siden hun var barn medvirket i et hav af danske film, men er måske mest kendt for Frøken Nitouche fra 1963.
• Desuden aktiv for bedre vilkår for handicappede mennesker.
• Denne sommer aktuel i Harmoniens Revyperler i Rødvig på Stevns, som har premiere 25. juni.
• Privat er hun single og mor til fire voksne børn samt bedstemor til fem.
• Bosat nord for København.