Lone Kühlmann: "Det var et meget hårdt slag for min selvfølelse"

0-10 år (1945-1955): Ønskebarn i en socialdemokratisk reklame

"Jeg blev født det år, krigen sluttede, og i en tid med knaphed. Men det mærker man jo ikke som barn, og jeg var et ægte ønskebarn, som ankom seks lange år efter min bror. Vi boede på få kvadratmeter på Amager i en toværelses med alkove, som det hed dengang. Og min mor var ferm til at holde hus. Syltede, syede og sparede op. Så jeg var altid mæt og glad og super velklædt. Jeg husker især en lys, grå nederdel af uld, foret med lyserød silke. Eller måske var det i virkeligheden bare satin."

"Mine forældre udgjorde i det hele taget et driftigt team. Han var maskinarbejder, eller smed, som han selv sagde, og hun arbejdede som telefonist i KTAS, og efter krigen skabte de et liv, som på mange måder lignede en socialdemokratisk reklame. De gjorde alt det rigtige. Arbejdede hårdt og byggede hus med billigt statslån, og senere blev det også til både bil og sommerhus. Det var en social opstigning helt efter bogen, uden at det nogensinde steg nogen af dem til hovedet. De vidste, hvem de var."

10-20 år (1955-1965): Kvinder på piller

"Selv om min far levede efter socialdemokratiske værdier, var han aldrig medlem af partiet. Han egnede sig ikke til at gå i takt. Det var der i virkeligheden ingen af dem, der gjorde. De var begge optagede af politik og samfund, og der var altid en livlig debat i mit barndomshjem. De havde det virkeligt sjovt, og når forældre har det sjovt, så har børnene det også sjovt. Jeg sugede til mig og begyndte tidligt at tage del i diskussionen ud fra mit eget perspektiv. De sagde måske, at børn skulle ses, men ikke høres, men de mente det ikke."

"Verden åbnede sig for dem efter krigen, og mine forældre åbnede den for os. Det startede med bilferier til Østrig og rejser til Mallorca. De ville gerne se det hele. Måske var det derfor, jeg ikke havde betænkeligheder ved at tage til USA som au pair, det øjeblik jeg fyldte 18, selv om USA virkelig var langt væk dengang. Til gengæld blev jeg ret rystet over at lande i en form for Mad Men-univers, hvor kønsrollerne var langt mere konforme end i Danmark, og kvinderne fyldte sig med nervepiller for at holde deres indholdsløse liv ud. Det lærte mig noget om, hvad det var for et liv, jeg ikke ville leve."

20-30 år (1965-1975): Arrangeret ægteskab

"Journalistik var et utroligt indspist fag dengang. Man skulle kende nogen for at få plads på en redaktion. Og jeg kendte ingen. Så jeg tog et job i Danmarks Radios tekniske afdeling, og herfra fik jeg elevplads på Lolland-Falsters Venstreblad. Jeg skælvede af rædsel, da jeg mødte første dag, men de var så imponerede over, at jeg kom lige fra Amerika. De syntes, de havde fået en appelsin i turbanen. Og det havde de også. Jeg vidste det bare ikke selv. Jeg har altid været lærenem, så jeg kom hurtig op i tempo og fyldte avisen med nyheder. Men det, jeg elskede mest, var de store interview. Det er forrygende at spørge folk om alt muligt, man aldrig ville drømme om at spørge sine nærmeste venner om. Man bliver jo betalt for at være nyfigen."

"Jeg mødte Kai (Selliken) på bladet. Vi plejer at sige, at det var et arrangeret ægteskab. Han var på Journalisthøjskolen i Aarhus, men alle på redaktionen mente, at vi var skabt for hinanden, så  bladet arrangerede en fest, for at vi kunne mødes. Et par dage forinden ringede Kai og sagde, at han tog en pige med. Men det fik fru Kofoed, der sad i receptionen, hurtigt forpurret. ”Nej, Selliken!” råbte hun, så det kunne høres på hele kontoret. ”Vi har piger nok her!”. Kai og jeg har været sammen siden. Også selv om jeg rejste tilbage til USA for at læse en mastergrad på Columbia University i New York året efter. Det er noget, vi altid har været gode til – at give hinanden plads. Og det er nok hemmeligheden bag et godt parforhold, at der ikke findes nogen hemmelighed. Det eneste virkelig væsentlige er, at man vil hinanden det godt."

30-40 år (1975-1985): Tre børn på 22 måneder

"Da jeg kom hjem med en mastergrad i journalistik, arbejdede jeg et par år på Radioavisen, inden jeg blev reporter på TV-avisen. Det var en enorm omvæltning. Jeg havde elsket at lave radio, som er intimt og meget enkelt i forhold til tv og al det isenkram og eksponering, der følger med. Der var jo kun én kanal, så alle vidste, hvem man var. Også selv om det ikke dengang var en del af arbejdsbeskrivelsen at promovere sig selv på røde løbere. Vi nyhedsjournalister satte ikke vores ben i den kulørte presse. Vi var simpelthen for højrøvede. Men vi blev selvfølgelig allemandseje alligevel."

