Om livet på første klasse: "Hvorfor har hende i minkpelsen sådan nogle triste øjne?"

– Der er en form for tilfredsstillelse i at tænke "de rige har også problemer", siger Lotte Kaa Andersen, der er forfatter til bøgerne Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, som begge handler om livet i overklassen – en tilværelse, som de færreste af os kender til, og som Lotte nok heller ikke kunne skrive om, hvis hun ikke selv levede midt i det, erkender hun.

Hun bor nemlig i et arkitekttegnet hus tæt på Dyrehaven, omringet af de samme privilegier, som personerne i hendes bøger tager for givet. Hendes tre drenge er vokset op her, men selv er hun fra Svenstrup, syd for Aalborg.

– Det et kæmpe privilegium at have erfaringer, der spænder fra parcelhuset i provinsen til det pæne villakvarter nord for København, der jo er en helt anden verden, siger hun.

Hendes placering midt i velhaverkvarteret kalder hun selv for "en fejlcasting". Hun havnede her, efter at hun blev ansat på et reklamebureau i hovedstaden, mødte sin mand, fik et barn – og lidt tilfældigt flyttede fra Frederiksberg til Hellerup.

– Jeg følte mig forkert i det her perfekte lystland – jeg var forundret, fascineret og utilpas ved det hele og syntes, at alle var smukke og tjekkede, husker hun og fortsætter:

– Jeg skulle lige tage mig sammen for ikke at havne i et kapløb, jeg ikke havde lyst til eller mulighed for at være med i – om, hvem der havde mest overskud til lækre madpakker, hjemmebag, velklædte børn og overdådige fødselsdagsarrangementer.

Damen i mink

Det med at være lige i midten – at være en provinspige i et velhaverkvarter – bruger hun, når hun skriver, fordi hun kan kigge til begge sider og leve sig ind i, hvordan både den ene og den anden slags mennesker har det. Hendes mission med at skrive om overklassen er ikke at udstille de rige som særligt ulykkelige mennesker, understreger hun, men – som hun siger – faldene her er større, når en krise rammer, end i middelklassen. Mere dramatiske.

Det var hendes fascination af velhaverkvarteret, der satte gang i en blog om livet på første klasse, som hun forestillede sig det i nummer 7, 9 og 13 på Hambros Allé i Hellerup. En adresse, der kræver klasse og kasse.

– Når jeg ser de velpolerede facader, tænker jeg "hvad er der mere derinde?" Ting kan være så pæne på overfladen, at vi tænker "de pæne mennesker – kan det virkelig passe, at de ikke er så fine i kanten?" – og ja, det kan sagtens passe, siger Lotte, som beskriver sig selv som "vildt nysgerrig".

– Jeg er nødt til at vide, hvorfor hende i minkpelsen har sådan nogle triste øjne. Hvorfor ham, der bor i vejens største hus, ryster på hænderne og har sådan et behov for at fortælle om alt det, han har? siger hun og fortsætter:

– Det er jo ikke altid, man kan finde ud af det, men så må man gætte sig til det i en historie. Jeg skriver om, hvordan det er inde bag facaderne, siger hun og understreger, at historierne er opdigtede.

Bedrag og selvmord

Lotte bor i dag i Charlottenlund sammen med børnene, hunden og ægtemanden, hvis virksomhed rådgiver annoncører om branding og kommunikation. I sin nyeste bog, 100 dage, vender hun tilbage til personerne fra den første bog, nemlig ensomme, midaldrende Line, der drikker for meget. Hun var engang en del af jetsettet, men med mandens bedrag og selvmord er hun blevet det dårlige selskab, som vennerne flygter fra. De er nærmest bange for, at hendes sociale deroute smitter.

– Hun havde meget, men mister også alt. Den følelse tror jeg, de fleste af os kan leve os ind i, siger Lotte.

Lotte Kaa Andersen i sit eget hjem i velhaverkvarteret.

Hun er fascineret af, hvordan vi mennesker kan bedrage hinanden med pæne facader, men også, hvordan vi bedrager os selv.

– Mine bøger handler i høj grad om de løgne, vi fortæller os selv og hinanden. Ofte uden at tænke over det. For at komme videre, for at kunne bære livet og for at finde en slags mening med tilværelsen, siger hun.

Spark døren ind

I sin første bog anlagde hun en let tone, men i fortsættelsen bliver den mere alvorlig, fordi hun også beskriver en ny generations liv.

– Børn af overklassen vokser op med materielt overskud, men det menneskelige overskud bliver ikke altid brugt ordentligt, siger Lotte, der selv er mor til tre teenagedrenge og beskriver, hvordan man kan være i tvivl, om man skal sparke døren ind til ungernes værelse eller lade dem være i fred.

– Det sidste er klart det nemmeste, men som forældre skal vi insistere på at have en plads, mener hun og prøver at beskrive tankerne fra den anden side af døren:

– Hvordan er det at have forældre, der forventer, at man klarer sig godt, men ikke aner, hvad man går og laver? At være 16 år og bedøve sin forvirring og frustration i rusmidler og dårligt selskab? Det prøver jeg at finde ud af i min bog, men jeg har ikke svarene.

Hun kredser om det med privilegierne, der er så store, at både unge og ældre snubler i dem. Forbruget er højt, og man får hurtigt et forkvaklet forhold til, hvad 1.000 kroner er. Og er det sundt? Lotte tror det ikke.

– Jeg beskriver den ensomhed og det misbrug, her også er. Det er alkohol og hash, men også online-tilværelser, hvor mennesker søger selskab og nærvær på nettet i stedet for hos hinanden, siger hun og tilføjer:

– Det er interessant at skrive om mennesker, der farer vild i deres liv, selv om de har det hele. For hvis du har alt – pengene, huset, bilerne, karrieren, den smukke familie – men alligevel er ulykkelig, så har du ikke andre end dig selv at bebrejde.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend”

LÆS OGSÅ: Annettes datter har skizofreni: "Jeg var nødt til at få Emma på afstand"

LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"