Samler dit kørekort støv? Lotte Ruby opfordrer kvinder til at sætte sig bag rattet
I mange år samlede Lotte Rubys kørekort støv, men det var før hun mødte BMV'en Brian. I denne klumme opfordrer hun alle kvinder til at bruge deres kørekort.
Der er meget godt at sige om kvinder, der år efter år render rundt med et kørekort, som kun bliver brugt som ID i pakkeshoppen. Vi er fx flittige cyklister, og uden os ville al offentlig transport i Danmark uden tvivl være lukket og slukket for længst. Så misforstå mig ikke. Det er alle tiders for både sundheden, miljøet, klimaet og alt muligt andet at lade bilen stå. Men når kørekortet samler støv, er det bare ikke altid, fordi vi er sådan nogle super gode samfundsborgere.
Lad os være ærlige: Det er lige så ofte, fordi vi er bange for at køre. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg havde angstfantasier om små piger i fine kjoler, der løb lige ud foran mig på kørebanen. Og om ældre damer, der blev mast til ukendelighed sammen med deres indkøb, når jeg bakkede ud fra en parkeringsbås ude foran Føtex. Og fordi jeg var bange, var det altid min mand, der kørte både delebilen og den fine blå Volvo, som vi havde i cirka tre år.
Jeg fortalte mig selv, det var fint, at han var chauffør, når nu jeg havde ansvar for så meget andet derhjemme. Og at jeg klarede mig fint uden bil i cykelbyen København. Samtidig havde jeg en lettere fjendtlig indstilling overfor både bilister og biler i det hele taget. Og ja, det er naturligvis glimrende at have et kritisk blik – men mest, hvis man også er i stand til at vende det mod sig selv.
I virkeligheden syntes jeg jo, det var temmelig pinligt, at jeg ikke kunne få hul på det med den bilkørsel. Det var både upraktisk og begrænsende, og min indre feminist var slet ikke glad. Og et par gange forsøgte jeg mig da også, men halvhjertet og uden held. Fx på en grussti i Odsherred, hvor jeg nåede at køre ca. 300 meter, før en hjort sprang ud foran bilen og straks sendte mig koldsvedende retur til sommerhuset. For halvhjertet bringer dig ingen vegne.
Der er kun én vej ud af angst, og det er gentagelse og insisteren, og for cirka et år siden løb jeg endelig tør for dårlige undskyldninger. De første, korte ture foregik i delebil på øde veje med min mand som co-pilot (tak til Kristian for tålmodighed og risikovilje). Til min store, positive overraskelse gik det kun lidt ud over et enkelt skilt, og jeg blev hurtigt bedre. Da det blev sommer, tog jeg springet. Jeg leasede i eget navn en dejlig, beroligende Toyota Corolla med automatgear for tre måneder.
Jeg broderede endda en pude med Toyota-logo. Men det kunne jeg godt have sparet mig. Da jeg mødte op hos leasingfirmaet, var jeg til min rædsel blevet opgraderet til en stor, sort BMV af typen, som alle byens bandemedlemmer går og drømmer om. Jeg var lige ved at græde. Men i stedet navngav jeg bilen Brian, og inden længe havde mine bare fødder fundet både speeder og bremse – og verden åbnede sig. For man kan selvfølgelig godt tage til både Møn og Maribo med offentlig transport. But what are the odds? Jeg var fri!
Så, kvinde, gør dig selv en tjeneste og støv kørekort af. Du dør (formentlig) ikke, og du bliver ikke et dårligere menneske. Bare en lille smule mere frue i eget hus.