"Alt forandrede sig, da jeg blev mor. Vi fik tre børn på 22 måneder. Først en søn og året efter tvillingedrenge. Og det laver jo om på alt. Hverken Kai eller jeg havde gidet at bestemme hjemme hos os, men det blev vi pludselig nødt til. Fra min tid som au pair vidste jeg, at et enkelt barn kunne man mingelere, men med tre børn skulle der være ordnede forhold. Så vi var nødt til at indrette en mere praktisk hverdag. Jeg var ellers korrespondent på det tidspunkt, men det gav ingen mening at fare rundt i verden og sidde om aftenen på et hotel og have ondt af mig selv, fordi jeg savnede mine børn. Så jeg blev redigerende på TV-avisen i stedet, og selv om det ikke ligefrem var en retrætestilling, så passede det mig bedre. Der kom helt orden på sagerne, da vi ansatte en au pair. Mødre i dag vil gerne det hele selv. Køre karriere, holde børnefødselsdage og bage surdejsbrød. Men det bedste, en mor kan gøre, er i virkeligheden at skrue lidt ned for ambitionerne og tage imod al den hjælp, hun kan få."

40-50 år (1985-1995): Fyring og erfaring

"Som nyhedsjournalist beskæftigede jeg mig især med udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kold krig, Francos død. Jeg dækkede alle de store begivenheder, men sad alligevel med åben mund og polypper, da Muren faldt i 1989. Det var så fantastisk. Der var en enorm optimisme. Alle troede på et opgør med de totalitære regimer. Det er også derfor, det virker så uvirkeligt at se situationen i dag, hvor Putin på en eller anden måde har vækket den gamle verden til live. Jeg kan ikke holde det ud. Det er simpelthen frygteligt."

"I slutningen af 1980’erne havde jeg også brug for en pause fra internationale kriser. Jeg blev hyret som chefredaktør på Alt for damerne. ”Hvad vil du der?” spurgte folk. Det spørgsmål kunne jeg ikke forstå. Jeg ville lave god journalistik om interessante emner – og jeg kan ikke komme i tanke om interessante emner, der ikke interesserer kvinder. Det gik dog ret hurtigt op for mig, at det ikke var noget for mig. Jeg egnede mig ikke til at være chef på det tidspunkt. Og året efter blev jeg fyret. Det var et meget hårdt slag for min selvfølelse. Og det kastede mig nok ud i en krise, selv om jeg godt vidste, at jeg ikke skulle fortsætte i jobbet. Og heller ikke havde lyst. Men jeg lærte meget om mig selv. Man lærer meget mere af sine kriser end sine succeser – og jeg havde haft mest af det sidste."

50-60 år (1995-2005): Som jeg oplevede verden

"Den allerførste bog, jeg skrev, handlede om rustningskapløbet. Men da jeg stoppede på Alt for damerne og blev selvstændig, tog jeg på mange måder det bedste fra den verden med og begyndte at skrive om eksistens og kvindeliv. Biografier og generationsportrætter. Før havde jeg talt om udenrigs- og sikkerhedspolitik, når jeg holdt foredrag, men efterhånden blev det sådan, at jeg selv blev den vare, jeg talte om. Jeg tænkte tit: ”Det er der sgu ingen, der gider høre om”, men det var der! Mine bøger og mine foredrag er naturligt kommet til at handle om kvindeliv – for det er jo sådan, jeg selv har oplevet verden – men jeg har aldrig skrevet eller talt om, at det var synd for os, eller at mænd har været onde mod os."

"For det har aldrig rigtig interesseret mig. Det, der har optaget mig, er, hvad kvinder kan gøre for at leve de liv, de ønsker sig, og som giver mening for dem. Der er mange kvinder – og mange mennesker i det hele taget – der hellere vil brokke sig over deres omstændigheder end se på det råderum, de i virkeligheden har. Det har jeg altid syntes var dybt uhensigtsmæssigt."

60-70 år (2005-2015): "Det må man altså selv bestemme"

"Nyligt afdøde Anne Knudsen, tidligere redaktør på Weekendavisen, skrev engang: ”Drømmen om at være usynlig er ungdommens drøm. Med alderen bliver man det automatisk.” Det syntes jeg var så klogt, at jeg fortalte det til min veninde Lise Nørgaard. Men hun kiggede bare på mig og sagde: ”Det er man altså selv med til at bestemme.” Og det er jo rigtigt. Det betyder noget, hvordan du kommer ind i et lokale; du sender nogle signaler, hvis du krabber dig langs væggen som en undskyldning for dig selv. Selv om du er blevet ældre, må du jo godt virke, som om du har ret til at være her. Det er måske sværere for dem, der har været meget kønne. For hvis man har hele sin selvopfattelse i sit udseende, så er det jo slemt at blive gammel."

"Selv har jeg oplevet, at der er meget at lære, når man bliver ældre. Og meget godt. Noget af det mest vidunderlige er, at du kan træffe nye folk, som du bliver begejstret for, lige til du falder død om. Men det kræver jo, at du stadig gør krav på, at du har lov til at være i verden. Og opleve nyt og møde nye mennesker."

70 år- (2015-): Under 100 år gamle træer

"Det at blive ældre er jo ligesom alle andre livsfaser meget individuelt. Men jeg tror, der er forandringer, som går igen. Jeg har i hvert fald oplevet, at der er ting, der er blevet mindre væsentlige for mig, mens andet er blevet vigtigere. Status, for eksempel, bilder jeg mig ind ikke betyder det store for mig længere, mens naturen pludselig har fået en enorm betydning. Jeg skal ud at gå, simpelthen. Langs vandet eller i skoven. Når man står under flere hundrede år gamle træer, sætter det livet i perspektiv."

"Man får en fornemmelse af, hvor betydningsløs man egentlig er i det store billede, og det kan faktisk være ganske rart ikke at føle sig så vigtig. Jeg havde en veninde, der sagde, at årene mellem 40 og 60 var de bedste. Men jeg synes egentlig ikke, der er nogen livsfaser, der er bedre end andre. Det er lidt det samme som det med at skabe et liv: Man skal ikke hænge sig i det, der var. Men udforske mulighederne i det, der er."